Valby Idrætspark - Ny idrætsfacilitet ved Hafnia-Hallen
Kultur- og Fritidsudvalget skal sætte retning for det videre arbejde med planlægningen af en ny idrætsfacilitet ved Hafnia-Hallen frem mod at søge anlægsbevilling i Budget 2025.
Projektet indgår i etape 1 i udviklingsplanen for Valby Idrætspark. Det indledende arbejde viser, at faciliteten ikke kan realiseres fuldt ud som beskrevet uden at udvide arealkravet. Såfremt alle funktioner skal realiseres skal der tilføjes 500 m2 svarende til 16 mio. kr. Det vil samtidig kræve yderligere 17-20 mio. kr. pga. skærpede brandkrav, hvis faciliteten sammenbygges med Hafnia-Hallen.
KFU skal beslutte, om faciliteten hhv. udvides og sammenbygges. Det vil kræve en supplerende planlægningsbevilling på 1,3 mio. kr., uanset hvilken udvidelse der vælges, bestemt af Byggeri Københavns model for planlægningsbevillinger.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget tager stilling til, om faciliteten skal sammenbygges med Hafnia-Hallen
- at udvalget beslutter, om der skal søges om at arealkravet opjusteres til 3.000 m2 (brutto), eller der skal reduceres i funktionskravene.
Problemstilling
Ved Budget 2023 blev der afsat planlægningsmidler til etape 1 i udviklingsplanen for Valby Idrætspark, herunder en ny idrætsfacilitet som tilbygning til Hafnia-Hallen på ca. 2.500 brutto m2. Den estimerede anlægspris var 70-90 mio. kr.
I planlægningsfasen har det vist sig, at visionen for idrætsfaciliteten ikke kan indfries inden for denne ramme. Der skal derfor tages stilling til, om visionen skal ændres, eller om der skal arbejdes videre med et opjusteret arealkrav på 3000 brutto m2. Derudover orienteres Kultur- og Fritidsudvalget om placering af byggeriet på byggefeltet og eventuelle merudgifterne forbundet hermed.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen er i samarbejde med Byggeri København (BYK) i gang med planlægningen af en ny idrætsfacilitet ved Hafnia-Hallen. Der er brug for afklaring i forhold til arealkrav, funktioner og afledt økonomi.
Arealkrav ift. funktioner
Hvis bygningen skal indeholde de funktioner, som er bestilt i budgetnotatet, vurderer Byggeri København og ekstern rådgiver, at der er brug for ca. 3.000 brutto m2 i alt (ca. 500 brutto m2 mere end der er afsat). Vurdering er, at faciliteten vil kunne realiseres for 99 mio. kr. eller 83 mio. kr. uden udvidelse. Begge estimater er på niveau med det tidlige estimat i budgetnotatet på 70-90 mio. kr. Dette er dog eksklusivt udgifter til sammenbygning og tilvalg.
Af budgetnotatet for idrætsfaciliteten fremgår følgende:
”Selve hallen vil have en størrelse på 32-36 x 46 meter med loftshøjde på ca. 9 meter, således at der kan spilles basket på tværs af to basket baner ved siden af hinanden samtidig med, at man muliggør idrætter, der normalt ville kunne være i en 20 x 40 meter hal. I tillæg til idrætshallen skal det undersøges, om der kan opsættes mobiltribune. Derudover vil hallen indeholde et nyt ankomst- og cafeområde med dertilhørende produktions-køkken, depoter, 4-6 omklædningsrum, toiletter og aktivitetsarealer rettet mod piger og kvinder. ”
Idrætsfaciliteten er dimensioneret til at være et supplement til Hafnia-Hallens funktioner ved at øge kapaciteten og give nye aktivitetsmuligheder, der kan tiltrække nye brugergrupper. Derfor indgår både en stor idrætshal, en bevægelsessal samt udvidede køkken- og cafélokaler. Aktivitetsarealet i idrætshallen er dimensioneret til 33x46m. Herved opfyldes banekrav til de klassiske halidrætsgrene som håndbold, volleyball, badminton og gør det muligt at afvikle to basketballkampe samtidig. Derudover er der plads til ophold uden for den primære aktivitetszone samt mulighed for opstilling af tribuner i forbindelse med kampe og opvisninger. På første sal etableres en girlzone og bevægelsessal, så der skabes et miljø målrettet piger og kvinder.
Hvis man ikke opjusterer arealbehovet, vil væsentlige funktioner såsom f.eks. aktivitetsarealer, café og/eller produktionskøkken skulle udgå.
Modeller for tilbygning
Det er angivet i budgetnotatet, at den nye idrætsfacilitet skal være en tilbygning til Hafnia-Hallen. Der er undersøgt muligheder for en sammenbygning eller en ny selvstændig bygning.
En tilbygning til Hafnia-Hallen vil ændre væsentligt på de eksisterende brandforhold. Omkostningerne estimeres til 17-20 mio. kr. Det bemærkes, at der i forbindelse med overvejelser om yderligere fortætning af Valby Idrætspark er forslag om at placere yderligere en tilbygget facilitet syd for Hafnia-Hallen. Det vil forventeligt udløse samme krav til brandsikring, som nu er aktuelle ved sammenbygning nord for hallen. En beslutning om brandsikring vil derfor medvirke til at muliggøre en senere placering af en tilsvarende facilitet syd for Hafnia-Hallen.
En sammenbygning vil samtidig skabe et flow mellem de to bygninger, hvor såvel idrætsbrugere som personale let kan bevæge sig mellem aktivitets- og opholdsarealer og muliggøre samdrift. Ved at sammenbygge med Hafnia-Hallen kan der opnås driftsbesparelser og bedre udnyttelse af lokalerne på tværs af begge enheder.
Opføres faciliteten som en selvstændig bygning, vurderer Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF), at der skal være en afstand til Hafnia-Hallen på minimum 5 meter af brand- og byrumsmæssige hensyn. Det er usikkert, om der kan etableres en indendørs gangpassage mellem hallerne. Afstandskravet giver risiko for at den nye idrætsfacilitet kommer for tæt på ungdomsboligerne nord for Hafnia-Hallen.
Tabel 1: Modeller for byggeri (brutto-m2)
|
|
Forventet |
Supplerende planlægningsbevilling inkl. byggehonorar (mio. kr.) |
Model 1 (Scenarie C) |
Selvstændig bygning, 2.500 m2 |
83 |
0 |
Model 2 (Scenarie B) |
Sammenbygget med Hafnia-Hallen, 2.500 m2 |
100-103 |
1.256 |
Model 3 (Scenarie A) |
Sammenbygget med Hafnia-Hallen, 3.000 m2 |
116-119 |
1.256 |
Note: Baseret på scenariebeskrivelser i bilag 1
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser. En supplerende planlægningsbevilling koster 1,3 mio. kr. og en afledt anlægsbevilling på 17-20 mio. kr. for sammenbygning og 16 mio. kr. for udvidelse af faciliteten.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen og Byggeri København arbejder videre med et byggeprogram frem mod Budget 2025 efter udvalgets beslutninger.
Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder et budgetnotat på baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets beslutninger, uagtet om der er brug for merbevilling, da budgetbeslutningen skal justeres.
Søren Tegen Pedersen
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 07. marts 2024
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt med en bestilling af et budgetnotat på en supplerende planlægningsbevilling til at undersøge muligheden for sammenbygning med Hafnia-Hallen.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt således at arealkravet opjusteres til 3000 m2. (Brutto)