Danmarks Nationale Integrationsdag - ansøgning om tilskud
Danmarks Nationale Integrationsdag - ansøgning om tilskud
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 8. august 2002
10. Danmarks Nationale Integrationsdag - ansøgning om tilskud
(KFU 283/2002)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler afslag på ansøgning om støtte til afholdelse af Danmarks Nationale Integrationsdag.
RESUME
En initiativgruppe har søgt om støtte til afholdelse af Danmarks Nationale Integrationsdag på Rådhuspladsen den 7. september 2002. Budgettet er 1.290.294 kr.
Arrangementet, der har til formål at diskutere alle aspekter af integration, vil bestå af en række boder/telte, hvor publikum kan komme i kontakt med indvandrer- og flygtningeorganisationerne i Danmark samt med forskellige danske institutioner, som har integration som arbejdsområde. Teltene vil fungere som workshops, hvor forskellige temaer vil blive behandlet.
Resultaterne fra de forskellige workshops vil blive bearbejdet og sendt til beslutningstagere i Danmark.
Der vil være musikalsk underholdning og gastronomi fra hele verden.
Det skønnes, at arrangementet er rettet mod Danmark som helhed og som sådan ikke forankret i Københavns Kommune, hvorfor det falder uden for puljeområdet. Udover puljerne er der ikke på Kultur- og Fritidsudvalgets budget for 2002 afsat midler til denne type arrangementer.
SAGSBESKRIVELSE
En gruppe bestående af Hamid El Mousti, Indsam, Poem og andre indvandrer- og flygtningeorganisationer har taget initiativ til afholdelse af Danmarks Nationale Integrationsdag på Rådhuspladsen den 7. september 2002. Budgettet for arrangementet er 1.290.294 kr., og Kultur- og Fritidsudvalget er i brev af 15. juni 2002 (bilag 1) søgt om størst mulig støtte. Ansøger er orienteret om, at arrangementet falder uden for puljeområdet, men at ansøgningen vil blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget efter sommerferien (bilag 2).
Formålet med integrationsdagen er at signalere til omverdenen, at integration tages alvorligt i Danmark. I forbindelse med arrangementet, som forventes at blive en årligt tilbagevendende begivenhed, vil der blive uddelt en integrationspris. Arrangementet afholdes under det danske EU-formandskab for at sikre størst mulig opmærksomhed.
Arrangementet har et PR-budget på 186.750 kr., og man regner med at nå ud til et bredt publikum bl.a. ved hjælp af en koncert med den populære tyrkiske sanger Tarkan.
Der vil blive opsat telte og scene på Rådhuspladsen, hvor der vil blive afholdt en række workshops, som hver skal forsøge at afdække et tema inden for integrationsdebatten.
Opsamlingen af resultaterne fra de forskellige workshops vil ske på scenen på Rådhuspladsen. Resultaterne vil endvidere blive bearbejdet og sendt til beslutningstagere i Danmark som et bidrag til integrationsdebatten.
Herudover vil arrangementet bestå af gastronomiske tilbud fra hele verden. Den store scene vil blive brugt til koncerter med bl.a. den tyrkiske sanger Tarkan, som vurderes at kunne trække et stort publikum.
Det skønnes, at arrangementet er rettet mod Danmark som helhed og som sådan ikke forankret i Københavns Kommune, hvorfor det falder uden for puljeområdet. Udover puljerne er der ikke på Kultur- og Fritidsudvalgets budget for 2002 afsat midler til denne type arrangementer.
På baggrund heraf indstilles det at meddele afslag på ansøgningen.
MILJØVURDERING
Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
BILAG
1. Ansøgning af 15. juni 2002 inkl. supplerende oplysninger.
2. Brev af 21. juni 2002 fra Martin Geertsen til Hamid El Mousti
Olga Brüniche-Olsen
/ Merete Evers