Mødedato: 08.06.2006, kl. 16:00

Sundhed og økologi på de københavnske idrætsanlæg

Sundhed og økologi på de københavnske idrætsanlæg

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 8. juni 2006

 

Fraværende

 

 

 

Sager til beslutning

 

10.      Sundhed og økologi på de københavnske idrætsanlæg

(KFU 268/2006)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget tager nedenstående redegørelse om status på arbejdet med sundhed og økologi på idrætsanlæggene til efterretning.

 

 

RESUME

I budget 2006 blev under temaet "Røgfrie miljøer og sund mad på idrætsanlæg" følgende hensigtserklæring (H 31) godkendt:

"Kultur- og Fritidsforvaltningen pålægges at udarbejde et forslag om at forbyde røg på idrætsanlæg, der modtager tilskud fra kommunen. Forslaget forelægges Borgerrepræsentationen primo 2006. I beslutningsforslaget skal desuden indgå en plan for, hvordan det kan sikres, at der altid tilbydes sund mad på idrætsanlæggene.".

 

Planen

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil på baggrund af erfaringerne fra projektet "Sundhed og økologi på idrætsanlæg" og med inspiration/hjælp fra projekt "Mad i bevægelse" i dialog og samarbejde med brugerbestyrelserne udarbejde en madpolitik, som sikrer, der tilbydes sundere mad på idrætsanlæggene.

Da sundhed – definition heraf, udarbejdelse af madpolitikker mm – ikke hører under Kultur- og Fritidsforvaltningens ressortområde, vil der for at kvalificere arbejdet bli ve søgt støtte fra relevante forvaltninger (Folkesundhed København og Miljøkontrollen).

En fælles plan for idrætsanlæggene forventes fremlagt for Kultur- og Fritidsudvalget efteråret 2007

 

 

SAGSBESKRIVELSE

I budget 2006 blev under temaet "Røgfrie miljøer og sund mad på idrætsanlæg" følgende hensigtserklæring (H 31) godkendt:

"Kultur- og Fritidsforvaltningen pålægges at udarbejde et forslag om at forbyde røg på idrætsanlæg, der modtager tilskud fra kommunen. Forslaget forelægges Borgerrepræsentationen primo 2006. I beslutningsforslaget skal desuden indgå en plan for, hvordan det kan sikres, at der altid tilbydes sund mad på idrætsanlæggene.".

 

Igangværende initiativer

Projekt sundhed og økologi på idrætsanlæg

Miljøkontrollen anvender 800.000 kr. til at gennemføre et projekt rettet mod sundhed og økologi på kommunale idrætsanlæg. Parterne er - foruden Miljøkontrollen - Fritid & Idræt og Folkesundhed København. Projektperioden er 2005/2006.

 

  • 600.000 kr. bruges til omlægning af køkkener, inklusiv kortlægning af økonomi og ernæring samt målgrupperne.
  • 200.000 kr. anvendes til særlige implementeringsaktiviteter.

 

De involverede anlæg er Skøjteklub København, Fodboldklubben Skjold, Københavns go-kart bane og Hyltebjerghallen. 

Formålet med projektet er:

  • at omlægge madtilbuddet på café- og restaurantlignende køkkener på 4 idrætsanlæg i samarbejde med ansatte og brugere
  • at udvikle et koncept for omlægning af madtilbuddet i de resterende idrætsanlæg i Københavns Kommune
  • at sætte sundhed og økologi på dagsordenen på idrætsanlæggene.

 

Erfaringerne fra projektet vil blive samlet i en drejebog, som skal hjælpe idrætsanlæggene videre i arbejdet med at indføre sund økologisk mad.

Projekt "Mad i bevægelse"

Formålet med projektet er at hjælpe idrætsforeninger til at sikre medlemmerne sunde vaner, hvad angår mad og drikke i forbindelse med idræt.

