Mødedato: 06.06.2019, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Bevillingsudløb ultimo 2019

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til om bevillinger, der udløber ultimo 2019, skal henvises til forhandlingerne om budget 2020.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, hvilke bevillinger, der udløber ultimo 2019, der skal henvises til forhandlingerne om budget 2020, jf. bilag 1.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den 2. maj 2019 udvalgets samlede budgetbidrag for 2020. Som en del af budgetbidraget, skal Kultur- og Fritidsudvalget beslutte, hvordan bevillingerne, der udløber i 2019, skal håndteres. På mødet den 2. maj 2019 traf udvalget ikke beslutning om at finansiere bevillingsudløbene inden for egen ramme, men anmodede forvaltningen om en selvstændig indstilling vedrørende håndtering af bevillingsudløbene. 

Ultimo 2019 udløber der servicebevillinger for i alt 43,3 mio. kr. Heraf er 9 mio. kr. afsat til et såkaldt megaevent og en festival, som ikke er relevant at videreføre. Det egentlige refinansieringsbehov er derfor 34,3 mio. kr. Bilag 1 viser alle bevillinger, der udløber ultimo 2019.

Løsning

Kultur- og Fritidsudvalget kan beslutte at henvise bevillinger, der udløber til forhandlingerne om budget 2020. Uden finansiering vil aktiviteterne ikke kunne videreføres efter 2019.  

Bilag 1 viser bevillinger, der udløber ultimo 2019. Udover det samlede overblik er der for hvert bevillingsudløb et kort notat i bilag 1, der beskriver resultater for de enkelte bevillinger.

Det bemærkes, at der fra udvalgets disponible midler er givet tilskud til aktiviteter over flere år, der ikke fremgår af indstillingen. Der udarbejdes ikke budgetnotater på initiativer støttet af de disponible midler, medmindre Kultur- og Fritidsudvalget specifikt beslutter det. 

Daghøjskolerne

Ultimo 2018 udløb overførselsbevillingen til Daghøjskolerne på overførsler på 10,3 mio. kr. Tilskuddet til Daghøjskolerne er finansieret midlertidigt i 2019 via et internt lån. Kultur- og Fritidsudvalget anbefalede på mødet den 11. oktober 2018 overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at tilbagebetalingen af lånet enten håndteres i vedtagelsen af budget 2020, i reduktion af det varige tilskud eller i en kombination heraf.

Forvaltningen udarbejder et budgetnotat vedrørende finansiering af Daghøjskolerne, som kan indgå i forhandlingerne om budget 2020.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt udvalget vælger at henvise bevillinger, der udløber ultimo 2019, til forhandlingerne om budget 2020, udarbejder forvaltningen budgetnotater frem mod Kultur- og Fritidsudvalgets opfølgende budgetseminar den 16. august 2019.

 

Mette Touborg                              

                                            /Thomas Christensen     

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 6. juni 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget anmodede om, at følgende bevillinger, der udløber ultimo 2019, henvises til forhandlingerne om budget 2020 (jf. bilag 1):

  • Anemonen
  • Arbejdermuseet
  • Copenhagen 2021 – nyt budgetnotat
  • Festivalpulje – inkl. jødisk filmfestival, jf. hensigtserklæring B 2019
  • Folkeoplysning
  • Frivilligcenter Voldparken 
  • Honorarstøtte til koncerter på plejehjem
  • Fribyordning ICORN
  • Kvarterhuset Sydhavn  - der blev anmodet om et samlet budgetnotat i forhold til kultur i Sydhavnen
  • Sommeråbent i svømmehaller
  • Udvidet åbningstid i havnebadene
  • FerieCamp
  • Daghøjskolerne

 

Karina Bergmann tilkendegav til beslutningsprotokollen, at hun ikke kunne støtte at følgende bevillinger henvises til budgetforhandlingerne: Copenhagen 2021, Festivalpulje 2019, Folkeoplysning, Frivilligcenter Voldparken, Daghøjskoler.

 

Til top