Regnskabsprognose og 9-månedersregnskab for 2002 (oktober-prognosen)
Regnskabsprognose og 9-månedersregnskab for 2002 (oktober-prognosen)
Kultur- og Fritidsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde torsdag den 7. november 2002
21. Regnskabsprognose og 9-månedersregnskab for 2002 (oktober-prognosen)
(KFU 415/2002)
INDSTILLING OG BESLUTNING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget godkender regnskabet for de første 9 måneder af 2002 og regnskabsprognosen for 2002.
at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, at Folkeoplysningsudvalget undlader at genuddele tilbagebetalte folkeoplysningstilskud for 450.000 kr.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 7. november 2002
Udvalget tiltrådte indstillingens 1. at-punkt (om regnskabsprognosen mv.).
Udvalget besluttede at udsætte behandlingen af indstillingens 2. at-punkt (om tilbagebetalte folkeoplysningstilskud).
RESUME
Økonomiforvaltningen har ved skrivelse af 30. september 2002 indkaldt regnskabsprognose for 2002 pr. 21. oktober 2002.
Ifølge Økonomiudvalgets retningslinier for indberetning skal indberetning ske i 2 afdelinger: forvaltningens og udvalgets indberetninger.
Forvaltningens vurdering af 9-månedersregnskabet og forventet årsregnskab 2002 er rapporteret til Økonomiforvaltningen den 21. oktober 2002 med forbehold for Kultur- og Fritidsudvalgets godkendelse.
Overholdelse af budgetrammen
For de rammebelagte områder forventes der i 2002 et samlet mindreforbrug på 77 mio. kr. fordelt med 13 mio. kr. på driftsområderne og 64 mio. kr. på anlægsområderne. På finansposterne ventes der nettoindtægter på 78 mio. kr.
Regnskabet for 3 første kvartaler
Der er for de rammebelagte drifts- og anlægsområder samt finansposterne et samlet forbrug i de første 9 måneder af 2002 på 535 mio. kr. Der er for samme periode indlagt et periodebudget (drift og anlæg) på 662 mio. kr., hvilket medfører et samlet mindreforbrug på 127 mio. kr. fordelt med 22 mio. kr. på driftsområderne, 60 mio. kr. på anlægsområderne og 45 mio. kr. på finansposterne.
På driftsområderne er der i alt væsentligt tale om forskydninger inden for året. På anlægsområderne kan afvigelsen i alt væsentligt henføres til anlægsprojekter, der ikke vil blive effektueret i 2002, og derfor vil kunne genfindes i årsprognosen som mindreforbrug.
Finansforskydningerne, der er et øjebliksbillede pr. 30. september 2002, er efter ønske fra Økonomiforvaltningen friholdt for de likvide konti (kasse og bank). De resterende poster under aktiver er tilgodehavender, der viser samlede bevægelser på -25,1 mio. kr. (nettoindfrielse af tilgodehavender). Posterne skønnes at udvise et normalforløb. Passiverne, der overvejende er kortfristet gæld viser forskydninger på -20,3 mio. kr. (forøgelse af gælden).
Prognosen
I forhold til et korrigeret budget på 864 mio. kr. forventes et samlet årsforbrug på 709 mio. kr. svarende til et mindreforbrug på 155 mio. kr., der fordeler sig med 13 mio. kr. på de rammebelagte driftsområder, 64 mio. kr. på de rammebelagte anlægsområder og 78 mio. kr. på finansposterne.
De væsentligste bidrag til mindreforbruget på driftsområderne er 6 mio. kr., afsat til Kulturbro 2002, der forventes at skulle overføres til 2003, 3,0 mio. kr. på biblioteksområdet, der primært skyldes, at flytningen af Sundbyvester Bibliotek først forventes gennemført i 2003, samt 2,7 mio. kr. afsat til udvikling af en "IT-portal" i forbindelse med omorganiseringen af Kultur- og medborgerhusområdet og KI, der ligeledes forventes overført til 2003.
På anlægsområderne består den forventede afvigelse overordnet af 2 områder. På biblioteksområdet er der afsat midler dels til køb af en ejendom til Sundbyvester Bibliotek, dels til etablering af et fælles folke- og skolebibliotek i Vigerslev, i alt 26,4 mio. kr. De 2 bevillinger forventes overført til 2003. På Fritids- og kulturområdet forventes det, at projekter for 37,5 mio. kr. ikke vil blive gennemført/færdiggjort i 2002. Det største af disse projekter er 24,7 mio. kr. afsat til et idræts- og kulturhus på Nørrebro. Alle uforbrugte midler forventes at skulle overføres til 2003 til de samme formål.
Øbrohallen
Byggeregnskabet vedrørende renoveringen af Øbrohallen er nu under udarbejdelse. Renoveringen har medført et merforbrug i forhold til de givne bevillinger på 17,9 mio. kr. ekskl. moms.
Den forsinkede færdiggørelse af byggeriet giver endvidere KI et driftsrammeproblem, idet KI for den nye relaxafdeling ikke forventer at kunne realisere den forudsatte indtjening på 3,1 mio. kr. i 2002 til dækning af afdrag og forrentning af et internt kommunalt lån på 10 mio. kr.
Merforbruget vedrørende Øbrohallen er ikke indarbejdet i hverken perioderegnskabet eller prognosen. Det forventes, at Kultur- og Fritidsudvalget i november 2002 vil behandle et tillægsbevillingsforslag dels til dækning af merforbruget på anlægsprojektet dels til dækning af den manglende indtjening i 2002. Tilbagebetalingsperioden for det interne lån ønskes udskudt et år.
Finansposterne
Finansposterne, der ikke er budgetlagt, forventes at ende i samlede finansindtægter på 77,7 mio. kr.
Mål- og resultatopfølgningen
Tabel 2 viser målopfyldelsen på udvalgte målsætninger i 2002-budgettet.
Omdisponering med henblik på at overholde det samlede lønbudget (2. at)
Med henblik på at sikre en samlet overholdelse af Folkeoplysningssekretariatets budget indstilles det, at Folkeoplysningsudvalget i 2002 undlader at fordele 450.000 kr. af tilbagebetalte folkeoplysningstilskud for 2001.