Foreningen Ide og co - ansøgning om driftstilskud
Foreningen Ide og co - ansøgning om driftstilskud
Kultur- og Fritidsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 7. juni 2001
13. Foreningen Ide&co - ansøgning om driftstilskud
(KFU 244/2001)
INDSTILLING
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
at Kultur - og Fritidsudvalget meddeler afslag på ansøgningen om 150.000 kr. i driftstilskud til foreningen Ide&co.
RESUME
Foreningen Ide&co har ansøgt om 150.000 kr. til sikring af Ide&co´s eksistens året ud. I modsat fald vil foreningen ifølge den daglige leder gå i betalingsstandsning i august 2001.
Foreningen Ide&co skaber rammer for at unge kan udvikle projekter, der spænder fra integration, festivaler, demokrati, pædagogik, miljø til ungdomsformidling, radio, musik, amatørfilm, teater m.m. Målgruppen er overvejende de 20 til 25 årige.
Ide&co´s driftsbudget for 2001 er på 723.000 kr., hvoraf der på nuværende tidspunkt er et udækket finansieringsbehov til drift på 158.000 kr.
De ansøgte midler til Ide&co skal anvendes til kontordrift og ikke til kulturelle ungdomsprojekter, hvorfor det indstilles at meddele afslag på ansøgningen.
SAGSBESKRIVELSE
Foreningen Ide&co har den 22. maj 2001 ansøgt om 150.000 kr. til sikring af Ide&co´s eksistens året ud. I modsat fald vil foreningen, ifølge den daglige leder Susanne Krogh Petersen, gå i betalingsstandsning i august 2001.
Foreningen Ide&co har igennem de seneste 9 år fungeret som base for 65 frivillige kulturelle og sociale ungdomsprojekter. Ide&co skaber rammer for, at unge kan udvikle projekter, der spænder fra integration, festivaler, demokrati, pædagogik, miljø til ungdomsformidling, radio, musik, amatørfilm, teater m.m.
Ide&co stiller som krav til nye projektideer, at de er nyskabende samt at de udvikles og realiseres primært af unge for andre unge. Målgruppen er overvejende de 20 til 25 årige. Projektmagere tilbydes kontorfaciliteter samt undervisning i projektstyring, ideudvikling, fundraising og samarbejde. Derudover har Ide&co et netværk i alle grene af det københavnske projektmiljø og i de etablerede institutioner, som nye projektmagere får indblik i og adgang til.
I 2000 havde Ide&co flere større projekter, der gav indtægter til foreningen. I 2001 har Ide&co af forskellige årsager – herunder et lederskifte - ikke i samme omfang haft indtægtsdækket virksomhed. Af eksternt arbejde har Ide&co koncentreret sig om et samarbejdsprojekt med OffCorso i Rotterdam, hvortil der er søgt EU-midler. Der arbejdes desuden på, at Rabarberlandets integrationsprojekt KIS placeres i Ide&co, hvilket vil kunne sikre en stabil huslejeindtægt. Derudover søges en række private fonde om tilskud.
Ide&co´s driftsbudget for 2001 er på 723.000 kr., hvoraf der på nuværende tidspunkt er dækning for 565.000 kr., herunder 230.000 kr. fra Folkeoplysningsudvalget (FOU) samt 160.000 kr. i deltagerbetaling fra projekter. Ide&co har herudover netop fået tildelt 69.000 kr. fra FOU´s udviklingspulje til en informationskampagne. Disse midler kan ikke anvendes til drift. Der er således et udækket finansieringsbehov til driften på 158.000 kr.
På budget 2001 er afsat 692.000 kr. til ungeprojekter (ung handleplan). Heraf er der disponeret 450.000 kr. til den nye ungepulje. I budgetforslaget for 2002 er midlerne til ungeprojekter reduceret med 100.000 kr.
De ansøgte midler til Ide&co skal anvendes til kontordrift og ikke til kulturelle ungdomsprojekter, hvorfor det indstilles at meddele afslag på ansøgningen.
ØKONOMI
Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.
BILAG
- Ansøgning af 22. maj 2001 fra Foreningen Ide&co med bilag.
Ida Munk
/Merete Evers