Mødedato: 08.09.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Høringssvar: Forskrift for udendørs musikarrangementer

Se alle bilag
Teknik- og Miljøforvaltningen har sendt ”Forskrift for udendørs musikarrangementer” i offentlig høring. Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forslag til høringssvar.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender denne indstilling som udvalgets høringssvar vedrørende ”Forskrift for udendørs musikarrangementer".

Problemstilling

Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet et udkast til forskrift for udendørs musikarrangementer. Forskriftens sigte er at regulere støj fra udendørs musikarrangementer på en række udvalgte pladser og parker i København. Udkast til forskrift og lokaliteter fremgår af bilag 1 og 2.

Borgerrepræsentationen besluttede 26. maj 2016 at sende udkastet i offentlig høring. Høringsfristen er 17. september 2016.

Høringssvaret forelægges Kultur- og Fritidsudvalget under henvisning til den tætte kobling mellem Kultur- og Fritidspolitikken og det parallelle arbejde om revision af retningslinjer for udendørs arrangementer.

Løsning

Dette høringssvar har afsæt i input fra kommunale kultur- og fritidsinstitutioner og udgør Kultur- og Fritidsforvaltningens samlede svar. Forvaltningen har parallelt opfordret arrangører og eventmagere til at afgive høringssvar direkte til Teknik- og Miljøforvaltningen.

Kulturpolitik og byens udvikling
Ambitionen i København Kommunes Kultur- og Fritidspolitik er, at København skal være en attraktiv og levende storby med "kant". Adgangen til at lave arrangementer i byrummet skal være nem og ubureaukratisk. Kommunen skal stille gode rammer til rådighed for borgere, der kan og vil. Der skal kun være begrænsende regler, hvor noget sådant er strengt nødvendigt.  

Forskrift for udendørs musikarrangementer er tæt forbundet med Kultur- og Fritidspolitikken, da denne er med til at sætte vilkår og rammer for både arrangører og brugere af byens kultur- og fritidsliv. Københavns Kommunes Kultur- og Fritidspolitik spiller således en central rolle i forhold til forskriften for udendørs musikarrangementer.  

Interessen for at lave arrangementer i København er vokset markant de senere år. Antallet af godkendte arrangementer er steget med 216 % siden 2010; fra 1.009 til 3.192 tilladelser i 2015. Udviklingen er understøttet af nye byrum og faciliteter, der kalder på mere udendørs aktivitet. Eksempler herpå er Dansepladsen i Fælledparken, Kvæsthusprojektet ved Kvæsthusmolen og Musiktorvet ved Amager Bio. Det er en positiv udvikling, der bør spille en central rolle, når der sættes rammer for brugen af byens rum.

Generelt virker forskriften for udendørs musikarrangementer som en begrænsning i forhold til Københavns Kommunes ambition om, at København skal være en aktiv og levende storby. Det fremgår af forskriften, at hovedformålet er ”at begrænse støjgener ved udendørs musikarrangementer”.

Med afsæt i Kultur- og Fritidsudvalgets input fra 19. november 2015 og 21. januar 2016 foreslås det, at der i stedet i langt højere grad tages et kulturpolitisk afsæt. Det betyder, at ambitionen om København som en aktiv og levende storby bl.a. bør nævnes, jf. Kultur- og Fritidspolitikken.

I det følgende opregnes de elementer i forskriften, som Kultur- og Fritidsforvaltningen gerne ser ændret eller præciseret:

Fra retningslinjer til bestemmelser
Med forskriften er der sat en entydig juridisk ramme for støj. Det er forvaltningens vurdering, at forskriften er en markant stramning i forhold til den praksis, der er i dag.

Samtidigt er det ikke muligt at vurdere, hvordan forskriften i praksis vil blive forvaltet, og hvordan antallet af musikarrangementerne vil blive opgjort. Det efterlader en åben gråzone for fortolkning.

Kultur- og Fritidsforvaltningen bemærker, at rammerne for musik ved arrangementer er gået fra vejledende retningslinjer til fastlagte bestemmelser, og at bestemmelserne er specificeret til enkelte arrangementspladser. Dette vil mindske fleksibiliteten i forhold til at kunne tage afsæt i lokale forhold og begrænse antallet af arrangementer flere steder i byen.

Forskriften kan på den anden side være med til at sprede arrangementer ud over hele byen. En sådan spredning sker imidlertid bedst gennem incitamenter - ikke gennem begrænsninger. Kultur- og Fritidsudvalget støtter bl.a. arrangementer og events efter en vægtning af geografisk og tidsmæssig spredning.

Rammer for antal musikarrangementer
Det noteres, at Teknik- og Miljøforvaltningen i forhold til tidligere retningslinjer har ændret flere af grænseværdierne for arrangementspladserne i nedadgående retning. Blandt disse pladser er der flere af de mest søgte placeringer. Begge dele med negative konsekvenser for antallet af arrangementer og de udfoldelsesmuligheder, der er ved hvert arrangement. I 2015 blev der f.eks. givet tilladelse til 31 arrangementer med et højt støjniveau på Den Røde Plads. I udkastet til forskriften vil dette blive reduceret til 10.

