Mødedato: 07.04.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Redegørelse om restanceudviklingen til Kultur- og Fritidsudvalget for 2015

Se alle bilag
Den årlige redegørelse om restanceudviklingen for 2015 forelægges Kultur- og Fritidsudvalget til orientering.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager den årlige redegørelse om restanceudviklingen til efterretning. 

Problemstilling

For at Kultur- og Fritidsudvalget kan følge restanceudviklingen i Københavns Kommune, fremsendes vedhæftede redegørelse for året 2015. Den centrale opkrævning af alle Københavns Kommunes tilgodehavender varetages af Betaling & Kontrol i Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Løsning

Selvom det er lykkedes Kultur- og Fritidsforvaltningen at indgå ca. 21 pct. flere betalingsaftaler med københavnerne i 2015 i forhold til 2014, så er de samlede restancer steget med 199,3 mio. kr. fra 2014 til 2015 og udgør 904,2 mio. kr. pr. 31. december 2015.

På restanceområdet har fokusområderne i 2015 primært handlet om:

  • Partnerskabet SKAT-KL er sat på stand by på ubestemt tid som følge af, at SKAT lukkede deres inddrivelsessystem (EFI) den 8. september 2015. Læs mere om de mulige konsekvenser i bilag 1, side 2.
  • Konvertering til nyt debitorsystem i første halvår 2015 er gennemført med en fejlprocent på 0,01 % og har således ikke medvirket til likviditetstab for KK i 2015. Læs mere i bilag 1, side 3-4.
  • I 2015 har KFF arbejdet målrettet med gældsplagede københavnere i to spor:
    • Give københavnerne mulighed for at betale deres gæld til kommunen i mindre rater. Der blev indgået 216 betalingsaftaler med københavnerne, og de har indbetalt kr. 2.635.985 på deres gæld til kommunen.
    • Den forebyggende indsats allerede fra udskolingsalderen i folkeskolen. Gældsvejlederne har p.t. aftaler om undervisning med tre skoler i kommunen. Læs mere om de to indsatser i bilag 1, side 4-5.
  • Den kommunale opgave med at sagsbehandle SKAT’s ændringer af ejendomsvurderinger som følge af fradrag for forbedringer er steget markant i 2015 og udfordrer sagsbehandlingstiden og kommunens udgifter til afsavnsrenter, som borgerne efter gældende regler er berettiget til. Læs mere i bilag 1, side 5-7.
  • Nøgletal for 2015 fremgår af bilag A og B under bilag 1.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Redegørelsen forelægges Økonomiudvalget til orientering på aflæggerbordet efter Kultur- og Fritidsudvalgets behandling.

 

Carsten Haurum

                                             /Michael Møller

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 7. april 2016:

Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).

Indstillingen blev godkendt.

Til top