Forlængelse af driftsaftale med GAME StreetMekka København
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at aftalen med gadeidrætsorganisationen GAME om driften af GAME StreetMekka København fornyes med virkning fra 1. januar 2018.
Problemstilling
Den gældende driftsaftale mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og GAME udløber den 31. december 2017. Af den nuværende aftale fremgår det, at aftalen skal genforhandles senest pr. 1. oktober 2016 af hensyn til, at GAME skal kunne indstille sig på, om aftalen fornyes eller ej.
Det fremgår af indstillingen om kulturelt udbud, der blev behandlet af Kultur- og Fritidsudvalget den 11. oktober 2012, at eksisterende kontrakter skal forlægges for udvalget, inden de forlænges. Samtidigt skal forvaltningen give en vurdering af, om aftalen bør forlænges, samt om andre skal have mulighed for at byde på opgaven.
Løsning
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 22. november 2012 at godkende en fireårig forlængelse af aftalen mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen og GAME om driften af GAME StreetMekka København på Enghavevej i perioden 2013-2017.
GAME StreetMekka København har været drevet af GAME siden 1. januar 2010. GAME ønsker at videreføre driften. GAME har modtaget et årligt tilskud på 3,5 mio. kr. (p-2016) inklusiv ejendomsudgifter for 1,2 mio. kr. fra Kultur- og Fritidsforvaltningen. Derudover har GAME selv ansvaret for den samlede økonomi, som primært tilvejebringes via fonde, kontingenter og anden lokal medfinansiering. GAME StreetMekka Københavns budget i 2015 var på 17,2 mio. kr.
GAME blev i sin tid valgt til at stå for driften ud fra et ønske om, at faciliteten blev forankret i streetkulturen via GAME. GAMEs mål og vision er at gøre streetaktiviteter og -kultur tilgængelig for alle og gerne med en integrationsmæssig vinkel. Hovedsigtet for GAME er at tilbyde faciliteter og understøtte initiativer, der skal gøre det nemmere og sjovere for unge i København at dyrke streetkulturen.
GAME har i overensstemmelse med aftalen holdt forvaltningen orienteret om driften af GAME StreetMekka København, herunder fremsendt årsrapporter. Af nøgleoplysninger fra 2015 kan nævnes:
- Åbent for gadeidrætten i 365 dage, 24 timer i døgnet.
- 3.277 aktive medlemmer.
- 46% af medlemmerne har anden etnisk baggrund end dansk.
- Besøgstallet var 44.140 fordelt på henholdsvis 22.716 medlemmer og 21.424 institutioner.
- 20 ugentlige åbne træninger, turneringer og workshops i skoleferier.
- Med støtte fra Åben Skole puljen er der afholdt gadeidrætsforløb i huset med mere end 20 institutioner.
- Samarbejdet er udvidet med tre nye brugerforeninger: BørneBasketFonden, Copenhagen Panna House og Ombold.
- Et nyt stort socialt projekt er påbegyndt - Støtte på Asfalten. Med midler fra Sundhedsstyrelsen og i samarbejde med Street Movement, Bedre Psykiatri, Københavns Kommune og Esbjerg Kommune har GAME udviklet et træningsforløb for børn og unge med psykiske udfordringer og deres pårørende.
Forvaltningen vurderer, at resultaterne er tilfredsstillende i forhold til både udvikling og udvidelse af aktiviteterne, nye samarbejdspartnere, inddragelse af både lokale aktører og brugere i driften m.m. Forvaltningen vurderer derfor sammenfattende, at GAME viderefører driften af GAME StreetMekka København i yderligere fire år. Aftalen genforhandles i 2020 med henblik på senest pr. 1. oktober 2020 at indgå en ny driftsaftale for en 4-årig periode. Udkast til aftale for perioden 2018-2021 fremgår af bilag 1.
Faciliteterne og de løbende aktiviteter er overvejende brugerdrevne og lokalt forankrede. GAME har gennem de seneste fire år opbygget en massiv og enestående erfaring med driften og udviklingen af streetaktiviteter og -kultur. En erfaring der hverken for så vidt angår indhold eller kvalitet findes andre steder. På den baggrund er det forvaltningens samlede vurdering, at der ikke er en pligt til at sende opgaven i udbud.
Ud fra en samlet betragtning af formålet med tilskuddet, GAMEs omfattende brug af frivillige, størrelsen af tilskuddet, der kan anvendes til lønudgifter, samt det forhold at kommunens tilskud kun udgør omkring 20% af GAMEs samlede driftsøkonomi, vurderer forvaltningen endvidere, at der, ud fra en proportionalitetsbetragtning, ikke bør indarbejdes sociale klausuler eller arbejdsklausuler i aftalen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen indgå tilskudsaftalen med GAME.
Anders Bager Jensen
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 8. september 2016:
Mikkel Selmar fra GAME havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen.
Indstillingen blev godkendt.