Med afsæt i input fra lokale kultur- og fritidsinstitutioner anmoder Kultur- og Fritidsforvaltningen om, at der ses nærmere på grænseværdierne for følgende arrangementpladser:

  • Islands Brygge
  • Valby Idrætspark
  • Amager Strandpark
  • 5- og 10-Øren
  • Valby Idrætspark
  • Den Røde Plads

Fælles for disse pladser er et ønske om at se nærmere på såvel støjgrænser som antallet af arrangementer. Kultur- og Fritidsforvaltningen deltager gerne i en nærmere udredning af dette.

Da Kulturhuset Islands Brygge er særligt udfordret af konsekvenserne af forskriften, suppleres indstillingen af et høringssvar fra Kultur og Idræt Christianshavn Vestamager (Bilag 3) .  

Bagatelgrænse
Flere kommunale kulturinstitutioner har en langvarig tradition for at arrangere mindre arrangementer som omfatter afspilning af musik, f.eks. den udendørs dansescene ved Islands Brygge eller Dansepladsen ved Fælledparken. Regnes disse arrangementer med i forskriften, vil det betyde en kraftig reduktion af aktiviteter. Dette til trods for, at det er institutionernes erfaring, at langt størstedelen af arrangementerne ikke har givet anledning til gener for de omkringliggende beboere.

Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler, at der i forskriften indgår en bagatelgrænse, defineret ud fra et nedre lydniveau, og at arrangementer med musik under dette lydniveau ikke er omfattet af regelsættet.

Forvaltning af forskrift
Kultur- og Fritidsforvaltningen efterspørger generelt en præcisering af, hvordan forskriften vil blive forvaltet. Dette omhandler bl.a. aspekter som:

  • hvordan vil et musikarrangement i praksis blive opgjort. Det, der står tilbage for Kultur- og Fritidsforvaltningen, er, at der en gråzone for, hvornår der er tale om et arrangement eller et musikarrangement.
  • hvor lang tid myndigheden kan anvende til at udarbejde en tilladelse, så arrangører og eventmagere kan koordinere efter dette?
  • hvem står til ansvar for, at lydniveauet overholdes? Er det den aktør, der er i juridisk forstand disponerer over arealet, eller er det aktøren, der midlertidigt har brugsret over arealet?

Dertil ser forvaltningen udfordringer i forskriftens krav til akkrediteret lydprøver, der særligt vil gå ud over mindre arrangementer.

Formidling i øjenhøjde
Kultur- og Fritidsforvaltningen anbefaler, at forskriften kommunikeres i øjenhøjde med arrangører og eventmagere i fokus. Det er dem, der berøres af forskriften, og det er dem, der skal kunne forstå indholdet. Det fordrer, at der arbejdes videre med både indhold og formidling.

Fokus på lyd i Kultur- og Fritidsforvaltningens øvrige arbejde
For god ordens skyld gøres opmærksom på, at Kultur- og Fritidsforvaltningen står over for at skulle deltage i et stort internationalt forskningsprojekt om, hvordan man bedre kan styre lyd, så nabogener begrænses. Projektet har et forventet budget på over 100 mio. kr. Blandt de danske partnere er Tivoli og Danmarks Tekniske Universitet. Målet er at finde løsninger, der på sigt kan skabe nye betingelser for udendørs events. Det er derfor vigtigt, at der fortsat er åbenhed over for en ændring af rammerne for musikarrangementer i sammenhæng med teknologiske forbedringer og nye tiltag. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender høringssvaret, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen sende den til Teknik- og Miljøforvaltningen.


Thomas Jakobsen

                                /Mads Kamp Hansen

 

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 25. august 2016:

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede Kultur- og Fritidsforvaltningen om til mødet den 8. september 2016 at komme med et bud på, hvordan området konkret kan forvaltes med et kulturpolitisk afsæt. 

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 8. september 2016:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen, herunder bilag 5, der er en central del af høringssvaret, med følgende tilføjelser og præciseringer:

  • Arrangører og kommunen skal ikke kun mødes, når aktiviteten er i gang men også forinden i forbindelse med at tilladelsen gives. Det er vigtigt at arrangørerne føler den kommunale tilstedeværelse under hele forløbet, også inden arrangementet afholdes med henblik på at der i fællesskab kan findes de bedste løsninger i forhold til den konkrete ansøger, arrangementet og lokalitet (f.eks. retningen af højttalere, placering af toiletter, adgang til strøm mv.).
  • Med hensyn til bagatelgrænsen er det forudsætningen, at arrangementer under bagatelgrænsen ikke kræver en tilladelse. Arrangementer med et lydniveau og deltagerantal under et vist niveau er altid tilladte på bl.a. de nævnte pladser og tæller ikke med i opgørelsen. Der skal ikke ansøges herom, blot bookes med henblik på at reservere pladsen og få oplysninger om arrangøren.
  • Der lægges vægt på, at arrangementer, hvor musik kun er en sideaktivitet, ikke tæller med.
  • Arrangementer, som kommunen, herunder Kultur- og Fritidsudvalget, støtter, er pr. definition arrangementer med særlig værdi for byen.
  • Digitalisering og herunder digitale tilladelser er vigtige og må prioriteres. Digitale tilladelser skal indføres, så alle myndigheder kan tilgå disse, der skal kunne gemmes data om arrangement og arrangør, evaluering, klager, gener, hændelser, kontaktoplysninger mv.
  • Kultur- og Fritidsudvalget lægger i det hele taget afgørende vægt på en smidig sagsbehandling af området.

 

Til top