Udpegning af ét medlem til bestyrelsen for Fonden Kulturfabrikken samt ansøgning om ekstraordinært tilskud
Udpegning af ét medlem til bestyrelsen for Fonden Kulturfabrikken samt ansøgning om ekstraordinært tilskud
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 8. marts 2001
6. Udpegning af ét medlem til bestyrelsen for Fonden Kulturfabrikken samt ansøgning om ekstraordinært tilskud
(KFU 87/2001)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget udpeger ét medlem til bestyrelsen for Fonden Kulturfabrikken for perioden 1. januar til 31. december 2001
at Kultur- og Fritidsudvalget meddeler afslag på ansøgning om ekstraordinært tilskud på 0,9 mio. kr.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 8. marts 2001
Følgende personer havde inden behandlingen af punktet foretræde for udvalget om sagen:
Repræsentanter fra Kulturfabrikken:
- Thomas Mølsted Jørgensen
- Torgny Wilcke
- Karin Lind
Udvalget udpegede Finn Rudaizky som medlem til bestyrelsen for Fonden Kulturfabrikken for perioden 1. januar til 31. december 2001.
Der blev begæret afstemning om et forslag om, at der ydes ekstraordinært tilskud på 0,9 mio. kr., således at såfremt dette forslag forkastes, at der meddeles afslag på ansøgningen fra Fonden Kulturfabrikken. Såfremt forslaget vedtages anvises dækning for 450.000 kr. på konto 3.62.1 (Teatre) og for 450.000 kr. på konto 3.64.1. (Andre kulturelle opgaver).
For stemte: Finn Rudaizky, Mona Heiberg, Martin Günter, Abderrahman Ben Haddou og Jens Kjær Christensen.
Imod stemte: Karin Storgaard, H. Thustrup Hansen, Helle Sjelle, Bo Hindkjær Pedersen og Leslie Arentoft.
Forslaget om at yde tilskud på 0,9 mio. kr. bortfaldt dermed på grund af stemmelighed. Dermed meddeler Kultur- og Fritidsudvalget afslag på ansøgningen.
Finn Rudaizky, Mona Heiberg, Martin Günter, Abderrahman Ben Haddou og Jens Kjær Christensen begærede i henhold til styrelseslovens § 23 afslaget indbragt til afgørelse af Borgerrepræsentationen (standsningsret).
RESUME
Ifølge Fonden Kulturfabrikkens vedtægter skal Kultur- og Fritidsudvalget udpege ét medlem til Kulturfabrikkens bestyrelse for et år ad gangen. Kultur- og Fritidsforvaltningen har i brev af 6. oktober 2000 anmodet Kulturfabrikken om at ændre fondens vedtægter, bl.a. således at Københavns Kommune ikke længere er repræsenteret i Kulturfabrikkens bestyrelse. Bestyrelsen har tilkendegivet at tage initiativ til ændring af vedtægterne. Da ændring af vedtægterne vil tage nogen tid at gennemføre, jf. vedtægternes § 9 stk. 2, indstilles det at udpege ét medlem til bestyrelsen for 2001.
Kulturfabrikken ansøger endvidere om et ekstraordinært tilskud på 0,9 mio. kr. i 2001 primært til dækning af underskud for 2000 samt en fordyret ombygning. Da kommunen allerede har bevilget 1,755 mio. kr. til overgang til en ny Kulturfabrik og ombygning samt reserveret 1,2 mio. kr. til istandsættelse af taget, samt da der ikke på Kultur- og Fritidsudvalgets budget for 2001 er afsat midler til Kulturfabrikken, indstilles det at meddele afslag på ansøgningen.