Mødedato: 07.04.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udmøntning af Festivalpuljen 2016/2017

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til 46 ansøgninger om tilskud til events og festivaler i 2016 og 2017.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til 46 ansøgninger om tilskud til events og festivaler i 2016/2017,
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at henvise en række tilskud til forhandlingerne om budget 2017, og
  3. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at behandle ansøgningen Talk Town uden for festivalpuljen. 

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget skal, med udgangspunkt i Festivalpuljens retningslinjer og økonomiske råderum, foretage en prioritering blandt de indkomne ansøgninger.

Festivalpuljen har været behandlet tre gange i 2015. Første udmøntning fandt sted den 26. marts 2015 og vedrørte primært begiveheder, som blev afviklet i 2015. Anden og tredje udmøntning fandt sted henholdsvis den 25. juni og 19. november 2015 og vedrørte primært begivenheder, som afvikles i 2016.

Løsning

Baggrund

Kultur- og Fritidsudvalget har modtaget i alt 46 ansøgninger om tilskud til events og festivaler i 2016 og 2017. Der er tale om 17 ansøgninger om støtte til events og festivaler i 2016 og 31 ansøgninger til events og festivaler i 2017 (bilag 1), idet to ansøgere søger for både 2016 og 2017.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet 21. januar 2016 at revidere retningslinjerne for Festivalpuljen. Forvaltningen har i overensstemmelse med Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning den 21. januar vurderet ansøgningerne ud fra følgende otte kriterier (ikke prioriteret rækkefølge)(bilag 1):

1. Kvalitet og originalitet, 2.Relevans for København, 3. Dokumentation for forpligtende samarbejder, 4. Eksperimenterende indhold, form eller formidling, 5. Udviklingsfokus, 6. Aktivering, 7. Mangfoldighed, 8.Tidsmæssig og geografisk spredning.

 

Rådighedsbeløb

Bilag 2 indeholder en samlet oversigt over de allerede bevilgede tilskud i 2015 og 2016 fra Festivalpuljen, herunder tilskud for henholdsvis et og to år, samt de ansøgninger, som har opnået tilskud i forbindelse med 70-året for afslutningen på 2. Verdenskrig den 4. maj 2015. Desuden fremgår de nye ansøgte tilskud samt forvaltningens indstilling til tilskud.

VM i Bueskydning 2015 generede et overskud, hvorfor Kultur- og Fritidsforvaltningen har modtaget 605.800 kr. i tilbageførte tilskudsmidler. Beløbet er beregnet ud fra en fordelingsnøgle for de offentlige tilskudsydere og er tilført puljens økonomiske ramme for 2016.

I forbindelse med vedtagelsen af Budget 2016, er der afsat yderligere 2 mio. kr. til events i 2016.

Rådighedsbeløbet for 2016 er herefter 2.056.482 kr.

Rådighedsbeløbet for 2017 er 13 mio. kr.

 

Ansøgninger 2016

Der er indkommet 17 ansøgninger til 2016, hvoraf to også søger om tilskud i 2017. "Copenhagen Photofestival" og "Open Air Academy" optræder således både som ansøgninger til 2016 og 2017.

Ansøgningen Talk Town har ikke egentlig festivalkarakter, hvorfor Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget behandler denne udenfor puljen med henblik på eventuel bevilling fra de ikke disponerede midler.

Oversigt over nye ansøgninger findes i bilag 1.

 

Ansøgninger 2017

Der er indkommet 31 ansøgninger til 2017, hvoraf enkelte ansøger om flerårige tilskud.

Der søges samlet set for 18.333.067 kr. i 2017.

Oversigt over nye ansøgninger findes i bilag 1.

 

Eventvurderinger

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på mødet den 21 januar 2016, i forbindelse med de reviderede retningslinjer for puljen, at der ved idrætsansøgninger på over en million kroner skal udarbejdes eventvurderinger. Forvaltningen har derfor udarbejdet eventvurderinger på følgende begivenheder: "Copenhagen Games" (bilag 3) og "Copencold Hawaii 2017" (bilag 4).

 

Prioritering af Festivalpuljen 2016 & 2017

Forvaltningen har på baggrund af de besluttede principper for puljen udarbejdet en oversigt over alle indkomne ansøgninger (bilag 1). I bilaget er ansøgningerne kategoriseret og indeholder oplysning om tid og sted, et kort resumé samt oplysning om, hvor mange af de otte kriterier der er opfyldt. Herudover indeholder bilaget link til ansøgning og budget.

Herudover har forvaltningen udarbejdet oversigt for 2016 over fordelingen af genrer, udbredelsen over året og over placering i bydelene. Oversigten viser de begivenheder, der allerede har modtaget bevilling for 2016 (bilag 5).

Forvaltningen bemærker, at der forventes yderligere ansøgninger i 2016 til kultur- og idrætsbegivenheder, der finder sted i 2017. De kendte og forventede ansøgere er nævnt i bilag 1. Disse vil blive henvist til KFUs udisponerede midler, såfremt udvalget vælger at udmønte hele Festivalpuljens budget for 2017.

Følgende ansøgninger og tilskud foreslås henvist til forhandlingerne om budget 2017:

Tilskud, der drejer sig om vækst:

  • MAD Symposium 2017
  • Copenhagen Cooking & Food Festival
  • Copenhagen Games

Tilskud, der i størrelse eller på grund af tilhørsforhold til tidligere indsatsområder overskrider rammerne for festivalpuljen:

  • Distortion
  • Copenhagen World Music Festival
  • Copenhagen Half Marathon
  • Swoop Challenge
  • Velothon Copenhagen
  • Copencold Hawaii
  • Golden Days

Endelig reserveres restbeløbet i puljen til en række nye og kendte tilskudsmodtagere, som forventes at søge om tilskud for 2017 ved den 2. ansøgningsfrist til 2017.

Økonomi

Der anvises økonomisk dækning fra Festivalpuljen på IM konto 3.35.64.1.

Videre proces

Såfremt ansøgningerne imødekommes, vil forvaltningen i dialog med ansøger, udarbejde tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddene og målbare succeskriterier.

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at bevilge Talk Town 2016 et tilskud fra de udisponerede midler, vil forvaltningen i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at henvise ansøgninger til forhandlingerne om budget 2017, vil forvaltningen udarbejde budgetnotater på baggrund af de enkelte ansøgninger.

 

Carsten Haurum

    

                                                           /Mads Kamp Hansen

    

         

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 7. april 2016:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at godkende forvaltningens indstillinger for så vidt angår ansøgninger for 2016. 

Herudover besluttede Kultur- og Fritidsudvalget, at der bevilges 87.500 kr. til Danish Beachvolley Tour og 130.000 kr. til Talk Town; kassemæssig dækning anvises fra de resterende midler i Festivalpuljen for 2016, konto 3.35.64.1.

Samtlige ansøgninger vedrørende 2017 blev udsat til Kultur- og Fritidsudvalgets møde den 28. april 2016.

 

Til top