Mødedato: 07.06.2001, kl. 15:00

Fremlæggelse af pjece som offentlig information på bibliotekerne

Fremlæggelse af pjece som offentlig information på bibliotekerne

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 7. juni 2001

 

5. Fremlæggelse af pjece som offentlig information på bibliotekerne

(KFU 232/2001)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget ikke ændrer Hovedbibliotekets afgørelse om ikke at fremlægge pjecen "Livsstrategi for Kræftpatienter" som offentlig information på Københavns Hovedbibliotek.

RESUME

Dansk Institut for Folkesundhed v/Rachel Santini Fleischer fremsendte i efteråret 2000 pjecen "Livsstrategi for kræftpatienter" og bad om, at pjecen blev placeret med henblik på uddeling i Hovedbibliotekets afdeling for offentlig information. Efter en vurdering af pjecen og i henhold til praksis afslog Hovedbiblioteket at fremlægge pjecen som offentlig information. Hovedbiblioteket tilbød i stedet, at pjecen blev placeret på bibliotekets opslagstavler fra låner til låner eller eventuelt, at pjecen blev vurderet som relevant tekst til anskaffelse i bibliotekets fagsal for medicin.

Instituttets leder Rachel Santini Fleicher påklagede i skrivelse af 27. februar 2001 til borgmester H. Thustrup Hansen Hovedbibliotekets afgørelse.

På baggrund heraf blev det besluttet at indhente en vejledende udtalelse fra Biblioteksstyrelsen.

I henhold til lov om biblioteksvirksomhed er det Københavns Kommune selv, der beslutter, hvilket informationsmateriale, der fremlægges som offentlig information på kommunens biblioteker.

I følge lovens § 1, stk. 3 formidler folkebibliotekerne kommunal og statslig information og information om samfundsforhold i øvrigt. Det fremgår af lovens § 2, at folkebibliotekernes formål opfyldes gennem kvalitet, alsidighed og aktualitet ved udvælgelsen af det materiale, der stilles til rådighed. Ved udvælgelsen må alene disse kriterier, ikke de i materialet indeholdte religiøse, moralske eller politiske synspunkter, være afgørende.

Det er Biblioteksstyrelsens opfattelse, at den foretagne vurdering af materialet er lovlige indenfor de rammer, der er fastsat i lovens § 1, stk. 3 og § 2.

Da Hovedbibliotekets vurdering af pjecen således ikke er i strid med de i loven fastsatte rammer for udvælgelsen af de materialer, der fremlægges som offentlig information, indstilles det, at Hovedbibliotekets afgørelse ikke ændres.

 

SAGSBESKRIVELSE

Dansk Institut for Folkesundhed v/Rachel Santini Fleischer fremsendte i efteråret 2000 pjecen "Livsstrategi for kræftpatienter" (bilag 1) og bad om, at pjecen blev placeret med henblik på uddeling i Hovedbibliotekets afdeling for offentlig information.

Efter en vurdering af pjecen meddelte Hovedbiblioteket Dansk Institut for Folkesundhed i skrivelse af 4. december 2000 (bilag 2), at man ikke har fundet dokumentation for, at der står et egentligt institut eller en forening bag pjecen. Hovedbiblioteket konkluderede, at pjecen indhold alene er udtryk for Rachel Santini Fleischers egen opfattelse, og at den derfor ikke kan klassificeres som offentlig information, hvorfor man i stedet finder, at pjecen hører hjemme i bibliotekets samlinger som bogligt materiale.

Dansk Institut for Folkesundhed gjorde i brev af 13. december 2000 til Hovedbiblioteket (bilag 3) indsigelse over denne afgørelse.

Institutets leder Rachel Santini Fleicher påklagede herefter i skrivelse af 27. februar 2001 til borgmester H. Thustrup Hansen (bilag 4) Hovedbibliotekets afgørelse.

Borgmesteren meddelte i skrivelse af 30. marts 2001 til Dansk Institut for Folkesundhed (bilag 5), at sagen gav anledning til nogle principielle overvejelser, hvorfor man nu ville indhente en vejledende udtalelse fra Biblioteksstyrelsen (bilag 6).

I henhold til lov om biblioteksvirksomhed § 3 er driften af et folkebibliotek et ansvar for kommunalbestyrelsen, hvilket også fremgår af Biblioteksstyrelsens udtalelse af 15. maj 2001 (bilag 7).

Det er således Københavns Kommune, der træffer beslutning om, hvilket informationsmateriale der fremlægges som offentlig information på kommunens biblioteker. I praksis er det de enkelte biblioteker, der træffer disse beslutninger.

I følge lovens § 1, stk. 3 formidler folkebibliotekerne kommunal og statslig information og information om samfundsforhold i øvrigt.

Det fremgår af lovens § 2, at folkebibliotekernes formål opfyldes gennem kvalitet, alsidighed og aktualitet ved udvælgelsen af det materiale, der stilles til rådighed. Ved udvælgelsen må alene disse kriterier, ikke de i materialet indeholdte religiøse, moralske eller politiske synspunkter, være afgørende.

Biblioteksstyrelsen oplyser, at man ikke kan træffe afgørelse i den konkrete sag vedrørende lovligheden af beslutningen om ikke at fremlægge pjecen, men henviser i stedet fejlagtigt til Tilsynsrådet for Københavns Amt, hvor det rettelig burde være Indenrigsministeriet som tilsynsmyndighed. Biblioteksstyrelsen oplyser videre, at man derfor heller ikke kan tage stilling til, om Københavns Kommunes disposition er rimelig eller hensigtsmæssig, eller til spørgsmålet om skønsudøvelse.

Det er imidlertid Biblioteksstyrelsens opfattelse, at Københavns Kommune er berettiget til at foretagne en vurdering og udvælgelse af det materiale, der fremlægges som offentlig information, og at de hensyn, der henvises til i forbindelse med afvisningen af at fremlægge materialet er lovlige hensyn, der er inden for de rammer, der er fastsat i lovens § 1, stk. 3 og § 2.

Det er forvaltningens opfattelse, at Hovedbibliotekets skønsmæssige afgørelse om ikke at ville fremlægge pjecen "Livsstrategi for Kræftpatienter", er inden for de rammer, der i praksis udøves af de enkelte biblioteker til selv at foretage en vurdering af det materiale, der fremlægges som offentlig information. Det indstilles derfor, at Hovedbibliotekets afgørelse ikke ændres.

ØKONOMI

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

HØRING

Biblioteksstyrelsen

BILAG

1: Skrivelse af 18. november 2000 fra Dansk Institut for Folkesundhed

2: Hovedbibliotekets skrivelse af 4. december 2000

3: Dansk Institut for Folkesundhed indsigelse af 13. december 2000

4: Dansk Institut for Folkesundhed påklage af 27. februar 2001 til borgmesteren

5: Borgmesterens svar af 30. marts 2001 til Dansk Institut for Folkesundhed

6: Hovedbibliotekets høringsskrivelse af 10. april til Biblioteksstyrelsen

7: Biblioteksstyrelsens udtalelse af 15. maj 2001

8: Pjecen "Livsstrategi for Kræftpatienter"

 

Ida Munk

/Birgitte Bracht

 

Til top