Tilskud til aktiviteter i Enghaveparken i 2023 - 2024
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om der skal afsættes penge fra de disponible midler til aktiviteter i Enghaveparken i vinteren 2023-24 i forlængelse af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning d. 28. september om ikke at opstille skøjtebanen i parken af energisparehensyn.
Banen var ikke i drift i vinteren 2022-23 af energisparehensyn. Kultur- og Fritidsforvaltningen arrangerede en række aktiviteter for borgere og børnefamilier bl.a. i Enghaveparken. Forslaget er, at der skabes mulighed for på samme måde at skabe yderligere aktivitet i vintersæson 2023-24. For at få flest mulige aktiviteter i indeværende sæson, foreslås det, at der udmøntes en bevilling på 200.000 kr. fordelt med 100.000 kr. i 2023 og 100.000 kr. i 2024. Aktiviteterne skal arrangeres i samarbejde med lokale aktører og Vesterbro Lokaludvalg
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der afsættes i alt 200.000 kr. til aktiviteter i Enghaveparken fordelt med 100.000 kr. i 2023 og 100.000 kr. 2024 fra de disponible midler.
Problemstilling
De aktiviteter, der normalt er knyttet til skøjtebanen, vil ikke være at finde i denne vintersæson. Udvalget skal derfor overveje, om der skal afsættes penge til andre aktiviteter.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil arbejde med mulighed for byvandring, julelys og fotoudstilling i Enghaveparken samt en række aktiviteter indendørs bl.a. juleshow i Basement, juleklip på børnebiblioteket samt en række workshops og kultursaloner.
Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at afsætte midler til formålet, vil den endelige planlægning gå i gang, og så mange aktiviteter som muligt vil blive realiseret i december 2023, hvor midlerne bl.a. kan bruges til arrangementer omkring jul og nytår. De øvrige aktiviteter realiseres i 2024.
For at sikre lokal inddragelse og forankring er det en forudsætning for tilskuddet, at aktiviteterne gennemføres i samarbejde med Lokaludvalg og lokale aktører.
Økonomi
Såfremt udvalget godkender indstillingen, vil der blive anvist finansiering på konto 3.35.64.1 (disponible midler) i 2023 og 2024.
Videre proces
Såfremt udvalget godkender indstillingen, vil et budget på 100.000 kr. i 2023 og et budget på 100.000 kr. i 2024 blive overført til Kultur V.
Søren Tegen Pedersen
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 7. december 2023
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
SF fremsatte følgende protokolbemærkning:
”SF opfordrer til, at der sættes aktiviteter i gang i Enghaveparken med fysisk aktivitet skabt af lokale aktører.”