Mødedato: 08.06.2023, kl. 16:00
Mødested: Nikolaj Kunsthal, Nikolaj Plads 10

Afrapportering på screeningsbevillinger på idræt

Se alle bilag

Som led i udmøntningen af idrætsmilliarden blev der i Budget 2023 afsat en samlet screeningsbevilling til 8 screeninger på idrætsområdet.

Screening om Placeringer for vinterbadefaciliteter i og omkring Københavns Havn afrapporteres i særskilt indstilling på udvalgets møde den 8. juni 2023. Screening om Helhedsplan for Bellahøjmarken er mere omfattende, hvorfor der først afrapporteres på denne primo 2024, med henblik på mulighed for eventuelt at henvise en planlægningsbevilling til forhandlingerne om Overførselssagen 2023-2024.

I indstillingen afrapporteres på de 6 øvrige screeninger, og der stilles forslag til den videre retning for hver af projekterne, som udvalget kan drøfte. Det bemærkes, at der for flere screeninger kræves yderligere undersøgelser, før der kan afsættes en planlægningsbevilling. Det kan fx være, at der skal vælges mellem forslag eller placeringer, så der kan gennemføres volumenstudier.

Udvalget skal tage stilling til videre proces for projekterne, herunder beslutte om der skal udarbejdes budgetnotater til de kommende forhandlinger om Budget 2024.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager afrapporteringen på screeningerne til efterretning og drøfter den videre retning for hver af projekterne, herunder tager stilling til, om nogle projekter skal henvises til forhandlingerne om Budget 2024.

Problemstilling

I Budget 2023 blev der afsat en samlet pulje på 2,5 mio. kr. til i alt 8 screeningsbevillinger på idrætsområdet. Screeningerne blev afsat, med henblik på at projekterne fremadrettet kan indgå i udmøntningen af idrætsmilliarden. Med Overførselssagen 2022-2023 blev der afgivet en hensigtserklæring om anvendelse af grundkøbspuljen under Økonomiforvaltningen til afdækning af placeringsmuligheder til de specifikke screeningsprojekter, herunder udføre volumenstudier mv.

Løsning

Der er gennemført separate undersøgelser for de forskellige delprojekter i screeningsbevillingen tilpasset de angivne krav og idrætsformål, herunder dialog med brugere og interessenter om behov og muligheder. Der er anvendt ekstern rådgiver, hvor det var hensigtsmæssigt i forhold til faglige ressourcer internt i kommunen. Økonomiforvaltningen har bidraget særligt i forhold til placeringsmuligheder for nye idrætsfaciliteter og Børne- og Ungdomsforvaltningen specifikt om mulige idrætsfaciliteter på skoler.

I den samlede screeningsbevilling fremgik screening af svømmehaller og screening af skolesvømmehaller og skoleidrætshaller som separate delprojekter. For at løse screening af svømmehalsområdet mest hensigtsmæssigt er skolesvømmehallerne gennemført som en samlet generel screening af svømmehaller, hvormed der afrapporteres på svømmehalsområdet under ét. Tilsvarende er der gennemført en separat undersøgelse af mulige placeringer af nye skoleidrætshaller.

Det bemærkes, at der for flere screeninger kræves yderligere undersøgelser, før der kan afsættes en planlægningsbevilling. Det kan fx være, at der skal vælges mellem forslag eller placeringer, så der kan gennemføres volumenstudier.

De enkelte screeninger gennemgås kortfattet nedenfor med henvisning til bilagsmaterialet.

Screening af Idrætstårne (bilag 1 og 2)

Screeningsbevilling blev afsat til at afsøge mulighederne for at etablere et eller flere idrætstårne med plads til en række forskellige idrætsfaciliteter i København. I samarbejde med rådgiver er de konstruktionsmæssige forudsætninger for et idrætstårn blevet afklaret, og det er blevet belyst, hvordan projektet kan skaleres både i forhold til højde, materialevalg og beklædning. Baseret på scenarierne er der anslået kvalificerede prislejer, som kan danne afsæt for en beslutning om, hvilke til- og fravalg der skal arbejdes videre med i et eventuelt videre arbejde. For at realisere fordelene med et idrætstårn, skal det formodentlig være et forholdsvis højt og herved stort byggeri, fx vil et byggeri i 4-6 etager kunne realiseres for 100-225 mio. kr. (ekskl. spilunderlag og inventar), hvor spændet primært dækker over skalerbarhed for beklædning/isolering. Hertil kommer mulighed for fordyrende bæredygtighedstiltag i forhold til anvendte materialer.

Helhedsplan for Ryparkens Idrætsanlæg (bilag 3 og 4)

Der er i screeningen udarbejdet forslag til en helhedsplan for Ryparkens Idrætsanlæg med fokus på at øge idræts- og klubhuskapaciteten og give området et mere sammenhængende og indbydende udtryk.

Der er beskrevet to varianter med etapeopdeling, der samlet giver mulighed for at træffe beslutning om det videre forløb. Den samlede pris forventes at være ca. 165 mio. kr. 

Begge varianter indeholder en større bearbejdning af udearealerne, som binder anlægget sammen med stier og terrænforskydninger og tilfører lette overdækninger, der skal forlænge sæsonen for tennis og sandsport. Der er også et centralt strøg med aktivitetsplads og klubhus, der skal samle den udendørs idræt. Endelig tilføres der nye idrætskvadratmeter til både håndbold og fægtning i begge varianter.

