Mødedato: 08.09.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Ansøgning: støtte til Scene N - Teaterskolen på Nørrebro

Se alle bilag
Scene N ansøger Kultur-og Fritidsudvalget om støtte på 280.000 kr. til drift af deres teaterskole for børn og unge på Nørrebro.  

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning om 280.000 kr. til drift af Teater N, da der ikke er afsat midler til formålet på udvalgets budget.

Problemstilling

Scene N er i 2016 støttet af Kulturministeriets pulje til 'kunst - og kulturprojekter rettet mod børn, der ikke af sig selv opsøger kunst og kultur’. Denne bevilling udløber den 1. januar 2017. Herefter må Scene N lukke aktiviteterne, medmindre de finder anden finansiering.

Scene N søger derfor Kultur- og Fritidsudvalget om 280.000 kr. til fortsat at kunne tilbyde gratis teaterundervisning for børn og unge på Nørrebro i 2017 og første halvår af 2018.

Løsning

I samarbejde med Kultur N og andre lokale aktører arbejder Scene N på at rekruttere og fastholde børn og unge fra udsatte boligområder på Nørrebro. Skolen har nu tre teaterhold med 15-20 børn med forskellig etnisk og social baggrund.

Ud over den gratis teaterundervisning deltager Scene N i festivaler på Nørrebro og afholder workshops med de tre boligsociale indsatser: Titanparken, Vores kvarter og Os fra Mimersgade.

Børnene hos Scene N har produceret seks forestillinger, optrådt på otte festivaler og 2000 publikummer har set forestillingerne. Ifølge Scene N er det vigtigt at støtte op om disse aktiviteter, da de fungerer som løftestang for børn og unge, der ellers ikke ville få glæde af scenekunst.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at afsætte midler til ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.

 

Anders Bager Jensen  

 

 

                                                                    /Merete Ewers Dewilde

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 8. september 2016:

Pernille Nedergaard Haugesen fra Scene N havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen.

Der blev begæret afstemning om et forslag om, at Kultur- og Fritidsudvalget bevilger et tilskud på 100.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Et mindretal (Neil Bloem, Rikke Lauritzen og Jens Kjær Christensen) stemte for forslaget.

Et flertal (Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Simon Strange, Carl Christian Ebbesen, Jens-Kristian Lütken, Kasper Heumann Kristensen, Andreas Pourkamali og Michael Gatten) stemte imod.

Forslaget blev således forkastet.

Til top