Mødedato: 08.06.2023, kl. 16:00
Mødested: Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10

B-sag: Halvårlig status på halinspektørordningen

Se alle bilag

Med Budget 2020 blev der afsat 24,4 mio. kr. i 2020-2023 til en halinspektørordning i de ellers ubemandede anlæg Bellahøj Hallerne, Sundby Idrætspark, Ryparkens Idrætsanlæg og Vanløsehallerne. Med Budget 2021 blev der yderligere afsat 6,1 mio. kr. i 2021-2024 til en delt halinspektørordning i Hal C og Sundbyøsterhallerne.

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges halvårsstatus på halinspektørordningen til orientering. Der er i det seneste år indberettet 43 utryghedsskabende hændelser på de seks idrætsanlæg, hvoraf de 27 er hærværkssager. Tilbagemeldingerne fra brugerbestyrelserne, bydelsenhederne og SSP viser, at halinspektørordningen samlet set har sikret en større grad af tryghed på idrætsanlæggene, en bedre service og en større tilfredshed blandt brugerne.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager halvårsstatus på halinspektørordningen til efterretning.

Problemstilling

Tidligere oplevede en del brugere af udsatte idrætsanlæg uro og utryghed, hvorfor der med Budget 2020 blev afsat 24,4 mio. kr. i 2020-2023 til en halinspektørordning i Bellahøj Hallerne, Sundby Idrætspark, Ryparkens Idrætsanlæg og Vanløsehallerne. Med halinspektørordningen tilføres i de ellers ubemandede anlæg fast personale kl. 15 - 23 i hverdagene og kl. 7 - 23 i weekenderne med henblik på at skabe tryghed og ro på idrætsanlæggene.

Som følge af beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget den 24. september 2020 blev Vanløsehallerne trukket ud af halinspektørordningen og indgår derfor ikke længere i den halvårlige status. I Vanløsehallerne varetages halinspektøropgaven af en idrætskoordinator.

Med Budget 2021 blev der yderligere afsat 6,1 mio. kr. i 2021-2024 til en delt halinspektørordning i Hal C og Sundbyøsterhallerne.

Bevillingen til halinspektørordningen i Bellahøj Hallerne, Sundby Idrætspark og Ryparkens Idrætsanlæg samt idrætskoordinatorordningen i Vanløsehallerne udløber med udgangen af 2023. 

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 5. december 2019, at udvalget halvårligt forelægges status på halinspektørernes arbejde.

Løsning

Halinspektørordningen har samlet set sikret en større grad af tryghed på anlæggene, en bedre service og en større tilfredshed blandt brugerne. Ligeledes er der gode erfaringer med den delte halinspektørordning i Hal C og Sundbyøsterhallerne, hvor ordningen på samme vis har skabt større tryghed, bedre service og samarbejde med brugerne samt mindsket antallet af uhensigtsmæssige hændelser (jf. bilag 1 og 2). Erfaringerne viser således, at afhængig af karakteren af tryghedsudfordringerne på et anlæg, kan nogle anlæg have gavn af en delt halinspektørordning.

Forvaltningen har været i dialog med brugerbestyrelserne på idrætsanlæggene, bydelsenhederne og SSP København, der alle udtrykker tilfredshed med halinspektørordningen. Forvaltningen har ligeledes foretaget en spørgeskemaundersøgelse blandt brugerne af idrætsanlæggene. Tilbagemeldinger herfra fremgår af bilag 1.

Forvaltningen benytter systemet Microbizz til at registrere utryghedsskabende hændelser på anlæggene. Det seneste år (15. april 2022 til 14. april 2023) er der i alt indberettet 43 utryghedsskabende hændelser på de seks idrætsanlæg med halinspektører. Oversigt over indberettede utryghedsskabende hændelser på anlæggene og kategorier i Microbizz fremgår af bilag 2.

Ørestad Streethal

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 9. juni 2022 en justering af halinspektørordningen. Justeringen medfører, at halinspektører i Sundby Idrætspark fremadrettet varetager opsyn med Ørestad Streethal, laver opsøgende arbejde, forebyggende indsatser og går i dialog med ungegrupperne med henblik på positiv brug af Ørestad Streethal. Fra den 1. oktober 2022 – 31. marts 2023 har der været øget bemanding onsdag-lørdag kl. 15-23.30, hvor det vurderes, at behovet er størst.

Den øgede bemanding finansieres af overskydende administrationsmidler på ordningen, samt at der fra 1. januar 2023 vil være lukket lørdage og søndage i ydertimerne på de anlæg, hvor der ikke er aktiviteter i tidsrummet.

Tilstedeværelsen af personale sammen med nogle fysiske forbedringer, herunder udsmykning af lokaler med streetart, har nedbragt antallet af hændelser.

Bevillingsudløb

Bevillingen til halinspektørordningen i Bellahøj Hallerne, Sundby Idrætspark og Ryparkens Idrætsanlæg samt idrætskoordinatorordningen i Vanløsehallerne udløber med udgangen af 2023. Bevillingen til den delte halinspektørordning i Hal C og Sundbyøsterhallerne udløber med udgangen af 2024.

Erfaringerne fra de seneste år med halinspektørordninger viser, at det er meningsgivende at arbejde med forskellige typer ordninger afhængig af karakteren af tryghedsudfordringerne på det enkelte anlæg. Nogle anlæg har stort udbytte af den delte halinspektørordning, andre har brug for den fulde halinspektørordning, mens andre igen kunne have gavn af, at der arbejdes endnu mere proaktivt med medejerskab og værtskab på anlægget.

Model for halværter og aftenværter på Kultur- og Fritidsforvaltningens faciliteter

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på udvalgsmødet den 11. maj 2023 at implementere værtskabsmodellen med en justering af halinspektørordningen, så ressourcerne i højere grad kan omprioriteres til tilstedeværelse og forebyggende indsatser på tværs af flere faciliteter.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsudvalget forelægges på udvalgsmøder i juni og december status på halinspektørernes arbejde.

Søren Tegen Pedersen

  /Jakob Heide Petersen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning på mødet den 8. juni 2023:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at behandle sagen som en A-sag. Behandlingen fandt sted efter pkt. 4.
Sagen blev taget til efterretning.

Til top