Ansøgning: støtte til Illutron
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 122.000 kr. til foreningen Illutron, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.
Problemstilling
Foreningen Illutron søger Kultur- og Fritidsudvalget om støtte til at dække udgifterne til kajplads-, vandarealleje samt forsikring i 2016 på i alt 122.000 kr. (bilag 1).
Løsning
Foreningen Illutron er en frivilligt drevet forening og kunstnerkollektiv, der har til huse på et skib, der fungerer som flydende kulturhus.
Ifølge ansøger har Illutron en række aktiviteter i støbeskeen for 2016, herunder bidrag til udvikling af Kulturhavns aktiviteter på Refshaleøen, Sankt Hansaften, Sauna event, Pulseworks (arrangementer med installationskunstnere og musikere) samt Plantasia events (events i egen byhave). Desuden samarbejder Illutron, ifølge ansøger, med blandt andet Copenhell, Distortion og Strøm (bilag 1).
I evaluering af 2015 vurderer foreningen selv, at Illutron er med til at give området et løft, og at Refshaleøen grundlæggende er en god, og på nuværende tidspunkt den eneste mulige, placering for Illutron (bilag 3).
Tilskud 2015:
Foreningen Illutron modtog i 2015 et tilskud på 122.000 kr. til dækning af udgifter i forbindelse med skibets placering i Københavns havn.
Budget:
Der ansøges i alt om 122.000 kr. til dækning af følgende budgetposter:
Reda kajleje, 6.000 kr. pr. md. i alt 72.000 kr.
By og Havn, vandarealleje 2.500 kr. pr. md. i alt 30.000 kr.
Forsikring, IF, i alt 20.000 kr.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt ansøgningen imødekommes, vil forvaltningen, i dialog med tilskudsmodtager, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet.
Carsten Haurum
/Merete Evers Dewilde
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 7. april 2016:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at bevilge et tilskud på 122.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.