Ansøgning: støtte til Copenhagen Jewish Filmfestival
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på yderligere 50.000 kr. i 2017.
- at Kultur- og Fritidsudvalget henviser ansøgning om støtte til Copenhagen Jewish Filmfestival i 2018, 2019 og 2020 til behandling af Festivalpuljen på Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 3. november 2016.
Problemstilling
Copenhagen Jewish Filmfestival søger Kultur- og Fritidsudvalget om 150.000 kr. årligt i perioden 2017-2020 (bilag 1).
Løsning
Kultur- og Fritidsudvalget reserverede 100.000 kr. til Jewish Film Festival ved udmøntningen af festivalpuljen for 2017. Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder en tilskudsaftale for tilskud på beløbet.
Copenhagen Jewish Filmfestival har, ifølge ansøger, siden år 2000 tilbudt perspektiver på jødisk eksistens, identitet, kultur, overlevelsesstrategier og livsformer.
Med sin profil og gennem publikumsarbejde søger festivalen at italesætte, belyse og undersøge den jødiske minoritets tilstand og forandring primært i Norden og i Europa.
Et af de emner som Copenhagen Jewish Filmfestival forholder sig til, er, ifølge festivalen, den stigende grad af europæiske jødiske borgere, som immigrerer til Israel.
Filmfestivalen giver, ifølge ansøger, forskellige bud på, hvad der skal til for at sikre og understøtte jødisk eksistens i Europa. Gennem film og dokumentar kan publikum få beskrivelser og forklaringer om den jødiske identitet.
Ved de seneste tre festivaler har filmfestivalen undersøgt sameksistensen mellem jøder og muslimer med fokus på København.
Copenhagen Jewish Filmfestival vil i de kommende år koncentrere sig om følgende emner:
- Historier der ikke bliver fortalt længere, sameksistens, identitetsrum og
overlevelse - Jødisk repræsentation i Europa og i Norden
- Det andet Israel
- Globalisering og menneskerettigheder
De sidste fem år har Cinemateket været med til at facilitere afholdelsen af Copenhagen Jewish Filmfestival (bilag 2). Festivalen vil også i fremtiden finde sted i Gloria og Absalon Kulturhus.
Copenhagen Jewish Filmfestivals omkostninger er årligt 362.000 kr. (bilag 3).
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at afsætte midler til ansøgningen, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder målbare succeskriterier og forudsætninger for tilskuddet.
Anders Bager Jensen
/ Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 8. september 2016:
Kultur- og Fritidsforvaltningens indstilling blev godkendt.