Mødedato: 07.12.2006, kl. 16:00

Udmøntning af budgetmidler til lokalradio og tv-stationer

Udmøntning af budgetmidler til lokalradio og tv-stationer

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 7. december 2006

 

Fraværende

 

 

 

7.      Udmøntning af budgetmidler til lokalradio og tv-stationer

(KFU 555/2006)

 

 

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget opretter en projektpulje, hvor lokalradio- og tv-stationer kan søge støtte til konkrete projekter

at forvaltningen udarbejder konkrete retningslinier for puljen til godkendelse i Kultur- og Fritidsudvalget.

 

 

RESUME

I forbindelse med behandlingen af budgettet for 2007 (KFU 241/2006) blev der afsat 300.000 kr. til en pulje til lokalradio og tv-stationer.

 

Der vil være ca. 70 støtteberettigede radio- og tv-stationer, hvis puljen fordeles efter de kriterier, der tidligere er brugt – og som staten i dag fordeler efter.

 

Der vil derfor kun være et symbolsk beløb i tilskud til hver af de støtteberettigede radio- og TV-stationer, hvorfor forvaltningen ikke kan anbefale denne løsning.

 

I stedet indstilles det, at støtte uddeles til 6-8 konkrete projekter på baggrund af retningslinier godkendt af Kultur- og Fritidsudvalget.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

I forbindelse med behandlingen af Kultur- og Fritidsudvalgets budget for 2007 på mødet d. 18. maj 2006 (KFU 241/2006) blev der afsat 300.000 kr. til en pulje til lokalradio og tv-stationer.

 

Puljen blev afsat som en opfølgning på hensigtserklæring H 32, der blev vedtaget i forbindelse med budget 2006. Der har tidligere eksisteret en tilsvarende pulje, idet der i 1994 blev afsat en pulje på 500.000 kr. til støtte for lokalradio og tv-stationer. Som følge af, at staten med vedtagelsen af medieforliget 1997-2000 afsatte 50 mio. kr. pr. år, blev den københavnske pulje reduceret til 300.000 kr. i 2000. Puljen blev helt afskaffet i 2002.

 

Puljen blev fordelt efter ansøgning, og en radio eller tv-station var berettiget til støtte, når den opfyldte følgende kriterier:

 

·        Regelmæssig udsendelsesvirksomhed i det seneste ½ år

·        I sine programmer lagde vægt på lokal information og/eller debat eller imødekom særlige interessegruppers behov

·        Ikke har kommercielle sponsor- eller reklameindtægter, eller indtægter ved salg af sendetid

·        Ikke har fast samsending med andre radio-/tv-stationer

 

Støtten blev fordelt efter antallet af sendetimer mellem de støtteberettigede radiostationer, dog med et max. på 40 timer pr. uge for radiostationer og 10 timer pr. uge for tv-stationer. Fra 1997 blev der kun ydet tilskud til lokalradioer, da de københavnske lokal-tv-stationer blev underlagt Det Fælles Fjernsynsnævn for Københavnsområdet.

 

Forvaltningen har overvejet om den nye pulje skal fordeles efter tilsvarende kriterier. Antallet af støtteberettigede radio- og tv-stationer er dog så stort (ca. 38 tv-stationer og 33 radiostationer), at der kun vil blive tale om symbolske støttebeløb til den enkelte station. I forbindelse med det nyligt indgåede medieforlig har staten afsat 48,8 mio. kr. til lokalradio og tv-puljen. Puljen tildeler støtte efter næsten tilsvarende kriterier som nævnt ovenfor. Tilskud fra denne pulje vil derfor blive stationernes hovedindtægtskilde.

 

Da de lokale radio- og fjernsynsnævn endvidere er nedlagt pr. 1. januar 2006 og området nu administreres centralt af Radio- og tv-nævnet, har Kultur- og Fritidsforvaltningen ingen indsigt i stationernes økonomiske forhold og lødigheden af de enkelte stationers udsendelser. Det må forudses, at arbejdet med administration af puljen vil være uforholdsmæssigt stort, puljens størrelse taget i betragtning, hvorfor forvaltningen ikke kan anbefale denne løsning.

 

Forvaltningen anbefaler i stedet, at puljen får karakter af en projektpulje, hvor 6-8 projekter modtager støtte på baggrund af konkrete ansøgninger. Der vedtages et regelsæt, hvor projekter tildeles støtte efter nærmere fastlagte støttekriterier, hvor byudvikling, integration, lokalkultur eller tilsvarende kriterier vægtes. En projektpulje må forventes at kunne skabe ny dynamik, med spændende vinkler på relevante emner.

 

På den baggrund indstilles det at oprette en projektpulje. De nærmere retningslinier vil blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget på det næste møde.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser

 

Bilag
Ingen.

Carsten Haurum

/Merete Evers Dewilde

 


 

Til top