B-sag: Justering af Foreningsdage
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) og Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFF) indstiller,
- at Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) og Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) godkender, at Foreningsdage fra 2013 og frem – gennem omfordeling af ressourcerne – styrker indsatsen i forhold til at rekruttere børn til deltagelse i foreningslivet i de udsatte byområder
Problemstilling
BUU og KFU godkendte henholdsvis d. 13. oktober 2010 og d. 28. oktober 2010 en fællesindstilling vedr. styrkelse af helhedssynet på fritidstilbud i kommunen.
Statistik viser, at foreningsdeltagelsen er lavere end gennemsnittet blandt børn i de udsatte byområder og blandt børn med etnisk minoritetsbaggrund (jf. Københavnerbarometeret 2011),
På baggrund af et fælles ønske i udvalgene om at øge børn og unges muligheder for at forfølge eller opdage interesser inden for sport, kultur og andre foreningsaktiviteter besluttede BUU og KFU, at der skulle etableres Foreningsdage.
Foreningsdage er årlige fast forekommende arrangementer, hvor alle fritidsinstitutioner og -klubber har mulighed for at deltage sammen med institutionernes børn, og hvor det enkelte lokalområdes foreninger kan præsentere deres tilbud. Helt konkret stiller foreningerne med udstyr og en præsentation af deres aktivitet.
Forvaltningerne har i perioden 2010-2012 afholdt lokale Foreningsdage for at give børn tilknyttet fritidsinstitutioner og -klubber (6-13 år) mulighed for en umiddelbar oplevelse af foreningsaktiviteterne i deres lokalområde.
Forvaltningerne har indtil nu vægtet, at arrangementerne var geografisk jævnt fordelt på otte steder i byen, sådan at alle fritidsinstitutioner og klubber havde mulighed for at deltage.
Der har nu været afholdt i alt 16 Foreningsdage i 2011 og 2012 med god succes og et højt deltagerantal de fleste steder. Forvaltningerne har lavet en status af indsatsen (bilag 1), som imidlertid viser, at det primært er institutioner fra ressourcestærke områder, der deltager i Foreningsdagene. Det betyder, at de børn, som er med på dagene, ofte allerede er aktive i en eller flere foreninger. Omkring to tredjedele af de deltagende institutioners børn deltager således allerede i foreningslivet.
Løsning
Forvaltningerne anbefaler, at samarbejdet omkring Foreningsdagene fortsætter, og at alle fritidsinstitutioner og -klubber fortsat får mulighed for at deltage i arrangementerne, men at fokus på børn i udsatte byområder skærpes.
Forslaget indebærer, at det opsøgende og opfølgende arbejde i forhold til børn i udsatte byområder intensiveres. Det opsøgende arbejde vil blive udført af Kultur- og Fritidsforvaltningen og bestå i besøg og anden form for personlig kontakt til de fritidsinstitutioner, som er beliggende i udsatte byområder. Delmålet er, at få dem til at deltage i Foreningsdagene.
Den opfølgende indsats vil bestå i ”match making” mellem de institutioner og foreninger, som har lyst til at samarbejde efterfølgende. Kultur- og Fritidsforvaltningen vil hjælpe med opstart af samarbejdet, herunder skabe og følge op på kontakten og vejlede i gode modeller for samarbejde. Det er forvaltningernes erfaring, at denne ’match maker rolle’ er afgørende for, at der etableres velfungerende samarbejder efter Foreningsdagene.
Målet med den intensiverede indsats er, at der minimum etableres to samarbejder mellem institutionerne og foreningslivet pr. Foreningsdag med henblik på, at børn i udsatte byområder opnår fast deltagelse i foreningslivet.
Ressourcerne til det intensiverede arbejde findes ved at nedjustere antallet af Foreningsdage fra otte til fem arrangementer. I 2011-12 blev der afholdt Foreningsdage i følgende byområder: Østerbro, Nørrebro, Vesterbro/Kgs. Enghave, Amager Øst, Amager Vest, Valby, Brønshøj/Husum og Bispebjerg/Vanløse.
