Øget åbningstid på havnebadene
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender forslaget om øget åbningstid på havnebadene som beskrevet i løsningsafsnittet.
- at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at dele af åbningstiden er uden livreddere.
Problemstilling
Med Budget 2016 blev der afsat 600 t. kr. til årlig drift af byens tre havnebade: Havnebadet Sluseholmen, Havnebadet Islands Brygge og Havnebadet Fisketorvet. Midlerne er afsat fra og med Budget 2016 og frem til og med 2019. Målet er at øge åbningstiden på de tre havnebade.
Forslaget skal ses i sammenhæng med, at der i 2016 og frem åbnes badezoner i Københavns Havn.
Løsning
Fremover vil havnebadene være åbne for offentligheden døgnet rundt, alle ugens dage fra 1. juni til og med 30. september. I denne periode vil der dagligt være livreddere på havnebadene i otte timer. Tidspunkterne for bemandingen vil være kl. 11.00 - 19.00 eller 12.00 - 20.00 afhængig af, hvornår der er størst efterspørgsel på at bade fra havnebadene. Resten af døgnet vil havnebadene være ubemandede, og badning sker uden opsyn af livreddere.
Når badevandskvaliteten ikke er god, vil der som i dag blive flaget med rødt og havnebadene låses af.
Med den øgede åbningstid på havnebadene forventes det, at der hen over sommeren vil være et stigende antal københavnere, der får glæde af badene. Adgang til havnebadene vil ligesom i dag være gratis.
Vinterbad Bryggens vinterbadesæson starter 15. september. Med den foreslåede, øgede åbningstid vil der derfor være 14 dage, hvor vinterbaderne i modsætning til tidligere skal dele havnebadet med øvrige brugere. Der ændres ikke på forholdene for de vinterbadere, som i dag bader fra Havnebadet Sluseholmen. Der er ikke vinterbadere på Havnebadet Fisketorvet.
Tiltaget med øget åbningstid på havnebadene vil blive evalueret i efteråret 2016.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Godkendes indstillingen, vil de nødvendige tilladelser blive indhentet og aftaler indgået, herunder en ny aftale med grundejerforeningen Metropolis, som i dag stiller det tilstødende areal til Havnebadet Sluseholmen vederlagsfrit til rådighed.
Den øgede åbningstid på havnebadene vil træde i kraft 1. juni 2016.
Carsten Haurum
/ Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 7. april 2016:
Indstillingen blev godkendt.
Det er oplyst, at vinterbad Bryggens vinterbadesæson starter den 1. oktober, og ikke den 15. september. Derfor har den udvidede åbningstid ikke betydning for vinterbadeklubbens vinteraktiviteter 2016.