Mødedato: 07.04.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning: støtte til Fotografisk Center

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgning om støtte til skiltning fra Fotografisk Center.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 27.100 kr. til Fotografisk Center, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.

Problemstilling

Fotografisk Center søger Kultur- og Fritidsudvalget om et tilskud på 27.100 kr. til design, produktion og opsætning af skilte og flag til Fotografisk Center (bilag 1).

Løsning

I januar 2015 flyttede Fotografisk Center til Bygning 55 i Den Grå Kødby som følge af et nyt partnerskab med DGI-byen/Øksnehallen.

I 2015 havde Fotografisk Center fokus på strategi og branding. I den forbindelse implementerede Fotografisk Center en ny visuel identitet for udstillingsstedet. Fotografisk Center vil i 2016, ifølge ansøger, fortsat have fokus på strategi og branding.

Ifølge ansøger er det svært for udstillingsgæsterne at finde Fotografisk Center i Den Grå Kødby. Derfor ønsker Fotografisk Center at implementere deres nye visuelle identitet i byrummet omkring Bygning 55, med henblik på at imødekomme et, ifølge ansøger, stort ønske fra deres brugere. Skiltningen skal fungere som tydelig "wayfinding" til Fotografisk Center.  

Ansøger bemærker, at Københavns Kommune planlægger at renovere Den Grå Kødby herunder Staldgade, hvor Fotografisk Center er placeret. Det kan, ifølge ansøger, formodentlig medføre flere borgere i byrummet.

Kultur- og Fritidsudvalget har tidligere bevilget følgende tilskud til Fotografisk Center:
Driftstilskud på 775.000 kr. (2016 p/l) i 2016.

Driftstilskud på 776.402 kr. (2015 p/l) i 2015.

Ekstrabevilling på 100.000 kr. i 2015 til renovering af Bygning 55.

Økonomi:
Budgettet er på i alt 27.100 kr. Heraf skal 21.100 kr. anvendes til produktion og montering af flag og flagstang samt 5 skilte. De resterende 6.000 kr. skal anvendes til design af flag og skilte.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at imødekomme ansøgningen, vil forvaltningen i dialog med ansøger udarbejde et tilsagnsbrev, som indeholder forudsætninger for tilskuddet.

Carsten Haurum

                                             /Merete Evers Dewilde               

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 7. april 2016:

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at bevilge et tilskud på 27.100 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Til top