KSF Rullehockey - etablering af udendørs rullehockeybane i Fælledparken og ny belægning på underlaget i Østerbro Skøjtehal
KSF Rullehockey - etablering af udendørs rullehockeybane i Fælledparken og ny belægning på underlaget i Østerbro Skøjtehal
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 7. november 2002
13. KSF Rullehockey - etablering af udendørs rullehockeybane i Fælledparken og ny belægning på underlaget i Østerbro Skøjtehal
(KFU 407/2002)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur- og Fritidsudvalget ikke imødekommer ansøgningen fra KSF Rullehockey.
RESUME
KSF Rullehockey (KSFrul) har søgt om støtte til 2 projekter. Første projekt er en udendørs rullehockeybane i Fælledparken. Andet projekt er en ny belægning på underlaget i Østerbro Skøjtehal.
KSFrul, der har ca. 50 medlemmer, har ikke permanent adgang til faciliteter. Dette er baggrunden for klubbens ansøgning.
1. projekt – udendørs rullehockeybane i Fælledparken. Det er muligt at placere banen på den indhegnede asfalterede boldbane beliggende skråt over for krydset Serridslevvej-Østerfælled Torv. Udgifterne hertil er 519.000 kr.
Ved den foreslåede placering er afstanden mellem boligbebyggelse og rullehockeybanen ca. 35 meter. Det er KI's og Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at en afstand i denne størrelsesorden vil give støjgener for de omkringboende. Det viser erfaringerne fra andre rullehockeybaner i Vanløse og Kgs. Enhave.
2. projekt – indendørs bane i Østerbro Skøjtehal. Banen tænkes etableret ved at montere en bestandig overflade på det eksisterende gulv i Østerbro Skøjtehal. Derefter kan banen umiddelbart anvendes til rullehockey i den isfri periode. Udgifterne hertil er 260.000 kr. Hertil kommer driftsudgifter forbundet med sæsonudvidelse i Østerbro Skøjtehal.
På grund af den relativt korte afstand mellem Fælledparken og Ryparken anbefales det, at såfremt der etableres en rullehockeybane i Ryparken, skal KSFrul tilbydes fast trænings- og kamptid på dette anlæg. Da det også vil være muligt at benytte banen i regnvejr, vil KSFruls behov for en indendørs bane i Østerbro Skøjtehal dermed bortfalde.
***
På den baggrund indstilles det, at ansøgningen fra KSF Rullehockey ikke imødekommes.
SAGSBESKRIVELSE
KSFrul har i mail af 19. juni 2002 søgt om økonomisk støtte til etablering af 2 forskellige projekter (bilag 1).
Baggrund
Rullehockey, også kaldet skaterhockey, er ishockey spillet på rulleskøjter. Banen er 20m x 40m og omgivet af bander. Der findes i øjeblikket ca. 30 organiserede klubber under Danmarks Rulleskøjte Union (DRU). På herresiden spilles i 4 divisioner, og der er én division for henholdsvis damer og juniorer. DRU's herre-, dame- og juniorlandshold har alle opnået internationale resultater.
KSFrul råder ikke over egne faciliteter. I vintersæsonen 2001/2002 havde klubben en samarbejdsaftale med Gentofte om fællestræning i Gentofte, og i sommersæsonen foregik træningen ved, at KSFrul spillede træningskampe i henholdsvis Rødovre, Enghave og ved Bodenhoff Plads. Da de nævnte baner er forbeholdt de lokale klubber, har KSFrul ikke permanente træningstider.
Om klubben
KSFrul er en underafdeling af KSF Ishockeyklub på Østerbro. KSFrul blev stiftet i april 2001 og har i dag ca. 50 medlemmer, der alle er over 25 år. Klubben har oplyst, at rullehockeyafdelingen ikke hidtil har forsøgt at rekruttere lokalområdets børn og unge, da man ikke har rullehockeyfaciliteter.
KSFrul har tre hold. Der er to herre- og ét damehold. Herreholdene spiller i henholdsvis 2. og 3. division.
Baneønsker
KSFrul ønsker en udendørs rullehockeybane i Fælledparken og en ny belægning på underlaget i Østerbro Skøjtehal.
1. projekt: Udendørs rullehockeybane i Fælledparken
KSFrul har tre prioriterede forslag til placering af en bane i Fælledparken (bilag 1). Vej & Park, der ejer og administrerer Fælledparken, har afvist 1. og 3. prioritet. 1. prioritet med henvisning til, at der skal fældes en række halvtreds år gamle træer for at få plads til banen, og 3. prioritet med henvisning til, at dette areal i dag benyttes flittigt af en række brugergrupper (bilag 2). Vej&Park anser 2. prioritet som en mulighed. Her foreslås banen etableret på den indhegnede asfalterede boldbane, der er beliggende skråt over for krydset Serridslevvej-Østerfælled Torv ved Krudttønden.
