Mødedato: 08.06.2006, kl. 16:00

Deregulering af byens rum

Deregulering af byens rum

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 8. juni 2006

 

Afbud:

§         Sikandar Malik Siddique

§         Taner Yilmaz (sygdom)

§         Karin Storgaard (andet offentligt hverv)

 

FRAVÆRENDE:

  • Frank Hedegaard

 

 

Bjarne Fey mødte kl. 16.15 under foretrædet.

 

 

Stig Ekman var indtrådt som midlertidigt medlem af Kultur- og Fritidsudvalget under Morten Westergaards ferie.

 

 

8.      Deregulering af byens rum

(KFU 256/2006)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

at retningslinier for miljømæssige forholdsregler ved udendørs musikarrangementer i Københavns Kommune ændres med det formål at fremme kultur- og idrætsarrangementer i byen.

at de reviderede retningslinier forelægges til vedtagelse i Teknik- og Miljøudvalget inden udgangen af 2006 med henblik på ikrafttrædelse den 1. januar 2007.

at følgende ændringer indarbejdes i de nye retningslinier:

at antallet af mulige koncerter på byens 10 mest efterspurgte pladser forøges fra 65 til 119, jfr. bilag 1.

at retningsliniernes miljøvilkår om støj, spilletidspunkt, koncertvarighed m.v. lempes væsentligt på de fleste spillesteder, på grundlag af en miljømæssig vurdering.

at der udpeges nye spillesteder på Kay Fiskers Plads i Ørestad City og på Refshaleøen, hvor der ikke stilles vilkår i retningslinierne om støj, spilletidspunkt og koncertvarighed m.v.

at der indarbejdes dispensationsmulighed i retningslinierne af hensyn til arrangementer, der har særlig interesse for kommunen.

 

at de reviderede retningslinier evalueres af Teknik- og Miljøudvalget primo 2008.

at følgende forslag indgår i budgetforhandlingerne for budget 2007, og at regelsættet for råden over arealer på vej og i park om afgifter ændres tilsvarende såfremt der findes finansiering herfor (samlet indtægtstab: 6,16 mio. kr. årligt i 2005 P/L-niveau).

at afgiften for entréarrangementer på offentligt vej- eller parkarareal fjernes (pris: 10.000 kr.).

at afgiften for at lave reklamefilm på offentligt vej- eller parkareal fjernes (pris: 300.000 kr.).

at afgiften for at have reklamer ved arrangementer på offentligt vej- eller parkareal fjernes (pris: 350.000 kr.).

at afgiften for boder i forbindelse med arrangementer på offentligt vej- eller parkarealer fjernes (pris 500.000 kr.).

at der i budgettet for 2007 reserveres 5 mio. kr. til lettelser af afgiften for udeservering til evt. udmøntning i 2007, når TMF har vurderet konsekvenserne for fremkommeligheden på fortovene og byrumsæstetikken (pris 5.000.000 kr.).

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 8. juni 2006

På medlemmernes pladser var omdelt forvaltningens mail af 7. juni 2006 til Jens Kjær Christensen i anledning af nogle spørgsmål i forhold til boder (indstillingens næstsidste at-punkt).

 

Jens Kjær Christensen begærede afstemning om de tre første under-at-punkter i indstilingens sidste at-punkt (vedrørende henholdsvis afgiften for entréindtægter (10.000 kr.), afgiften for reklamefilm (300.000 kr.) og afgiften for reklamer (350.000 kr.).

Et flertal (Stig Ekman, Simon Strange, Martin Geertsen, Leslie Arentoft og Katrina Feilberg) stemte for de omhandlede punkter.

Et mindretal (Jens Kjær Christensen) stemte imod.

De omhandlede punkter blev dermed tiltrådt.

 

 

Der blev begæret afstemning om et af Jens Kjær Christensen stillet ændringsforslag til sidste under-at-punkt i indstillingens sidste at-punkt (om reservation af 5 mio. kr. til lettelser af afgiften for udeservering). Jens Kjær Christensen foreslog, at afgiftslettelsen i givet fald skal bringes i anvendelse i forhold til restauratører, der satser på økologisk mad subsidiært der er gældfrie til det offentlige.

Et mindretal (Jens Kjær Christensen) stemte for det stillede ændringsforslag.

