Mødedato: 07.03.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning om tilskud til teaterfestival CPH:STAGE

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning på 300.000 kr. fra teaterfestivalen CPH:STAGE 2013.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen fra CPH:STAGE, da der ikke er afsat midler til formålet på udvalgets budget for 2013.

Problemstilling

CPH:STAGE ansøger Kultur- og Fritidsudvalget om 300.000 kr. i støtte til realisering og formidling af teaterfestival i København i juni 2013.

Projektet er budgetteret til i alt 1.010.000 kr. Herudover investerer alle de involverede teatre, producenter og frie grupper deres egne produktioner, scener og medarbejdere i projektet.

Scenekunstudvalget har bevilget 100.000 kr. til festivalen og opfordrer Kultur- og Fritidsudvalget til også at bakke op projektet. 

Projektet søger desuden støtte hos Bikubenfonden, Nationalbankens jubilæumsfond og 15. juni fonden.

CPH:STAGE vurderer det af stor betydning for projektets øvrige muligheder for at søge finansiering via fonde, at Kultur- og Fritidsudvalget støtter festivalen.

Løsning

Med udgangspunkt i de københavnske teaterscener vil teaterfestivalen CPH:STAGE i juni 2013 samle publikum og teaterbranche omkring det allerbedste indenfor dansk teater lige nu. Med forestillinger, readings, koncerter og seminarer fordelt på 12 intensive dage, vil CPH:STAGE skabe en pendant til filmens CPH:PIX og CPH:DOX, musikkens Copenhagen Jazz Festival og Distortion samt billedkunstens Copenhagen Art festival.

Festivalen vil finde sted på de københavnske scener for første gang d. 5.-16. juni 2013 og vil byde på teater og events morgen, middag og aften. Forestillinger vil være udvalgt af kunstnerne, teatrene og producenterne selv og vil typisk være den forestilling, der har tegnet det enkelte teater udadtil i indeværende sæson. På sigt vil festivalen præsentere teater fra hele landet. Allerede år ét er forestillinger fra Odense og Århus en del af programmet.

Teaterbranchen leverer indholdet til festivalen og de ansøgte midler skal primært bruges til formidling.

CPH:STAGE er et fælles projekt mellem de københavnske teatre. Initiativet udspringer fra voksenteatrene under de små storbyteatre og det tværgående netværk Byens Levende Scener og er således bl.a. ansporet af Kultur- og Fritidsudvalgets henstilling om flere samarbejder mellem byens teatre.

En forening med en bestyrelse bestående af ledelsen fra Husets Teater, CaféTeatret, GROB og TeaterV driver festivalen og har skudt startkapital i projektet bl.a. ved at ansætte en festivalleder.

Det langsigtede mål med CPH:STAGE er, at festivalen skal være en årligt tilbagevendende begivenhed i København og forventningen er, at festivalen vil skabe fornyet interesse for teatret såvel som inspirere branchen indadtil til dialog, udvikling og samarbejde. Ambitionen er desuden at gøre festivalen attraktiv for teaterfolk fra hele verden, som i et komprimeret forløb får mulighed for at se det bedste af dansk teater, møde danske og udenlandske kolleger, skabe nye kontakter osv.

København har ikke en teaterfestival, hvilket har været efterspurgt i miljøet i mange år. Det er forvaltningens vurdering, at projektet er både relevant og velorganiseret.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Carsten Haurum

                            /Merete Ewers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 7. marts 2013:

Dagsordenens punkt 12 og 13 blev behandlet under eet.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at bevilge et tilskud på 300.000 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1.

Tilskuddet bevilges på betingelse af at CPH:STAGE indgår i relevante samarbejder omkring salg og formidling af festivalen bl.a. med seeatre.com, ligesom der stilles krav om et fælles billetsystem.

Til top