Ansøgning om støtte fra Teatergrad til forestilling "Demokrati"
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning fra Teatergrad om støtte på i alt 60.000 kr. til afholdelse af udgifter til Rådhusets vagter og PR til debatarrangementer i forbindelse med forestillingen "Demokrati", der skal opførers i BR-salen på Københavns Rådhus.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på Teatergrads ansøgning om 60.000 kr., da der ikke er afsat midler til formålet i indeværende budgetår.
Problemstilling
Op til kommunalvalget den 21. november 2017 vil Teatergrad gennemføre forestillingen "Demokrati" i byrådssale over hele landet. I den forbindelse ønsker teatret også at opføre forestillinger i BR-salen på Københavns Rådhus. Da forestillingerne foregår om aftenen, er der store udgifter til vagter.
Teatergrad ansøger derfor Kultur- og Fritidsudvalget om støtte på 55.000 kr. til afholdelse af udgifter til Rådhusets vagter til i alt 13 forestillinger (inkl. premiere og 2 forpremierer) fordelt på 8 spilledage. Derudover ansøger Teatergrad om 5.000 kr. til at dække udgifter til PR.
Denne støtte vil holde teatret udgiftsneutralt i forhold til spillelokaler, således at billetindtægter kan finansiere produktion og lønning af medvirkende. Dette vil gøre det muligt for teatret at gennemføre forestillingerne, herunder premieren, i København.
Løsning
Teatergrad er et byrumsteater med adresse på Frederiksundsvej i Nordvest. Det er et opsøgende og debatterende teater, der både kan opføres site-specific eller på turné.
Med forestillingen ”Demokrati” vil Teatergrad sætte fokus på tankerne bag demokratiske styre op til kommunalvalget 2017 og skabe opmærksomhed om folkets egne forpligtigelser i forhold til det repræsentative demokrati.
Teatergrad vil bruge scenekunsten til at engagere de unge førstegangsvælgere. De arbejder derfor på at tiltrække gymnasieklasser til forestillingen. Derudover ønsker teatret at afholde debatarrangementer i forbindelse med to aftenforestillinger og håber, at politikere opstillet i Københavns Kommune vil deltage.
Forestillingen er solgt til turné i hele Danmark og skal, efter spilleperioden i Storkøbenhavn, spille ca. 35 forestillinger i byrådssale i resten af landet.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.
Mette Touborg
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 7. september 2017:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at reservere 60.000 kr. til projektet; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.
Kultur- og Fritidsudvalget anmodede forvaltningen om at undersøge sagen yderligere, herunder i forbindelse med de igangværende overvejelser om Rådhusets brug til kulturelle formål, og at vende tilbage til udvalget om sagen.
Maria Frej deltog ikke i sagens behandling grundet inhabilitet.