Mødedato: 07.03.2024, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Valby Idrætspark - Urbant Trailcenter

Kultur- og Fritidsudvalget skal sætte retning for det videre arbejde med planlægningen af et urbant trailcenter i Valby Idrætspark.

Et urbant trailcenter er en facilitet til outdoor-idræt. Trailcenteret har karakter af klubhus, depot og mødested i naturen.

Projektet indgår i etape 1 i udviklingsplanen for Valby Idrætspark. Det indledende arbejde viser, at det ikke er muligt at realisere en facilitet på 300 m2 for ca. 5 mio. kr. som var forudsat i budgetbeslutningen fra Budget 2023.

Kultur- og Fritidsudvalget skal derfor tage stilling til, om der skal arbejdes videre med en mindre facilitet på 120-140 m2 indenfor den økonomiske ramme. Da faciliteten ligger afsides er der usikkerhed om omkostningerne til forsyning for at kunne etablere vand og toiletter. Der er derfor risiko for at størrelsen skal reduceres yderligere for etablere en facilitet med forsyning.

Alternativt skal der søges yderligere finansiering til forsyning og evt. til at realisere den nuværende bestilling på 300 m2. Der skal være  vand og toiletter for at få den fulde udnyttelse af trailcenteret.

Den endelige placering af trailcenteret kræver en dispensation fra skovbyggelinjen. Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at det vil være realistisk at opnå en dispensation fra lokalplanen, hvor dispensation fra skovbyggelinjen afventer den forestående forhåndsdialog med Teknik- og Miljøforvaltningen. Dialogen med de relevante aktører udestår stadig i forhold til afklaring af behov for funktioner og arealkrav.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter hvilken model for et trailcenter, der skal arbejdes videre med:
    1. et nedskaleret trailcenter svarende til 120-140 m2 evt. uden forsyning, der kan etableres indenfor den økonomiske ramme,
    2. et trailcenter på 120-140 m2 med forsyning
    3. et trailcenter på 300 m2 med forsyning

 

Problemstilling

Ved Budget 2023 blev der afsat planlægningsmidler til etape 1 i udviklingsplanen for Valby Idrætspark, herunder midler til et støttepunkt i den sydlige ende af Valby Idrætspark med inspiration i konceptet trailcenter. Det urbane trailcenter skal være ca. 300 m2 og den estimerede anlægspris er ca. 5 mio.kr.

I planlægningsfasen har det vist sig, at et trailcenter på ca. 300 m2 ikke kan realiseres inden for den økonomiske ramme og med de afsatte planlægningsmidler. Indenfor den nuværende ramme på 5 mio. kr. kan der etableres et trailcenter på 120-140 m2 uden forsyning. Et byggeri på 300 m2 kan realiseres for ca. 12,5 mio. kr. plus forsyning. Omkostningerne vil blive kvalificeret i forbindelse med den ejendomsfaglige høring. Der skal derfor tages stilling til om faciliteten skal reduceres eller om der skal arbejdes videre med en facilitet på 300 m2.

 

Løsning

Trailcenteret skal tilbyde basisfaciliteter og understøtte fysisk udfoldelse i Valby Idrætspark såvel som Valbyparken. Trailcenteret skal tilbyde 2-4 mindre omklædningsrum, udadvendte depoter, mindre lokale, mulighed for ophold, tagudhæng hele vejen rundt om bygningen, mulighed for fitnessaktiviteter, øvebaner til fx discgolf og cykelservice.

Lokalplanen for området har ikke defineret et byggefelt i den sydlige del af Valby Idrætspark. ByK har derfor indledt en dialog med Teknik-og Miljøforvaltningen (TMF) om dispensation fra lokalplanen til opførelse af et byggeri i den del af idrætsparken, der er indenfor grænsen af en skovbyggelinje. TMF vurderer umiddelbart, at et byggeri med den type anvendelse vil kunne opnå dispensation fra lokalplanen.

TMF skal vurdere et konkret skitsemateriale for at kunne afgøre, om der kan dispenseres endeligt fra skovbyggelinjen. Der er tilknyttet en ekstern rådgiver på projektet, der udarbejder skitser, der viser placering og omfang, herunder areal og højder. Faciliteten er bygget op af en række moduler, der muliggør en tilpasning af facilitetens areal. På de indledende skitser har trailcenteret derfor en størrelse på 120-300 m2. Skitserne vil indgå i den forestående forhåndsdialog med TMF. Forhåndsdialogen finder sted medio marts 2024 og vil give en indikator for dispensationsmuligheden.

Når forhåndsdialogen med TMF er afsluttet, og der foreligger en afklaring af byggemulighederne, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen gå i dialog med mulige brugere af trailcenteret for at afklare deres behov.

Projektet kan med fordel etableres som en mindre facilitet, så der kan evalueres på brugen og behovet og eventuelt skaleres op på et senere tidspunkt. Dette vil være muligt fordi den nye facilitet ligger i en idrætspark, hvor der i forvejen er adgang til andre støttefaciliteter.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Byggeri København arbejder videre med idéoplæg frem mod forhåndsdialogen med TMF. Hvis projektet opnår dispensation fra skovbyggelinjen, arbejdes der videre mod at søge en anlægsbevilling i Budget 2025.

Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder et budgetnotat på baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutninger, uagtet om der er brug for merbevilling, da budgetbeslutningen skal justeres.

 

Søren Tegen Pedersen

                                                /Mads Kamp Hansen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 07. marts 2024

Indstillingen blev godkendt uden afstemning, således forvaltningen skal arbejde videre med model A og B.

 

SF afgav følgende protokolbemærkning:

”SF går ud fra, at projekteringen af det mindre projekt muliggør en senere udvidelse til den store model på en hensigtsmæssig måde.”

Til top