Boldbanen grænser op til en legeplads og to petanquebaner. Ifølge KSFrul og Vej&Park anvendes den indhegnede boldbane sjældent. Vej&Park har imidlertid opstillet en række forudsætninger for, at der i stedet kan anlægges en rullehockeybane:
- Såvel Fredningsnævnet som Bygge- og Teknikudvalget skal godkende, at der etableres en rullehockeybane på arealet.
- Det skal sandsynliggøres, at aktiviteten ikke vil medføre støjgener for de beboere, der bor tættest på banen.
Den samlede pris på etablering af rullehockeybanen er 519.000 kr. excl. moms (bilag 3).
Forvaltningens vurdering af 1. projekt
I forbindelse med to af Københavns Kommunes udendørs rullehockeybaner - Vanløse Idrætspark og Enghave Parken - har der været flere beboerklager over støjgener i forbindelse med spillet. Den foreslåede rullehockeybane i Fælledparken ligger i samme afstand fra bane til bolig (ca. 35 meter) som de nævnte baner. Det skal dog anføres, at det udpegede areal i Fælledparken er afskærmet af store træer og buske ud mod Serridslevvej. Desuden ligger arealet "frit" ud mod de øvrige tre sider. Det betyder blandt andet, at lyden ikke "kastes tilbage", hvilket må formodes at dæmpe støjen. På trods af dette er det KI's og Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at en bane så tæt på boligbebyggelse vil indebære støjgener.
KSFrul har tilkendegivet, at klubben, såfremt der ikke etableres en rullehockeybane i Fælledparken, vil være interesseret i at have fast trænings- og kamptid på den eventuelt kommende rullehockeybane på Ryparkens Idrætsanlæg. Da der er relativ kort afstand mellem Fælledparken og Ryparken, indstiller Kultur- og Fritidsforvaltningen, at KSFrul's ansøgning ikke imødekommes, men at rullehockeybanen i Ryparken prioriteres. Denne bane skal i så fald være hjemsted for både KSK og KSFrul. Dog skal det bemærkes, at der p.t. ikke er mulighed for, at de to klubber kan benytte anlæggets omklædningsfaciliteter, da disse i forvejen er fyldt op af de nuværende brugere.
2. projekt: Ny belægning på underlaget i Østerbro Skøjtehal
KSFrul søger om en indendørs bane i Østerbro Skøjtehal. Banen tænkes etableret ved at montere en bestandig overflade på det eksisterende gulv. Den samlede pris på etablering af banen (inkl. opstregning til ishockey) er 260.000 kr. (ekskl. moms) (bilag 4).
I henhold til oplysninger fra KI vil driftsudgifterne være ca. 396.000 kr., hvis der skal holdes åbent alle ugens dage. Udgifterne vil naturligvis reduceres i takt med en indskrænkning af åbningstiden (bilag 5).
Rullehockey er en idrætsgren, der er afhængig af vejret, da banerne bliver glatte i regnvejr. Derfor vil en indendørs bane i Østerbro Skøjtehal forbedre rullehockeyspillernes træningsmuligheder i de fire måneder, hvor hallen er isfri (april-juli). Det bemærkes, at såfremt Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at forlænge issæsonen i Østerbro Skøjtehal med én måned, vil anvendelse til rullehockey reduceres tilsvarende, dvs. fra fire til tre måneder.
I Københavns Kommune findes ingen rulle- eller skaterhockeybane med de internationalt anerkendte mål, bander og krav til gulvbelægning. Ved at montere en godkendt overflade på gulvet i Østerbro Skøjtehal vil banen leve op til de formelle krav, som Danmarks Rullehockey Union stiller. Dermed er betingelserne til stede for at afvikle både DM, EM og VM i rullehockey i Østerbro Skøjtehal.
Forvaltningens vurdering af 2. projekt
En indendørs rullehockeybane i Østerbro Skøjtehal vil ikke løse KSFrul's problemer med træning i vintersæsonen. Derfor vil klubbens reelle behov for en indendørs bane i Østerbro Skøjtehal være begrænset til regnvejrsperioder i perioden april-juli måned. Hvis der etableres en rullehockeybane i Ryparken, hvor KSFrul tildeles såvel trænings- som kamptid, skal det bemærkes, at det på grund af banens underlag også vil være muligt at spille i regnvejr.
Herudover vil Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med KI udarbejde en redegørelse om muligheden for en permanent løsning i vintersæsonen for rullehockeyspillerne. Redegørelsen forelægges for Kultur- og Fritidsudvalget i foråret 2003.
ØKONOMI
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
MILJØMÆSSIG VURDERING
Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.
BILAG
- Mail af 19. juni 2002 til fra KSF rullehockeyafdeling.
- Mail af 19. august 2002 fra Vej&Park.
- Tilbud på etablering af udendørs skaterbane af 8. oktober 2002.
- Tilbud på etablering af bestandig overflade i Østerbro Skøjtehal af 7. oktober 2002.
- Beregning af 8. oktober 2002 af forøgede driftsudgifter i Østerbro Skøjtehal ved anvendelse til rullehockey i en firemåneders periode.
Olga Brüniche-Olsen
/Pernille Vange