Mødedato: 08.06.2006, kl. 16:00

"Idrættens Tænketank" i Københavns Kommune - etablering

Se alle bilag

"Idrættens Tænketank" i Københavns Kommune - etablering

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 8. juni 2006

 

Fraværende

 

 

 

Sager til beslutning

 

12.      "Idrættens Tænketank" i Københavns Kommune - etablering

(KFU 264/2006)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget etablerer Idrættens Tænketank i Københavns Kommune.

 

 

RESUME

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 6. april 2006 at sende forslaget om etablering af en Idrættens Tænketank i Københavns Kommune i høring hos relevante parter (KFU 161/2006). Der er indkommet 13 høringssvar.

På baggrund af høringssvarene indstilles det, at Idrættens Tænketank etableres med 11 medlemmer.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 6. april 2006 at sende forslaget om etablering af en Idrættens Tænketank i Københavns Kommune i høring hos relevante parter (KFU 161/2006) (bilag 1).

Der er indkommet 13 høringssvar (bilag 2). Svarene er efterfølgende bearbejdet skematisk (bilag 3) inddelt i de 4 nedenstående kategorier:

1. Tilslutning til Idrættens Tænketank
2. Bemærkninger vedr. Tænketankens medlemssammensætning
3. Bemærkninger vedr. Idrættens Råd
4. Øvrige bemærkninger

Ad 1) Tilslutning til Idrættens Tænketank
11 ud af de 13 høringssvar tilslutter sig forslaget om, at der etableres en Idrættens Tænketank i Københavns Kommune. 2 af høringssvarene har ingen direkte bemærkninger hertil.

Forvaltningens vurdering
På baggrund af de indkomne høringssvar vurderes det, at der er bred tilslutning til forslaget om etablering af en Idrættens Tænketank.

Ad 2) Bemærkninger vedr. Tænketankens sammensætning
5 ud af de hørte parter foreslår Tænketanken udvidet med en repræsentant fra eget ressortområde/interesseorganisation. Det er Integrationsrådet, Ældrerådene, Kano/kajak/ro/sejl- og vandski-forbundene, Socialudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget.

3 af de hørte parter (DGI, Folkeoplysningsudvalget og Vesterbro Idrætssamvirke) foreslår, at Tænketanken udvides med 2 'wildcards', der tildeles enkeltpersoner, der som udgangspunkt ikke repræsenterer nogen forening, forbund, interesseorganisation eller lignende. Personerne, der tildeles de to 'wildcards', udpeges af Kultur- og Fritidsudvalget.

I de øvrige høringssvar er der ingen bemærkninger til den foreslåede medlemssammensætning.

Forvaltningens vurdering
Idrættens Tænketank er tænkt som idéskaber og sparringspartner for Kultur- og Fritidsudvalget og ikke som forum for organisations- og udvalgsinteresser. Dette er der forsøgt taget højde for i den foreslåede medlemssammensætning.

Da de 9 institutioner, der inviteres til at udpege hvert et medlem, alt andet lige repræsenterer de pågældende institutioner, vurderer forvaltningen, at forslaget om at tilføre Tænketanken yderligere 2 medlemmer – defineret som om 2 uafhængige 'wildcards' – vil tilføre Idrættens Tænketank et positivt element.        

Ad 3) Bemærkninger vedr. Idrættens Råd
Med henvisning til Borgerrepræsentationens beslutning om kommunalisering af Københavns Idrætsanlæg (BR 21/05), hvori oprettelsen af et Idrætsråd indgik, peger DIF/DFIF og DGI på, at man fortsat ønsker, at denne beslutning realiseres. Oprettelsen af et Idrætsråd støttes af Valby Lokaludvalg og Vesterbro Idrætssamvirke.

Forvaltningens vurdering
Da Kultur- og Fritidsudvalget den 2. marts 2006 behandlede medlemsforslag om Idrættens Råd (KFU 81/2006), blev det besluttet, at Kultur- og Fritidsforvaltningen – med udgangspunkt i udvalgets drøftelser – skulle udarbejde en indstilling med et konkret udspil.

Det har aldrig har været på tale at oprette både et Idrætsråd og en Tænketank. Derfor varetages den direkte kontakt til den organiserede idræt fremover via 2 årlige møder mellem organisationernes københavnerudvalg og Kultur- og Fritidsudvalget.

Ad 4) Øvrige bemærkninger
Teknik- og Miljøudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget nævner, at der i Tænketanken bør indtænkes en dialogmulighed mellem de udvalg/forvaltninger, der har idræt som en del af deres ressortområde.

Socialudvalget finder det vigtigt, at idræt fastholdes og udvikles som en mulighed for alle borgere i København.

Sundheds- og Omsorgsudvalget henviser til målsætningen i Idrætspolitisk Redegørelse 2004, hvoraf det fremgår, at "de borgere, som ikke p.t. dyrker idræt, men som på et tidspunkt i deres liv får lyst til at gå i gang", også skal medtænkes.  

Forvaltningens vurdering
Det anbefales, at Idrættens Tænketank orienteres om de ovenstående bemærkninger.

*****

På baggrund af de indkomne høringssvar indstilles det, at Idrættens Tænketank i Københavns Kommune etableres med 11 medlemmer.  

Følgende institutioner udpeger hver 1 repræsentant til Idrættens Tænketank: DIF København, DGI Storkøbenhavn, DFIF Storkøbenhavn, Folkeoplysningsudvalget (valgt blandt den frivillige idræt), Team Copenhagen, Institut for Idræt (Københavns Universitet), Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund (SDU), Lokale- og Anlægsfonden og Center for Idræt og Arkitektur. Herudover udpeger Kultur- og Fritidsudvalget 2 medlemmer.

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

ØKONOMI

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

BILAG

1.       Tidl. indstilling om "Idrættens Tænketank"(KFU 161/2006)

2.       Indkomne høringssvar (udsendes elektronisk og fremlægges)

3.       Skematisk bearbejdning af indkomne høringssvar

 

Carsten Haurum

/ Mads Kamp Hansen

 


 

Til top