Mødedato: 06.12.2018, kl. 15:00
Mødested: Dansekapellet, Bispebjerg Torv 1, 2400 NV

Støj i nattelivet - Forsøg med Natteværter

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til et forslag om at omprioritere midler afsat til ”Udvikling af fest- og kreativ zone Refshaleøen” til forberedelse af et forsøg med Natteværter i Indre By.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender forsøget med Natteværter i Indre By

  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at 0,4 mio. kr. afsat i 2018 til at modvirke gener i nattelivet gennem en udvikling af en fest- og kreativ zone på Refshaleøen omprioriteres til forberedelse af forsøget med Natteværter i Indre By.

Problemstilling

For at modvirke de gener og den utryghed, som nattelivet foranlediger for beboere i København, bevilgede Kultur- og Fritidsudvalget den 21. december 2017 0,4 mio. kr. i 2018 til udvikling af en fest- og kreativ zone på Refshaleøen.

Af samme årsag bevilgede udvalget ved samme møde 0,4 mio. kr. i 2017 til indledende udvikling af en model for et tryghedskorps. Midlerne blev afsat fra Kultur- og Fritidsudvalgets udisponerede midler.

I samarbejde med Roskilde Festival har Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejdet et forslag til udviklingen af Refshaleøen som fest- og kreativ zone. På den baggrund har Kultur- og Fritidsforvaltningen været i dialog med Refshaleøens Ejendomsselskab, der imidlertid ikke har vist interesse i at oprette en sådan zone på Refshaleøen. Det er derfor ikke muligt at gå videre med projektet på Refshaleøen.

Af de afsatte midler vedrørende Refshaleøen resterer der 0,4 mio. kr. i 2018.

Løsning

Parallelt med projektet vedrørende Refshaleøen har Roskilde Festival på Kultur- og Fritidsforvaltningens foranledning udviklet  et koncept for et tryghedskorps i Indre By – ’Natteværter’ – også med det formål at nedbringe gener fra nattelivet. Konceptet bygger på erfaringer fra andre europæiske storbyer som London, Stockholm og Amsterdam, der viser, at et aktivt og synligt værtskab på gadeplan samt en koordinerende funktion blandt nattelivets professionelle aktører kan motivere til en mere ansvarsfuld adfærd blandt nattelivets deltagere.

I løbet af efteråret 2018 har Kultur- og Fritidsforvaltningen været i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningens og Socialforvaltningens relevante afdelinger og centre om problemstillingen. På tværs af forvaltninger, afdelinger og centre er der enighed om, at særligt ”festen i gaden” i forbindelse med nattelivet i Indre By medfører gener, som falder mellem de eksisterende instansers ansvarsområder.

Der er også enighed om, at en natteværtsfunktion har potentiale til at være en effektiv indsats mod generne.

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår derfor, at de tilbageværende midler på 0,4 mio. kr. i 2018 fra projektet ’Udvikling af fest- og kreativ zone på Refshaleøen’ anvendes til at forberede et forsøg med Natteværter i Indre By. Midlerne vil blive anvendt til planlægningen af forsøget og koordineringen blandt aktører samt kompetenceudviklingen af medarbejdere.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil på den baggrund kompetenceudvikle håndplukkede medarbejdere fra Ejendomsdrift og Service, som i forvejen har tilknytning til arbejdet med tryghedsskabende service og vagttjeneste på Kultur- og Fritidsforvaltningens institutioner. Medarbejderne skal erhverve kompetencer til at kunne varetage natteværtsfunktionen i forbindelse med forsøget primo 2019. Selve kompetenceudviklingen vil forestås af en ekstern aktør, eventuelt Roskilde Festival.

Forsøg med Natteværter

Såfremt indstillingen godkendes, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen primo 2019 eksekvere et forsøg med natteværtsfunktionen i Indre By i en periode på 2-3 måneder. Natteværterne vil i den periode være opsøgende overfor nattelivets gæster fredag og lørdag nat, hvor de vil motivere til en mere afdæmpet adfærd.

Derudover skal natteværterne, via deres organisatoriske tilknytning, varetage en koordinerende dialog med borgere, politi, restauratører og brancheorganisationer samt etablere et effektivt koordinerende samarbejde med Støjvagten under Teknik- og Miljøforvaltningen og Københavnerteamet under Socialforvaltningen.

Formålet med forsøget er at teste, om opbygningen af en ny kommunal værtstjeneste med eksisterende kommunale medarbejdere, kan varetage det aktive og synlige værtskab på gadeplan samt en koordinerende opgave, der vil kunne nedbringe gener fra nattelivet i Indre By.

Københavns Kommune har gennem Københavnerteamet under Socialforvaltningen samt Roskilde Festivals forarbejde en indgående viden om nattelivets udfordringer, som kan danne grundlag for udviklingen af de kompetencer, et natteværtskorps skal bestå af. Udviklingen af kompetenceudviklingsforløbet samt selve kompetenceudviklingen af medarbejdere fra Ejendomsdrift og Service vil derfor finde sted i tæt samarbejde med Københavnerteamet og Socialforvaltningen.

Økonomi

Restmidlerne på 0,4 mio. kr. i 2018 (2018 P/L) fra projektet vedrørende udvikling af en fest- og kreativ zone på Refshaleøen vil blive omprioriteret til planlægnings- og kompetenceudviklingsaktiviteter mv. i 2018 forud for et forsøg med Natteværter i Indre By, som planlægges gennemført primo 2019.

Udgifter til medarbejdere håndteres indenfor Ejendomsdrift og Services driftsbudget.

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsforvaltningen godkender indstillingen, iværksætter Kultur- og Fritidsforvaltningen straks tilrettelæggelse af forsøget samt kompetenceforløb for medarbejdere i Ejendomsdrift og Service.

Mette Touborg           

                                     /Aravni Jakobsen

 

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 6. december 2018:

Der blev begæret delt afstemning om at-punkterne.

 

Et flertal (Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Jonas Bjørn Jensen, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Franciska Rosenkilde, Kim Hjerrild, Maria Frej og Christopher Røhl Andersen) stemte for indstillingens 1. at-punkt.

Et mindretal (Karina Bergmann) stemte imod.

Flemming Steen Munch undlod at stemme.

Indstillingens 1. at-punkt blev således godkendt.

 

Et flertal (Rune Dybvad, Tue Hækkerup, Jonas Bjørn Jensen, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Franciska Rosenkilde, Kim Hjerrild, Maria Frej og Christopher Røhl Andersen) stemte for indstillingens 2. at-punkt.

Et mindretal (Karina Bergmann) stemte imod.

Flemming Steen Munch undlod at stemme.

Indstillingens 2. at-punkt blev således godkendt.

 

Karina Bergmann ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "I Liberal Alliance er vi imod at bruge 0,4 mio. kr. på planlægnings- og kompetenceudviklingsaktiviteter på et forsøg der kun strækker sig i 2-3 måneder, fredag og lørdag. Natteværter har ingen myndighed og skal ikke agere kommunale barnepiger ude i byen."

Til top