Mødedato: 07.02.2008, kl. 15:00

Midlertidig, mobil skøjtehal i Ryparken

Midlertidig, mobil skøjtehal i Ryparken

Kultur- og Fritidsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde torsdag den 7. februar 2008

 

Afbud:

·        Karin Storgaard (Sygdom)

 

Sikandar Malik Siddique mødte kl. 15.55 efter behandlingen af punkt 2.

Manu Sareen mødte kl. 16.10 under 2. foretræde.

 

 

 

11.      Midlertidig, mobil skøjtehal i Ryparken(KFU  39/2008)

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Kultur- og Fritidsforvaltningen har arbejdet videre med Ryparken som placering for en midlertidig, mobil skøjtehal. 

 

INDSTILLING OG Beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om der skal placeres en midler tidig, mobil skøjtehal ved Ryparkens Idrætsanlæg, herunder finansiering af hallen.

 

 

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 7. februar 2008:

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede sagen.

 

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede forvaltningen om at fremkomme med forslag til finansiering inden for udvalgets ramme (anlægsmidler 2008). Udvalget anmodede om, at notat herom er udarbejdet, således at det er udvalgets medlemmer i hænde senest ved Borgerrepræsentationens møde den 21. februar 2008.

 

 

Problemstilling

Tidsplanen for anlæg af den nye skøjtehal i Ryparken betyder, at brugerne af Østerbro Skøjtehal får en periode på op imod 2 sæsoner uden is (1. august 2008 til 1. april 2010, jf. KFU 558/2007).

 

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede den 17. januar 2008, at Kultur- og Fritidsforvalt-ningen skulle arbejde videre med Ryparken som en placering for en midlertidig, mobil skøjtehal (KFU 23/2008).

 

Løsning

Placering

Der kan bygges en midlertidig, mobil skøjtehal i Ryparken umiddelbart ud til Lyngby-vej på en del af det areal, hvor Nordhavnsvejen senere skal anlægges (se skitse, bilag 1).

 

Ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen kan en midlertidig, mobil skøjtehal placeres på arealet uden krav om lokalplantillæg. Hallen kan umiddelbart blive på arealet frem til medio 2010 (jf. Nordhavnsvejprojektet).

 

Forberedelse til anlæg af Nordhavnsvej indledes tidligst i 2010. På dette tidspunkt vil den nye, permanente skøjtehal centralt i Ryparkens Idrætsanlæg være klar til brug. 

 

En placering ud til Lyngbyvej kræver en opstillingstilladelse fra Center fra Byggeri. Kultur- og Fritidsforvaltningen forventer en tilladelse relativt hurtigt. 

 

Tidshorisont

Kultur- og Fritidsforvaltningen vurderer, at tidshorisonten - fra beslutning om en midlertidig, mobil hal til, at faciliteten kan tages i brug - er 7 måneder.

 

Økonomi

Anlægspris: Prisen for en midlertidig, mobil skøjtehal - herunder udgifter til opsætning og nedtagning - er ca. 13 mio. kr.

 

Udgiften hviler dels på indhentede tilbud, dels på overslag på en midlertidig, mobil skøjtehal. Der tages forbehold for prisudsving ved en entreprisekonkurrence.

 

Anlægsprisen er udregnet og fordelt som følger:

 

·        Køleelementer (is, anlæg, rør m.v.): 4-5 mio. kr.

·        Overbygning/tag og øvrige skøjtehalselementer: 3-4 mio. kr.

·        Omklædnings- og opbevaringsrum: 1-2 mio. kr.

·        Fundering og forberedelse af areal under og ved hallen samt opsætning og nedtagning af hal før og efter genhusningsperioden: 1,0 mio. kr.

·        Tilføring af el, vand og afløb samt etablering af adgang og midlertidig parke-ring: 1-2 mio. kr.

·        Uforudsete udgifter, rådgivning og projektering: 1 mio. kr.

 

Drift: Det vurderes, at de 4,3 mio. kr., der årligt er afsat til drift af Østerbro Skøjtehal, er tilstrækkelige til at drive en midlertidig, mobil skøjtehal.

 

Genanvendelse m.v.

Udgangspunktet for denne indstilling er, at samtlige elementer til en midlertidig, mobil skøjtehal nyindkøbes.

 

Elementer fra Østerbro Skøjtehal og fra den midlertidige, mobile skøjtehal vil imidlertid blive genanvendt i størst muligt omfang i henholdsvis den midlertidige, mobile skøjte-hal og i den permanente skøjtehal centralt i Ryparken. Det gælder bl.a. ismaskine, ban-der og køleenheder. 

 

Mulighederne for at leje en midlertidig, mobil skøjtehal i 2 sæsoner er undersøgt. Dette er ikke en økonomisk gunstig løsning.

 

Fremtiden for en midlertidig, mobil skøjtehal

Når den midlertidige genhusningsperiode er overstået, kan hallen enten placeres andet-steds i København eller sælges.

 

Der er ikke afsat midler i Kultur- og Fritidsudvalgets ramme til fortsat drift af en midlertidig, mobil skøjtehal efter medio 2010, hvor driftsmidlerne overføres til den permanente skøjtehal centralt i Ryparken. Der kan ikke forventes store indtægter fra et eventuelt salg af faciliteten.

 

ØkonomI

Skønnet pris for en midlertidig skøjtehal ved Ryparkens Idrætsanlæg er 13 mio. kr.

Der er ikke p.t. dækning for dette beløb på Kultur- og Fritidsudvalgets budget.

 

Videre proces

-

 

Bilag

1. Kort over placeringen af en midlertidig, mobil skøjtehal i Ryparken.

 

 

                      Carsten Haurum                  

                                                                                       /Mads Kamp Hansen

 


 

Til top