Mødedato: 07.03.2024, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag : Godkendelse af fondsbevilling til nyt indgangsparti på Thorvaldsens Museum

Se alle bilag

Thorvaldsens Museum har modtaget tilsagn fra to fonde om i alt 1.061 t.kr. til et nyt indgangsparti på Thorvaldsens Museum.

Det nye glasparti skal gøre det muligt at åbne en af de store porte ud til pladsen om sommeren, og glaspartiet skal i den forbindelse sikre mod træk og kulde. Glaspartiet vil skabe større synlighed og bedre sammenhæng mellem by- og museumsrummet. Porten ud mod pladsen vil, når den står åben, også fungere som museets indgang.

Kunst & Historie har indenfor eget budget afsat midler til fondsmoms, og finansieringen af projektet er dermed på plads.

Projektet er godkendt af Slots- og Kulturstyrelsen.

Projektet vurderes til at være et driftsprojekt, da det primært drejer sig om renovering og vedligehold. Sagen trækker ikke servicemåltal, da service er nettostyret på rammen.

De bevillingsmæssige konsekvenser vil blive indarbejdet i næstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer, som behandles i Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at bevillingerne modtages og projektet sættes i gang.

Problemstilling

Thorvaldsens Museum har modtaget tilsagn fra Augustinus Fonden og Villum Fonden om bevillinger på i alt 1.061 t.kr. til et nyt glasparti mellem forhal og tværkorridor samt opsætning af forsatsvinduer i forhal.

Kunst & Historie har indenfor eget budget afsat midler til fondsmoms, og finansieringen er således på plads.

Projektet er godkendt af Slots- og Kulturstyrelsen.

Projektet vurderes til at være et driftsprojekt, da det primært drejer sig om renovering og vedligehold.

Løsning

Slots- og Kulturstyrelsen / Center for Kulturarv godkendte i 2021, på baggrund af et skitseforslag, at der udføres et glasparti med døre mellem museets forhal og den øvrige del af museet, så de store porte ud mod Bertel Thorvaldsens Plads kan åbnes i sommerperioden, hvis vejret tillader det.

Museets bestyrelse vedtog på sit møde 17. april 2023 at søge Augustinus Fonden og Villum Fonden om støtte til at gennemføre projektet.

Museet modtog i september 2023 tilsagn om støtte på 335 t. kr. fra Augustinus Fonden (bilag 1), og 18. januar 2024 er modtaget tilsagn fra Villum Fonden om 726 t. kr. (bilag 2).

Museet ønsker at gennemføre projektet så hurtigt som muligt, så portene kan åbnes ud mod pladsen i sommeren 2024.

Økonomi

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at bevillingerne modtages og projektet kan sættes i gang, vil de bevillingsmæssige konsekvenser blive indarbejdet i næstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer, som behandles i Kultur- og Fritidsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 07. marts 2024

Indstillingen blev godkendt under dagsordenspunkt 1. ”Godkendelse af dagsorden”.

Til top