Et flertal (Stig Ekman, Simon Strange, Martin Geertsen, Leslie Arentoft og Katrina Feilberg) stemte imod.

Ændringsforslaget blev dermed forkastet.

 

 

Indstillingen blev herefter tiltrådt.

 

 

Bjarne Fey var ikke til stede under punktets behandling.

 

 

 

RESUME

Formålet med denne indstilling er at styrke København som kreativ metropol ved at fremme udendørs kultur- og idrætsarrangementer, gøre det mere attraktivt at indspille film i København samt lægge op til forbedrede vilkår for restauranters anvendelse af kommunale arealer.

For at imødekomme efterspørgslen efter attraktive pladser til afholdelse af udendørs koncerter vil kommunen tillade flere koncerter på de fleste spillesteder, herunder på de mest efterspurgte pladser. Det drejer sig om følgende steder:

·        Indre by: Gråbrødretorv, Højbro Plads, Kultorvet, Nikolaj Plads, Nyhavn, Nytorv og Gammeltorv.

·        Uden for indre by: Axeltorv, Femøren og Tiøren, Fælledparken og Valbyparken.

Samtidigt ændres miljøvilkårene efter konkrete vurderinger på de fleste spillesteder, så det bliver muligt at holde koncerter i længere tidsrum, med et senere sluttidspunkt og med lempede støjkrav.

Der udpeges derudover et nyt område, Kay Fiskers Plads i Ørestad City, som ikke ligger tæt på beboelse, og hvor kommunen ikke stiller vilkår for støj, tidspunkter og varighed for afholdelse af koncerter og andre udendørs arrangementer.

Ved afholdelse af udendørs arrangementer på Refshaleøen vil der fra kommunens side ikke blive stillet vilkår for støj, tidspunkter og varighed, men det vil fortsat være nødvendigt at indhente tilladelse fra grundejeren, Refshaleøens Ejendomsselskab.

Ovenstående principvedtagelser vil efterfølgende af Teknik- og Miljøudvalget blive indarbejdet i "Retningslinier for miljømæssige forholdsregler ved udendørs musikarrangementer i Københavns Kommune", med henblik på ikrafttræden 1. januar 2007.

Bilag 1 indeholder Miljøkontrollens forslag til nye vilkår for de fleste spillesteder, som behandles i retningslinierne.

Derudover vil der være tale om at justere i "Bestemmelser om råden over vejareal m.m. i Københavns Kommune".

For at efterkomme et ønske fra film- og byggebranchen undersøges hvordan reglen om at føre kabler i højden over veje, fortove og cykelstier kan erstattes af en regel om at bruge kabelbakker eller slisker.

For at stimulere borgere og erhvervsliv til at afholde flere udendørs kultur- og idrætsarrangementer med værdi for København foreslås tillige, at nedenstående forslag om at lempe eller fjerne en række afgifter indgår i budgetforhandlingerne for 2007 mhp. ikrafttræden 1. januar 2007. Målsætningen er at skabe bedre erhvervsvilkår samt en øget aktivitet i byens rum.

 

Figur 1: Oversigt over aktiviteter og afgifter

Afgift og aktivitet

 

(2005 P/L-niveau. Bevilling Vej & Park, funktion 2.11.1)

Årligt indtægtstab (mio. kr.)

Afgiften for entréarrangementer på offentligt vej- eller parkareal fjernes (berørte 2 arrangementer i 2005).

0,01

Afgiften for at lave reklamefilm på offentligt vej- eller parkareal fjernes (berørte ca. 100 filmoptagelser i 2005).

0,30

Afgiften for at have reklamer ved arrangementer på offentligt vej- eller parkareal fjernes (berørte 13 arrangementer i 2005).

0,35

Afgiften for boder i forbindelse med arrangementer på offentligt vej- eller parkarealer fjernes (berørte 67 arrangementer i 2005).

0,50

Der reserveres 5,0 mio. kr til lempelse af afgiften til udeservering (samlede afgiftsprovenu udgør 14,2 mio. kr). Afgiftslettelsen kommer evt. til udmøntning i 2007, når TMF har vurderet konsekvenserne for fremkommeligheden på fortovene og byrumsæstetikken.

5,00

I alt (2005 P/L-niveau)

6,16

 

 


 

Til top