Filmfond - udmøntning og etablering
Indstilling og beslutning
1. at Borgerrepræsentationen udpeger adm. direktør i Radio 24syv Jørgen Ramskov og adm. direktør i Horesta Katja Østergaard til fondens bestyrelse i fællesskab med de øvrige kommunale interessenter
2. at Borgerrepræsentationen godkender udkast til vedtægter for fonden
3. at der bevilges et tilskud på 19,8 mio. kr. til fonden fordelt med 6,6 mio. kr. årligt i 2013-15 (p/l 2012); kassemæssig dækning for beløbet anvises på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling, Kultur og Fritid, funktion 3.35.64.1 - Andre kulturelle opgaver.
4. at Kultur- og Fritidsforvaltningen i henhold til principperne for fonden bemyndiges til at indgå tilskudsaftale med fondens bestyrelse
Problemstilling
Der er siden budget 2012 skaffet 14,8 mio. kr. i ekstern medfinansiering fra offentlige og private parter. Filmfondens samlede budget er herefter 34,6 mio. kr.
Filmfonden og status på finansieringen blev drøftet i Borgerrepræsentationen d. 11. oktober 2012. På baggrund af disse drøftelser undersøgte kultur- og fritidsborgmesteren de øvrige investorers interesse for at etablere fonden med et mindre budget.
Der er den 24 januar 2013 afholdt møde blandt alle offentlige og private investorer. På dette møde er der givet tilsagn på ialt 34,6 mio. kr. Alle investorer har meldt positivt tilbage i forhold til at etablere en filmfond med et samlet budget på 34,6 mio. kr.
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til vilkårene for etablering af fonden, herunder sammensætning af bestyrelse og vedtægter samt udmøntningen af Københavns Kommunes bevilling på 19,8 mio. kr.
Løsning
De overordnede principper omfatter følgende:
Fondskonstruktion
Fonden etableres som erhvervsdrivende fond med egen bestyrelse.
Økonomi
Fonden etableres med et samlet budget på 34,8 mio. kr., fordelt blandt følgende bidragsydere:
Albertslund Kommune | 100.000 |
Ballerup Kommune | 600.000 |
Brøndby Kommune | 600.000 |
Frederiksberg Kommune | 750.000 |
Furesø Kommune | 500.000 |
Hvidovre Kommune | 2.000.000 |
Københavns Kommune | 19.800.000 |
Region Hovedstaden | 7.000.000 |
Dansk skuespillerforbund | 30.000 |
Dramatikerforbundet | 50.000 |
Engelbrecht Construction | 150.000 |
Film og Tv-arbejderforeningen | 50.000 |
FilmGEAR ApS | 250.000 |
Filmstationen | 150.000 |
Fridthjof Film A/S | 100.000 |
Instruktørsammenslutningen | 50.000 |
Magic Hour Films ApS | 50.000 |
Nordisk Film Production A/S | 1.000.000 |
Producentforeningen | 1.000.000 |
Red Rental | 250.000 |
Thomas Kristensen ApS | 150.000 |
I alt | 34.630.000 |
Hertil kommer indtægter fra filmproduktioner samt sponsorater, der kan opnås i perioden.
Fondens formål
Fondens formål er:
1. at skabe vækst og beskæftigelse i filmbranchen og relaterede erhverv
2. at skabe en meromsætning (multiplikatoreffekt) på 3,25 i alle erhverv
3. at fonden skal videreføres efter 2015
Bestyrelse
Bestyrelsen sammensættes ud fra faglige kvalifikationer inden for film og erhverv og udpeges som følger:
- Region Hovedstaden udpeger 1 medlem
- Kommunerne udpeger i fællesskab 2 medlemmer
- Producentforeningen udpeger 1 medlem
- De private parter udpeger i fællesskab 1 medlem
Direktion og administration
Bestyrelsen ansætter en direktør til at varetage fondens daglige drift.
Fonden etableres med et minimum af administration.
Vilkår for investorer
Private og offentlige investorer indgår på samme vilkår.
Krav til filmproduktioner
De primære krav til filmproduktioner, fonden investerer i er:
- et spendingkrav på minimum 2,5 gange fondens investering. Forbruget skal ske i hovedstadområdet og primært i filmbranchen og relaterede erhverv.
- at det skal være internationale filmproduktioner, som ellers vil vælge hovedstadsområdet fra.
På baggrund af ovenstående principper har Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med de øvrige investorer udarbejdet følgende oplæg til etablering af filmfonden.
Etablering
Fonden stiftes af Producentforeningen med en grundkapital på 300.000 kr., som indbetales af Producentforeningen. Der er udarbejdet udkast til vedtægter i dialog mellem Producentforeningen og de offentlige parter på baggrund af de overordnede principper (bilag 2). Stiftelsen sker umiddelbart efter de offentlige parters godkendelse af udkastet til vedtægter.
De kommunale parter skal i samme forbindelse i fællesskab udpege to medlemmer til bestyrelsen. Der er i de kommunale parters udpegning lagt vægt på at finde to bestyrelsesmedlemmer, som kan stå for en effektiv og forretningsmæssig opstart og drift af fonden, herunder at arbejde for at sikre grundlaget for drift efter de første 3 år. Derudover er der lagt vægt på at have både en mandlig og kvindelig repræsentation i bestyrelsen. De kommunale parters indstilling til bestyrelsesmedlemmer er adm. direktør i Radio 24syv Jørgen Ramskov og adm. direktør i Horesta Katja Østergaard.
Når fonden er stiftet vil der blive ansat en direktør til varetagelse af fondens daglige drift. Der afholdes ansættelsessamtaler umiddelbart efter fondens stiftelse.
Proces
Når fonden er etableret vil Kultur- og Fritidsforvaltningen indgå en tilskudsaftale med fondens bestyrelse vedrørende Københavns Kommunes bevilling på 19,8 mio. kr. Tilskudsaftalen udarbejdes i henhold til de principper, der blev vedtaget på mødet den 24. januar 2013.
Placering
Det forventes, at fonden placeres fysisk i Copenhagen Capacity. Fondens bestyrelse udarbejder en resultatkontrakt med Copenhagen Capacity.
Økonomi
På den baggrund anvises kassemæssige dækning for 6,6 mio. kr. årligt for 2013, 2014 og 2015 på Kultur- og Fritidsudvalgets bevilling, Kultur og Fritid, funktion 3.35.64.1 - Andre kulturelle opgaver.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen vil herefter indgå en resultataftale med fondens bestyrelse. Bestyrelsen ansætter en direktør og det forventes, at fonden kan starte sit virke 1. juni 2013.
Carsten Haurum /
Merete Evers Dewilde
Beslutning
Indstillingen blev godkendt.