Mødedato: 07.04.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: støtte til projektet Romeo & Julie

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om støtte til projektet Romeo & Julie.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsudvalget indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgning fra C:NTACT om støtte til projektet Romeo & Julie, da der ikke er afsat midler hertil på Budget 2016.

Problemstilling

C:NTACT søger Kultur- og Fritidsudvalget om 250.000 kr. til deres Romeo & Julie-forløb, som de gennemfører i samarbejde med  Børne- og Ungdomsforvaltningen (bilag 1 og 2).

Der er ikke afsat midler til formålet på Budget 2016.

Løsning

Projektet bygger på erfaringerne fra de sidste otte års opsætninger af forestillinger med københavnske skoleelever.

I projektet vil C:NTACT bruge kunsten som værktøj og arbejde med kulturelle, sociale og integrationsmæssige problematikker i et brugerdrevet forløb, der sætter en ny generation i forbindelse med teatret.

I dette års opsætning deltager modtagerklasser med nytilkomne flygtninge fra Rådmandsgades Skole, en læserækkeklasse fra Blågård Skole og en 8. klasse fra Oehlenschlægersgade Skole i opsætningen.

Med et projekt som går på tværs af to forvaltninger, vil der ifølge ansøger blive skabt en stærk kulturel påvirkning der introducerer kultur og teater til ungdommen på et fundament af refleksiv læring, i samarbejdet med skolerne. Produktionsplan er vedhæftet (bilag 3)

Romeo & Julie-forløbet består af følgende:

  • Forberedende møder mellem de deltagende lærere og C:NTACT.
  • Forældremøder på de tre skoler, der er involveret i projektet.
  • Forberedende faglig undervisning i klasserne før projektets egentlige start.
  • Introworkshops på de tre skoler
  • Intro-camp for elever fra de tre skoler
  • Syv ugers prøveperiode for elever, lærere og kunstnere
  • To ugers forestillingsperiode med ca. 15 gratis forestillinger som opføres på Edison på Frederiksberg.

Forløbet består af cirka 180 timers undervisning og afvikles i perioden april - juni 2016.

Budget

Budgettet er på 417.000 kr. Børne- og Ungdomsforvaltningen (Åben Skole) har bevilget 100.000 kr. og der er en egenfinansiering på 67.000 kr. Tilskudsbehovet er herefter 250.000 kr. som søges dækket af Kultur- og Fritidsudvalget (bilag 4).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget vælger at imødekomme ansøgningen, vil forvaltningen i dialog med ansøger udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Carsten Haurum

 

                                                                                              /Merete Evers Devilde

                                                                                                                                 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 7. april 2016:

Der blev begæret afstemning om et forslag om at bevilge et tilskud på 250.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Et mindretal (Trine Schaltz, Carl Christian Ebbesen og Jens-Kristian Lütken) stemte for forslaget.

Et flertal (Rune Dybvad, Simon Strange, Rikke Lauritzen og Jens Kjær Christensen) stemte imod.

Andreas Pourkamali og Michael Gatten undlod at stemme.

Forslaget blev dermed forkastet.

Til top