Den centrale forskel består i, at man i den ene variant, betinget af yderligere teknisk afklaring, kan frigive et byggefelt, hvor man nu eller fremtidigt ville kunne anlægge en ekstra hal med indre mål på 25x47 meter.

 Screening for skoleidrætshaller (bilag 5)

I screeningen undersøges muligheder for at etablere nye skoleidrætshaller ved en række folkeskoler i København. Hensigten er at sikre den nødvendige plads til idræt og bevægelse for både skole- og fritidsbrugere, samt at understøtte skolerne som centrum for idræt og kultur i lokalområderne. Der er foretaget en indledende screening af 33 skolematrikler, der indikerer plads til en idrætshal ved følgende fire skoler: Brønshøj Skole, Gerbrandskolen, Kirsebærhavens Skole og Strandvejsskolen. En ny skoleidrætshal må forventes at koste 60-70 mio. kr.

Hvis der skal arbejdes videre med forslaget, anbefales det, at Kultur- og Fritidsudvalget udpeger, hvilke skoler der skal undersøges nærmere, som grundlag for at kunne søge en planlægningsbevilling. Heri kan indgå overvejelser om byggebetingelser, skolens nuværende idrætskapacitet og idrætshaller i området.

 Placeringsmuligheder for nye svømmehaller, herunder Godsbaneterrænet, samt screening af skolesvømmehaller (bilag 6)

Forslaget indeholder en screeningsbevilling til behovsafklaring, der kan ligge til grund for afdækning af placeringsmuligheder for nye svømmehaller, herunder i Godsbaneterrænet. Forvaltningen har kortlagt behov og udviklingsmuligheder i forhold til bl.a. demografiske data og været i dialog med andre fagforvaltninger om fx behov for skolesvømmehaller, vedligehold mv. Analysen præsenterer udviklingsmuligheder som grundlag for at prioritere det videre arbejde.

Der er undersøgt to typer svømmehaller; en forenings/skolesvømmehal og en svømmehal der også rummer velegnede faciliteter for offentligheden, herunder for brugergrupper med særlige behov. En forenings/skolesvømmehal er vurderet til at koste 180-200 mio. kr., mens en større hal er vurderet at koste 314 mio. kr.

 Kombineret svømmehal og gymnastikfacilitet (bilag 6)

Screeningsbevillingen blev afsat til at undersøge placeringsmuligheder for et specialanlæg med kombineret svømmehal og gymnastikfacilitet i Vanløse. I samarbejde med Økonomiforvaltningen har forvaltningen undersøgt tre relevante placeringsmuligheder i Vanløse og peger på Asfaltarealet ved Klitmøllervej som den eneste matrikel, en sådan facilitet vil kunne opføres. Der er udarbejdet et volumenstudie indeholdende en større offentlig svømmehal og en gymnastikfacilitet med funktionskrav baseret på dialog med relevante gymnastikforeninger og interessenter. Undersøgelsen kan danne grundlag for beslutning om, hvorvidt der skal arbejdes videre med kombineret svømmehal og gymnastikfacilitet på placeringen. Det bemærkes, at forslaget delvist overlapper med intentionerne i screening om Gymnastikkens Hus, og derfor skal afklares i sammenhæng hermed.

Prisen for en kombineret facilitet afhænger af ambitionsniveauet og vil koste fra 240-270 mio. kr. for en forenings/skolesvømmehal og en standardhal.

Gymnastikkens Hus (bilag 7)

Screeningsbevillingen blev afsat til at afsøge potentialerne for etablering af et Gymnastikkens Hus. I dialog med relevante foreninger og interessenter er behov samt omfang af et Gymnastikkens Hus blevet afdækket, og der er opstillet to scenarier som afsæt for en beslutning om det videre arbejde med et Gymnastikkens Hus. Et scenarie for en facilitet med stor volumen, hvor alle discipliner bliver tilgodeset; 7-10.000 m2 til 200-300 mio. kr. Et scenarie for en medium facilitet, hvor der prioriteres i disciplinerne; 4-5.000 m2 til 100-150 mio. kr.

Der er parallelt afsøgt placeringsmuligheder, som skal kvalificeres i volumenstudier alt efter hvilket scenarie man går videre med. Hvis placering ved Bellahøjmarken ønskes, kan projektet med fordel koordineres med screening for idrætshelhedsplan i området, der forventes afsluttet frem imod Overførselssagen 2023/2024.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen vil med afsæt i udvalgets drøftelser og beslutninger arbejde videre med projekterne, herunder udarbejde eventuelle budgetnotater til forhandlingerne om Budget 2024.

For de af projekterne, hvor den videre proces for projekterne indebærer afdækning af placeringsmulighed, herunder volumenstudie eller tidlig myndighedsfase, finansieres dette af grundkøbspuljen.

 

Søren Tegen Pedersen

/Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kontorchef Kim Svendsen deltog under punktets behandling.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning på mødet den 8. juni 2023:

Indstillingen blev godkendt.

Udvalget besluttede at henvise Gymnastikkens Hus, skoleidrætshaller og Helhedsplan for Ryparkens Idrætsanlæg til forhandlingerne om Budget 2024.

Til top