Projektet er støttet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Bag projektet er en styregruppe, som består af repræsentanter fra Sundhedsstyrelsen, Fødevarestyrelsen, Danmarks Fødevareforskning, Kulturministeriet, Syddansk Universitet, Halinspektørforeningen, DGI og DIF. "Mad i bevægelse" har udarbejdet en ídemappe, hvor foreninger m.m. kan hente hjælp og inspiration til arbejdet.

 

 

Vanskeligheder

En af vanskelighederne ved tilbud af sund mad på idrætsanlæggene er forskelligheden i de 24 "udsalgssteder", som i dag er på anlæggene. 14 af stederne bliver enten drevet af private forpagtere eller en af de lokale foreninger.

Forpagterne/foreningerne har indgået driftskontrakter med det tidligere KI, kontrakter som generelt er uopsigelige. Ved fornyelse af kontrakterne vil det være muligt at pålægge forpagterne at føre et sundt økologisk varesortiment. Gennemføres dette, vurderes det at have betydning for forpagtningsafgiftens størrelse, hvilket igen vil have indflydelse på anlæggets drift.

En anden vanskelighed er, at til forskel fra plejehjem og daginstitutioner, er brugerne på et idrætsanlæg ikke tvunget til at købe/spise i cafeteriet. Cafeteriaerne kan derfor ikke – som på et plejehjem – være sikker på en afsætning af en given størrelse.

Det kan derfor være svært at ændre på et sortiment og udsalg, hvor udbyderne gennem erfaring har en viden om, hvad de kan regne med at sælge.

Den usikkerhed afspejles også i varesortimentet, der oftest indeholder varer, som kan gemmes og er langtidsholdbare. Dette gælder ikke grøntsager og frisk brød, der bliver fordærvet efter få dage.

Idrætsudøverne kommer på de københavnske idrætsanlæg med det primære formål at udøve deres idrætsgren, ikke for at spise.

 

Planen

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil på baggrund af erfaringerne fra projektet "Sundhed og økologi på idrætsanlæg" og med inspiration/hjælp fra projekt "Mad i bevæ gelse" i dialog og samarbejde med brugerbestyrelserne udarbejde en madpolitik, som sikrer, der tilbydes sundere mad på idrætsanlæggene.

Da sundhed – definition heraf, udarbejdelse af madpolitikker mm – ikke hører under Kultur- og Fritidsforvaltningens ressortområde, vil der for at kvalificere arbejdet blive søgt støtte fra relevante forvaltninger (Folkesundhed København og Miljøkontrollen).

En fælles plan for idrætsanlæggene forventes fremlagt for Kultur- og Fritidsudvalget efteråret 2007.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen er miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste, og at der hertil er knyttet følgende miljømål:

Fej for egen dør:

"Mindst 75 % af det offentlige fødevareforbrug skal være økologisk"

Projektet om sundhed og økologi på idrætsanlæg bidrager målt i kg omlagte fødevarer kun i mindre omfang til en realisering af kommunens Dogmemål om, at mindst 75 % af det offentlige føde­vare­forbrug skal være økologisk. Èt af formålene med projektet er desuden at udvikle et koncept for, hvordan omlægning af kantinemaden på de resterende idrætsanlæg kan finde sted. På sigt vil dette i højere grad kunne bidrage til at realisere kommunens Dogmemål. Et andet formål med projektet er at sætte sundhed og økologi på dagsordenen hos brugerne af anlægget, således at der udvikles en positiv holdning til økologi og dermed adfærdsændringer i indkøbsmønstre. Dermed vurderes projektet at bidrage i positiv retning til opfyldelse af kommunens miljømål.

 

ØKONOMI

Sagen har ingen økonomiske konsekvenser

BILAG

1.       Pjecen "Hvad skal idrætsaktive børn og unge spise og drikke"

 

 

                      Carsten Haurum                  

/Mads Kamp Hansen

 


 

Til top