Mødedato: 08.09.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 86

Endelig evaluering af frisættelsesforsøgene i Kultur- og Fritidsforvaltningen

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) har udarbejdet en evaluering af frisættelsesforsøgene i fire institutioner. Evalueringen skal sendes videre til Økonomiforvaltningen (ØKF) og indgår i den samlede vurdering af frisættelsesforsøgene i Københavns Kommune.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender den endelige evaluering af frisættelsesforsøgene i Kultur- og Fritidsforvaltningen (bilag 1)

Problemstilling

KFF har deltaget i det tværgående frisættelsesforsøg i Københavns Kommune, hvor i alt fire forvaltninger har deltaget. Forsøget er nu i den afsluttende del, og KFF har udarbejdet en endelig evaluering på baggrund af ØKFs udsendte spørgeramme. Evalueringen omfatter spørgsmål til proces og organisatorisk læring og skal indgå i en samlet evaluering for frisættelsesforsøgene.

Frisættelsesforsøgene har været et led i tillidsdagsordenen. Det har været formålet med forsøget at frisætte forsøgsdeltagerne fra regler og krav, der sætter unødvendige begrænsninger, tager tid fra medarbejderne og fjerner fokus fra kerneopgaven.

I KFF har Amager Kulturpunkt, Grøndal MultiCenter, Huset-KBH og KraftWerket deltaget i projektet. De konkrete regler, som institutionerne i KFF har været fritaget fra, er:

  • Frisættelse fra at slå vikariater på under et år op.
  • Mulighed for at benytte andre end Københavns Kommunes IT-værktøjer og løsninger.
  • Frisættelse fra at bruge kommunens indkøbsaftaler, der hvor indkøbet er delegeret til brugere/frivillige.
  • Fritagelse fra kravet om elektronisk betaling (EAN-nr., Nemkonto eller udenlandsk bankoverførsel).
  • Fritagelse fra økologikrav i forbindelse med cafédrift.

Løsning

Bilag 1 er KFFs endelige evaluering af frisættelsesforsøgene.

Opsummerende viser evalueringen i KFF:

  • at friinstitutionerne vurderer, at de områder og dertilhørende arbejdsopgaver, som i dag er en del af frisættelsesforsøgene, løses mere effektivt nu end før forsøget. Friinstitutionerne ønsker, at alle forsøg skal gøres permanente.
  • at det er vigtigt at have klarhed over rammerne for et sådant projekt forud for igangsættelse, så det er entydigt for institutionerne, hvilke muligheder der er, og det undgås at bruge unødige ressourcer på at foreslå fritagelser, som ikke er inden for forsøgets rammer.
  • at det er vigtigt at sikre samarbejde og inddragelse af involverede interessenter for at undgå oplevelsen af interne barrierer i Københavns Kommune.

I bilag 2 findes uddybende information om effekter og gevinster ved frisættelsen fra ovennævnte regler.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Evalueringen skal i første omgang forelægges de respektive fagudvalg og dernæst det Centrale Samarbejdsorgan (CSO) i november og i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentation i december 2016.

Såfremt der er politisk opbakning til at fortsætte frisættelsesforsøgene, vil forvaltningen overveje, hvordan og i hvilken form de konkrete erfaringer med forsøgene kan omsættes i forvaltningen, hvilket blandt andet skal ses i lyset af, at forvaltningens struktur løbende er blevet udviklet.

Forvaltningen vil i givet fald vende tilbage til KFU med konkrete anbefalinger.

 

 

Anders Bager Jensen
                                                                                   /Susanne Hovgaard Heunicke          

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 8. september 2016:

Indstillingen blev godkendt.

Til top