Tilskud 2020 og frem (2. at-punkt)
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at der fra 2019 ikke bevilliges fremskrivning af de tilskud, som fremgår af bilag 1. Fremskrivningen indgår fremover i Kultur- og Fritidsudvalgets råderum på konto 03.35.64 (disponible midler)
- at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at der fra 2020 ydes følgende tilskud årligt: KPH 1,0 mio. kr., Kulturtårnet 0,2 mio. kr., Illutron 0,125 mio. kr., Poesiens Hus 0,2 mio. kr., de lokalhistoriske arkiver 0,2 mio. kr., Stjerne Radio 0,065 mio. kr. Der anvises dækning for beløbet på i alt 1,790 mio. kr. på konto 03.35.64 (disponible midler). Tilskuddet bevilliges for fire år under forudsætning af Borgerrepræsentationens årlige budgetvedtagelse.
- at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til, at ændringerne indarbejdes i sagen om tekniske ændringsforslag til Budget 2020.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning (skriftlig votering):
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte et ændringsforslag, der blev udsendt fredag den 20. september 2019.
Indstillingens 1. at-punkt blev således godkendt med følgende ændring:
at Team Copenhagen, Karens Minde Kulturhus og Christianshavn Beboerhus, der er selvejende institutioner, som driver en kommunal funktion efter aftale med kommunen, reguleres på lige fod med de kulturhuse, der drives kommunalt og derfor fortsat PL reguleres.
at honorarstøtteordningen efterreguleres af konto 3.35.64 (disponible midler) på baggrund af reguleringen af honorarklippet, således at antallet af honorarklip i udgangspunktet er det samme over årene.
Indstillingens 2. at-punkt blev således udsat til det førstkommende ordinære møde i Kultur- og Fritidsudvalget.
Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt.
Samtlige udvalgsmedlemmer ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen:
"Partierne ønsker med beslutningen, at det tidligere overskud fra den tekniske fremskrivning af tilskudsmidlerne indgår i den politiske prioritering, så der kan tages højde for sammenhænge tilskudsmodtagere og kulturområder imellem og så pengene prioriteres efter strategisk valgte områder og der, hvor behovet er størst. Det betyder, at nogle tilskudsmodtagere, der har været vant til automatisk at få lidt mere fra år til år, fremover vil være nødt til gøre rede for et yderligere behov og søge på lige fod med alle andre.
Beslutningen er den første i den retning, hvor vi vil se hele tilskudsområdet igennem så tilskud gives på baggrund af kulturpolitiske prioriteringer og ikke automatisk."
Problemstilling
På sit møde den 4. september 2019 behandlede Kultur- og Fritidsudvalget et medlemsforslag om omprioritering indenfor Kultur- og Fritidsudvalgets tilskudsramme. Medlemsforslaget havde følgende ordlyd:
"at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter tilskud og evt. beslutter omprioritering inden for tilskudsrammen herunder ift. ændret P/L regulering, der sikrer faste tilskud til bl.a. KPH, Kulturtårnet, Illutron, Poesiens Hus og de lokalhistoriske arkiver, hvis midlertidige tilskud udløber i 2020."
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte sagen med henblik på, at sagen kan sendes i skriftlig votering blandt udvalgets medlemmer med en svarfrist på 3 dage efter budgetseminaret den 19. september 2019.
Dette er baggrunden for nærværende indstilling, der således afgøres ved skriftlig votering.
Løsning
Baggrund
På Kultur- og Fritidsforvaltningens budget er optaget en række varige tilskud til ikke-kommunale institutioner. Bevillingerne er hidtil automatisk blevet reguleret hvert år med kommunens fremskrivningsprocent og udbetalt til tilskudsmodtagerne.
Der er tale om kommunale tilskud, som typisk kun udgør en del af institutionernes samlede midler.
Kultur- og Fritidsudvalget har gennem flere år bevilliget tilskud til samme aktivitet fra de disponible midler. For at sikre bedre planlægningshorisont for de kulturelle aktører ønskes det at gøre nogle af disse tilskud flerårige.
Ny procedure
Der foreslås en ny procedure for bevilling af tilskud. Formålet med den nye procedure er at skabe åbenhed om og sikkerhed for den faktiske tilskudsstørrelse i hele bevillingsperioden. For at opnå dette, fastlægges den reelle tilskudsstørrelse i hele bevillingsperioden ved aftalens indgåelse.
Med den nye procedure præciseres det, at kommunens tilskud gives med henblik på at medfinansiere de kunstneriske og kulturelle aktiviteter i pågældende institution - og ved behandlingen tages der politisk stilling til, hvor meget kommunen bevilliger til aktiviteten årligt i hele bevillingsperioden.
Omlægningen betyder endvidere, at der skabes større sammenhæng mellem de kulturpolitiske prioriteringer og tilskudsbevillingerne. Omlægningen vil skabe større råderum til fornyelse og udvikling i forlængelse af de vedtagne politikker og planer.