Forvaltningerne foreslår, at der fremover afholdes fem Foreningsdage med plads til 250 deltagere pr. dag i de udsatte byområder (jf. Politik for udsatte byområder, BR 1. dec. 2011):
Fremtidig placering af Foreningsdag |
Byområder med intensiveret opsøgende arbejde i fritidsinstitutioner |
Nørrebro |
Blågården, Mjølnerparken, Mimersgade, Lundtoftegade, Haraldsgade, Aldersrogade |
Vesterbro/Sydhavnen |
Sjælør Boulevard, Lykkebo, Folehaven/Kirsebærhaven |
Amager/Sundby |
Holmbladskvarteret, Urbanplanen, Sundholmskvarteret |
Husum/Tingbjerg |
Bellahøj, Voldparken, Tingbjerg |
Bispebjerg/Østerbro* |
Stærevej, Degnegården, Bispeparken, Lundevænget, Rymarksvænget, Kildevæld, Tagensbo |
*Østerbro blev ikke karakteriseret som et udsat byområde, da politikken blev lavet. Men de socioøkonomiske forhold og andelen af beboere med ikke vestlig baggrund taler for også at rette fokus på ydre Østerbro.
Valby/Vigerslev er også karakteriseret som udsat byområde i politikken, men indgår ikke i forslaget, da der allerede er etableret samarbejde mellem institutioner og foreninger i dette område; eksempelvis Vigerslevske Lege og samarbejde mellem institutioner og foreninger tilknyttet Akacieparken og Lukretiavej. Forvaltningerne har forsøgt at koble Foreningsdagene til disse aktiviteter, men det har der ikke været interesse for.
Det vil blive prioriteret, at de udsatte byområders lokale foreninger deltager til den specifikke Foreningsdag, sådan at børn fra eksempelvis Kildevæld også har mulighed for at møde foreninger fra Kildevældsområdet på trods af, at Foreningsdagen måske finder sted på Bispebjerg.
Forvaltningerne anbefaler, at fokus lægges på at rekruttere børn fra fritidsinstitutionerne (6-9 år). Fritidsklubberne vil stadig blive inviteret til Foreningsdagene, men i og med at fritidshjem og KKFO´er er mere interesserede, og børnene er yngre og dermed lettere at motivere til foreningsaktiviteter, vurderes det, at ressourcerne bliver udnyttet bedst ved dette fokus.
Ifølge Politik for udsatte byområder er det Københavns Kommunes opgave at løfte de udsatte byområder, blandt andet ved at styrke børns aktive foreningsdeltagelse. Status for Foreningsdagene viser, at de generelt fungerer som en god platform for institutionerne til at stifte bekendtskab med det lokale foreningsliv, og at der efterfølgende er basis for et tættere samarbejde mellem foreninger og institutioner.
Foreningsdagene kan således skabe mødet mellem foreninger, udsatte børn og pædagoger, som kan støtte børnene i deres foreningsdeltagelse i dagligdagen. Det kræver dog en ekstra opsøgende indsats at få institutionerne i de udsatte byområder til at deltage samt at følge op på institutionernes samarbejde med foreningerne efterfølgende. Opgaven i fritidsinstitutionerne i de udsatte byområder håndteres inden for de eksisterende fritidstilbudsopgaver mht. at fremme kendskabet til og samspil med andre typer af fritidstilbud, herunder idrætsforeninger og kulturtilbud.
Økonomi
Godkendes forslaget af de to udvalg fortsættes omplaceringen af midlerne fra Børne- og Ungdomsudvalgets driftsbevilling 5.25.14 dagtilbud - i alt 200.000 kr. årligt til Kultur- og Fritidsudvalgets driftsbevilling Kultur og Fritid, funktion 3.38.70.1. Omplaceringen vil finde sted i årene 2013-2015.
Børne- og Ungdomsforvaltningen har ifølge dagtilbudsloven forpligtelse til at understøtte, at børnene gives et indblik i fritidstilbuddene i lokalområderne. Kultur- og Fritidsforvaltningen har kendskabet og kontakten til foreningslivet, hvorfor planlægningen, afholdelsen og koordineringen af Foreningsdagene varetages herfra.
Videre proces
Else Sommer Carsten Haurum
Beslutning
Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1 (Godkendelse af dagsorden).
Indstillingen blev godkendt.