B-sag: Tværgående investeringsforslag
Økonomiforvaltningen har udarbejdet tre investeringsforslag med tværgående potentialer, med henblik på at de indgår i forhandlingerne om investeringspuljen i forbindelse med Budget 2024. Med indstillingen lægges der op til, at Kultur- og Fritidsudvalget tager de tre investeringsforslag til efterretning. Gevinstpotentialet i 2025 og de stigende profiler i årene vil indgå i udvalgets effektiviseringsstrategi for 2025. Især indkøbscasen bidrager de kommende år væsentligt til opfyldelse af udvalgets effektiviseringsmåltal, mens de andre to forslag har mere begrænset betydning.
Fremtidens indkøb ligger i forlængelse af kommunens hidtidige arbejde med indkøbspotentialer og realiserer effektiviseringer gennem konkurrenceudsættelse og yderligere aftaledækning.
Automatisering af skadesbehandling optimerer skadesbehandlingen på forsikringssager om bygnings- og løsøreskader.
Indregulering af varmeanlæg i 24 ejendomme optimerer effektiviteten af varmeanlæg og leder til store energibesparelser.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager de tre tværgående investeringsforslag til efterretning (bilag 1-3)
Problemstilling
Økonomiforvaltningen har udarbejdet tre investeringsforslag med tværgående potentialer i flere eller alle forvaltninger, med henblik på at de indgår i forhandlingerne om investeringspuljen i forbindelse med Budget 2024. Det er aftalt med Økonomiudvalget, at de relevante fagudvalg skal have mulighed for at drøfte tværgående forslag.
Løsning
De tre forslag omhandler:
Fremtidens Indkøb
Effektiviseringerne realiseres gennem det fortsatte arbejde med konkurrenceudsættelse og yderligere aftaledækning af resterende forbrug, hvor der ikke er lavet indkøbsaftaler. Derudover arbejdes der strategisk med kontrakt- og forbrugsstyring, så kontrakter og sortimenter matcher udviklingen i kommunens behov.
Forslaget sikrer effektiviseringer i alle forvaltninger på i alt 15,5 mio. kr. i 2025 og herefter yderligere ca. 40 mio. kr. årligt i perioden 2026 til 2029.
Fordeling mellem udvalg tager udgangspunkt i indkøbseffektiviseringer realiseret i de løbende seneste tre års indgåede aftaler. Når de konkrete aftaler er indgået, vil der årligt ske justering af fordelingsnøglen. Med den nuværende fordeling vil forslaget medføre gevinster for Kultur- og Fritidsudvalget på i alt 1,0 mio. kr. i 2025 stigende til 12,1 mio. kr. i 2029.
Automatisering af skadebehandling
Skadebehandling af forsikringssager i Københavns Kommune varetages af eksterne skadebehandlere. Med en automatisering af dele af skadebehandlingsområdet vil der kunne frigives ressourcer.
Forslaget medfører for forvaltningerne lavere forsikringspræmie på i alt 1,5 mio. kr. i 2026 og frem. For Kultur- og Fritidsforvaltningen betyder det en besparelse på 0,2 mio. kr. i 2026 og frem.
Indregulering af varmeanlæg
Dette forslag omhandler indregulering af varmeanlæg på ca. 113.000 m2 fordelt på 24 af kommunens ejendomme, hvoraf 11 ejendomme benyttes af Kultur- og Fritidsforvaltningen. Indregulering optimerer effektiviteten af varmeanlæg og leder til store energibesparelser. Dette projekt estimerer en årlig besparelse på i alt 0,9 mio. kr., svarende til 1,8 mio. kWh og 47 tons CO2. For Kultur- og Fritidsforvaltningen betyder det en besparelse på 0,1 mio. kr. i 2024 og 0,3 mio. kr. i 2025 og frem.
Økonomi
Såfremt forslagene vedtages i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2024, indgår forslagenes potentiale i Kultur- og Fritidsudvalgets opfyldelse af effektiviseringsmåltallet i 2025 og frem.
Tabel 1. Kultur- og Fritidsudvalgets andel af forslagenes måltalseffekt (1.000 kr. 2024 p/l)
|
2024 |
2025 |
2026 |
2027 |
2028 |
2029 |
Fremtidens indkøb |
|
-1.047 |
-3.802 |
-6.549 |
-9.305 |
-12.061 |
Automatisering af skadebehandling |
|
|
-244 |
-244 |
-244 |
-244 |
Indregulering af varmeanlæg |
-133 |
-266 |
-266 |
-266 |
-266 |
-266 |
I alt |
-133 |
-1.313 |
-4.312 |
-7.059 |
-9.815 |
-12.571 |
Videre proces
De tre forslag forelægges alle fagudvalg til drøftelse. Efter godkendelse i Økonomiudvalget indgår forslagene i forhandlingerne om investeringspuljen i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2024. Såfremt forslagene prioriteres, indgår potentialerne herefter i udvalgenes opfyldelse af effektiviseringsmåltallet for 2025.
Søren Tegen Pedersen
/Kristian Bay Knudsen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning på mødet den 8. juni 2023:
Indstillingen blev godkendt i forbindelse med behandlingen af dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).