Konkret betyder det, at bevillingen til en række tilskudsmodtagere i 2020 vil være den samme som i 2019. Af bilag 1 fremgår konsekvensen for de enkelte tilskudsmodtagere samt det forventede økonomiske råderum.
Udgangspunktet for beregningerne i bilag 1 har været alle tilskud - dog undtaget regionale spillesteder, små storbyteatre og folkeoplysning, hvor der allerede i dag er indgået flerårige politiske aftaler, samt partistøtten hvor tilskuddet er lovbestemt.
Kultur- og Fritidsforvaltningens samlede budget reguleres hvert år med den kommunale fremskrivningsprocent. Ved at gå over til princippet om at alle tilskud bevilliges som fast beløb, der ikke reguleres i bevillingsperioden, skabes et råderum, som Kultur- og Fritidsudvalget kan disponere over.
Fremskrivningsprocenten er de senere år blevet reguleret både ned og op i løbet af budgetåret, hvilket betyder, råderummet kan variere. Fremskrivningsmidlerne vil fremover indgå i Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler, og kan løbende disponeres.
Kultur- og Fritidsudvalget har gennem flere år bevilliget tilskud til samme aktivitet fra de disponible midler. En oversigt over de tilskudsmodtagere, som gentagne gange har modtaget tilskud fra de disponible midler, fremgår af bilag 2.
Nye fire-årige tilskud
I forbindelse med Budget 2020 indstilles det, at der bevilliges nye fire-årige tilskud til følgende institutioner:
KPH 1,0 mio. kr. årligt
Foreningen Københavns Projekthus (KPH) på Enghavevej 80C tilbyder billige opstartspladser for unge iværksættere med kulturelle, sociale eller miljøforbedrende ideer og er et fællesskab for de innovative startups, der alle arbejder med understøttelse af minimum ét af FN's verdensmål. KPH driver gennem KPH Volume en kulturscene for kulturelle begivenheder og social innovation.
Kulturtårnet 0,2 mio. kr. årligt
Foreningen Kulturtårnet har siden juli 2017 etableret sig som kulturhus i et af brotårnene på Knippelsbro, og har haft fokus på udstillinger, radiobiografer, tower talks om samfundsaktuelle emner og gastronomiske events.
Illutron 0,125 mio. kr. årligt
Foreningen Illutron er en frivilligt drevet forening og et kunstnerkollektiv, der har til huse på skibet M/S Illutron. M/S Illutron fungerer som et flydende kulturhus med aktiviteter, der relaterer sig til installationskunst og interaktionskunst, performance, teknologi, musik, lys og planter.
Poesiens Hus 0,2 mio. kr. årligt
Poesiens Hus har siden 2012 afholdt arrangementer for at formidle og udbrede kendskabet til poesi i København.
De lokalhistoriske arkiver 0,2 mio. kr. årligt
Sammenslutningen af Lokalarkiver i København (SLAK) er en sammenslutning af 10 lokalarkiver, som ligger i syv kommunale lejemål og tre private lejemål. Lokalarkiverne er foreninger bemandet med frivillige. Deres formål er at sikre, at viden og materiale om et lokalområde bevares for eftertiden.
Stjerne Radio 0,065 mio. kr. årligt
Stjerne Radio er en genetablering af facaden af en radiobutik på Istedgade 31, der dannede udgangspunkt for en del af den danske modstandskamp under 2. verdenskrig, og hvor modstandsgruppen Holger Danske blev dannet. Museet består af en vinduesudstilling mod gaden. Gennem skiftende udstillinger formidles historien om københavnernes og danskernes kamp mod den tyske besættelse.
Økonomi
Af bilag 1 fremgår fremskrivningsmidlerne for 2020. Midlerne tilføres konto 03.35.64 (disponible midler) fra og med 2020. Kultur- og Fritidsforvaltningen bemyndiges til at indarbejde ændringen i sagen om tekniske ændringsforslag til Budget 2020.
Der anvises dækning for nye tilskud på i alt 1,790 mio. kr. på konto 03.35.64 (disponible midler).
Videre proces
På baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning indarbejdes de foreslåede ændringer i sagen om tekniske ændringsforslag til Budget 2020. Tilskudsmodtagerne vil efter Borgerrepræsentationens vedtagelse af Budget 2020 få udsendt ny bevillingsskrivelse, hvor tilskuddet for 2020 og frem fremgår.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 8. oktober 2019:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 2. at-punkt med følgende årlige tilskudsbeløb:
KPH 1,0 mio. kr.
Kulturtårnet 0,2 mio. kr.
Illutron 0,123 mio. kr.
Poesiens Hus 0,15 mio. kr.
de lokalhistoriske arkiver 0,2 mio. kr.
Stjerne Radio 0,065 mio. kr.