Mødedato: 06.12.2012, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-SAG: Energicenter Voldparken. Driftsaftale om bevilling 2013 og 2014

  Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om Kultur- og Fritidsforvaltningen kan bemyndiges at indgå driftstilskud med Energicenter Voldparken i 2013 og 2014.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller

1. at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger Kultur- og Fritidsforvaltningen til at udarbejde en driftsaftale med Energicenter Voldparken.  

Problemstilling

Med vedtagelsen af budget 2013 blev der givet en bevilling til at fortsætte udviklingen af Energicenter Voldparken som en del af udviklingsplanen for Tingbjerg/Husum. Derfor skal der indgås en konkret driftsaftale med Energicenter Voldparken om midlernes anvendelse.

Løsning

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil benytte bevillingen til leje af flere lokaler i centret og til aktiviteter ved brugen af lokalerne. Der er tale om forskellige lokaler, som kan indrettes til forskellige formål alt efter brugernes ønsker og behov. Det kan f.eks. være bevægelsesrum, kreative værksteder og kursus- og mødelokaler, hvor lokalområdets beboere kan arbejde sammen med professionelle om sundhedsfremmende indsatser, forældrenetværk og kompetenceudvikling.

Lokalerne stilles vederlagsfrit til rådighed for frivillige og folkeoplysende foreninger i Energicenter Voldparken. 

Energicenter Voldparken vil i betydelig øget omfang kunne fungere som facilitet for frivillige og foreningers aktiviteter. Med en aktivitetsmedarbejder vil der også blive satset på at facilitere udviklingen af frivilligmiljøet og aktiviteter knyttet hertil.

Leje af lokaler følger reglerne for leje af lokaler i Københavns Kommune.

Administrationen af lokaler, herunder booking og lokaleindretning., foreningsaktiviteter i lokalerne samt ansættelse af aktivitetsmedarbejder, indarbejdes i en driftsaftale. 

Bevillingen er på to mio. kr. i såvel 2013 som 2014. 

Tilskuddet fordeles med ca. 1 mio. kr. til husleje og ca. 1 mio. kr. til aktiviteter.

Økonomi

Bevillingen finansieres fra konto 5004 Planlægning, IM 00.32.31.1, Energicenter Voldparken.

Videre proces

Kultur og Fritidsforvaltningen udarbejder driftsaftale om tilskud til lokaledrift og aktiviteter.


Carsten Haurum
                                        /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 6. december 2012:

Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1.
Indstillingen blev godkendt.
Til top