Mødedato: 06.06.2002, kl. 11:00

Udvidelse af søndagsåbent på biblioteksområdet

Udvidelse af søndagsåbent på biblioteksområdet

for mødet «MDAT» kl

Kultur- og Fritidsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 6. juni 2002

 

12. Udvidelse af søndagsåbent på biblioteksområdet

(KFU 222/2002)

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget udvider antallet af lokalbiblioteker med søndagsåbent i vinterhalvåret fra 4 til 8 fra 1. januar 2003

at udgiften på 0,755 mio. kr. indarbejdes inden for den budgetramme, som er afsat til biblioteksformål i Kultur- og Fritidsudvalgets budgetforslag 2003.

 

RESUME

I forbindelse med behandling af forslag til budget 2003 drøftede Kultur- og Fritidsudvalget muligheden for at indføre søndagsåbent på alle bibliotekerne inden for den eksisterende bemanding.

Forvaltningen har beregnet, at det vil koste ca. 5,5 mio. kr., hvis alle biblioteker, inkl. hovedbiblioteket, skulle have åbent om søndagen i vinterhalvåret, og at det i praksis ikke kan gennemføres med den nuværende bemanding og de gældende aftaler og overenskomster.

En forøgelse af antallet af søndagsåbne lokalbiblioteker fra 1 til 2 i hvert af de fire netværksområder (Amager, Øst, Nord og Syd) vil koste ca. 0,755 mio. kr., heraf 0,63 mio. kr. i lønomkostninger. Denne udgift vil i 2003 kunne afholdes inden for Bibliotekernes eget budget.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund.

I forbindelse med behandling af forslag til budget 2003 drøftede Kultur- og Fritidsudvalget muligheden for at indføre søndagsåbent på alle bibliotekerne inden for den eksisterende bemanding.

Forvaltningen har beregnet, at det vil koste ca. 5,5 mio. kr., hvis alle biblioteker, inkl. hovedbiblioteket, skulle have åbent om søndagen i vinterhalvåret, og at det i praksis ikke kan gennemføres med den nuværende bemanding og de gældende aftaler og overenskomster.

En forøgelse af antallet af søndagsåbne lokalbiblioteker fra 1 til 2 i hvert af de fire netværksområder (Amager, Øst, Nord og Syd) vil koste ca. 0,755 mio. kr., heraf 0,63 mio. kr. i lønomkostninger.

Erfaringer med søndagsåbent.

I 1992 blev der gjort forsøg med 4 timers søndagsåbning i 4 biblioteker, et forsøg som siden er blevet en permanent ordning. I dag er der søndagsåbent på følgende 4 biblioteker: Christianshavns Bibliotek (13.00 – 17.00), Valby Bibliotek (12.00 – 16.00) , Øbro Jagtvej Bibliotek (13.00 – 17.00) og Brønshøj Bibliotek (12.00 – 16.00).

Erfaringerne fra de 4 søndagsåbne biblioteker viser, at søndagene er godt besøgte. Opgørelserne viser, at der i 1. kvartal 2002 er ca. 10% flere besøgende pr. åbningstime om søndagen end gennemsnit af besøgende pr. åbningstime på ugens øvrige 5 hverdage (mandag – fredag), samt 25% flere besøgende pr. åbningstime om lørdagen end gennemsnit af besøgende pr. åbningstime på ugens øvrige 5 hverdage. Tallene varierer dog fra bibliotek til bibliotek.

Erfaringerne viser også at brugerne typisk opholder sig i længere tid på biblioteket end på almindelige hverdage, at i særlig grad mange børnefamilier, studerende og mange nye biblioteksbrugere (ikke hverdagsbrugere) benytter sig af de søndagsåbne biblioteker. De søndagsåbne biblioteker beskriver erfaringerne på følgende måde:

"Søndagen er en helt speciel dag, brugerne der kommer denne dag er glade, smilende og vil gerne småsludre. Dagen er præget af ro, ingen stress samt er en dag hvor familien gør det til noget hyggeligt at gå på biblioteket sammen.

Mange af de brugere, som kommer på biblioteket om søndagen er ikke brugere som kommer til hverdag, mange især børnefamilierne har lavet det til en fast rutine at komme hver fjerde søndag, det passer med udlån på 1. søndag og materialerne skal afleveres den 4. søndag. Børnefamilierne bliver længere på biblioteket, læser historier, spiller spil, bruger computerne og bare giver sig tid til at være sammen om f.eks. bogvalget.

Der kommer en del ældre mennesker, enten for at læse søndagsavisen, finde pjecer om oplevelser i den kommende uge eller bare få en god bog med hjem. Andre der er ude og gå tur slår lige et smut forbi for at se om der er nogle spændende tilbud.

Derudover er der selvfølgelig alle de studerende og brugerne af Internettet, som har tid til at blive længe og har tid til at være selvhjulpne denne dag."

 

Udgifter ved søndagsåbent på 4 biblioteker

Bemandingskravene og deraf følgende lønomkostninger i tilknytning til søndagsåbent varierer fra bibliotek til bibliotek afhængig af størrelse og indretning af de enkelte biblioteker.

De følgende beregninger er baseret på, at der er tale om en fordobling af det nuværende antal søndagsåbne biblioteker i de fire netværksområder, altså en samlet udvidelse fra 4 til 8 søndagsåbne biblioteker. Beregningerne er foretaget med afsæt i bemandingsplanerne for de 4 nuværende søndagsåbne biblioteker.

En vintersæson skønnes at indebære 25 åbningssøndage, hvilket vil forøge den samlede åbningstid med 400 timer pr. sæson.

Der er beregnet 4 timers brugeråbningstid pr. bibliotek, hvilket indebærer 5 timers vagt pr. medarbejder. Pr. medarbejder vil hver søndagsvagt koste 7½ time for 5 timers arbejde, da der afregnes med 50% kompensation for søndagstjeneste efter de gældende regler.

På baggrund heraf udgør de samlede omkostninger forbundet med en udvidelse fra 4 til 8 søndagsåbne biblioteker ca. 0,755 mio. kr., heraf 0,63 mio. kr. i lønomkostninger og 0,125 mio. kr. til ekstra driftsomkostninger til varme, el og rengøring.

Til sammenligning skal bemærkes, at omkostningerne ved søndagsåbent på Hovedbiblioteket skønsmæssigt alene i lønomkostninger vil beløbe sig til ca. 950.000 kr. pr. sæson.

 

MILJØVURDERING

Forslaget vil betyde en mindre stigning i varme- og elforbruget på 4 biblioteker, men skønnes derudover ikke at have miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Udgiften på 0,755 mio. kr. indarbejdes i budgetforslag 2003 på konto 3.50.1 Folkebiblioteker i overensstemmelse med nedenstående:

524.000 kr. på den udisponerede pulje, som Kultur- og Fritidsudvalget har afsat på bibliotekernes budget 2003 (puljen er en videreførsel af det budget, der i 2002 var afsat til forundersøgelse vedrørende Hovedbiblioteket).

231.000 kr. inden for bibliotekernes samlede ramme på baggrund af interne omprioriteringer.

HØRING

Forslaget har været forelagt Bibliotekernes Samarbejdsudvalg, som i enighed har udtrykt principiel tilslutning til forslaget.

BILAG

1. Bilag til KFU-møde den 18. april 2002. Pkt. 33 Budgetforslag 2003 (KFU179/2002) "Supplerende oplysninger til spørgsmål 4."

 

Olga Brüniche-Olsen

/ Jan Østergaard Bertelsen

 

 

Til top