Mødedato: 06.04.2006, kl. 15:00

Spillested for verdensmusik - indkaldelse af ansøgninger

Spillested for verdensmusik - indkaldelse af ansøgninger

Kultur- og Fritidsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 6. april 2006

 

Fraværende

 

 

 

Sager til beslutning

 

7.      Spillested for verdensmusik - indkaldelse af ansøgninger

(KFU 160/2006)

 

INDSTILLING

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

at Kultur- og Fritidsudvalget bemyndiger forvaltningen til at indkalde ansøgninger til et nyt regionalt spillested for verdensmusik i København for perioden 2006 til 2008 under forudsætning af medfinansiering fra Kunstrådets Musikudvalg 

at Kultur- og Fritidsudvalget reserverer 550.000 kr. til nyt spillested for verdensmusik i 2006, 2007 og 2008.

at der anvises dækning for beløbet i 2006 på konto 3.63.1 Musikarrangementer i 2006. I 2007 og 2008 anvises der dækning fra samme konto under forudsætning af Borgerrepræsentationens vedtagelse af budgettet.

 

 

RESUME

Efter spillestedet Etnoramas konkurs i december 2005 har forvaltningen modtaget henvendelser fra foreninger og spillesteder, der arbejder på at få skabt et nyt spillested for verdensmusik i København. Kultur- og Fritidsudvalget har afsat 550.000 kr. til Etnorama hvert år frem til 2008, hvor kontrakterne med de regionale spillesteder udløber. Forvaltningen foreslår en ansøgningsrunde for et verdensmusikspillested i København med ansøgningsfrist den 31. maj 2006. Forudsætningen er, at Kunstrådets Musikudvalg bevilger samme beløb som kommunen til et nyt spillested.

Forvaltningen har drøftet sagen med Kunstrådets Musikudvalg, som forholder sig positivt, men først træffer beslutning om medfinansie-ring, når Kultur- og Fritidsudvalgets har givet tilsagn om støtte. 

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Danmarks første regionale spillested for verdensmusik, Etnorama, gik i december 2005 konkurs efter at have eksisteret i 11 måneder. Der tegnede sig meget hurtigt efter en stor interesse for et nyt verdensmusikspillested i København blandt brede grupper i Københavns og Danmarks musikorganisationer.

Kultur- og Fritidsudvalget har afsat 550.000 kr. til Etnorama hvert år frem til 2008, hvor kontrakterne med de regionale spillesteder udløber.

Forvaltningen har været i dialog med flere interesserede i februar og marts 2006 og foreslår nu, at der indkaldes ansøgninger til et regionalt spillested for verdensmusik under forudsætning af, at Kunstrådets Musikudvalg finansierer et nyt spillested med samme beløb som kommunen.

Kunstrådets Musikudvalg afventer Kultur- og Fritidsudvalgets tilsagn om støtte, før det træffer beslutning, men har udtrykt interesse for, at der bliver etableret et nyt verdensmusikspillested i København.

Proces
6. april 2006:
Kultur- og Fritidsudvalget træffer beslutning om reservation af midler til et nyt spillested for verdensmusik. Beslutningen meddeles Kunstrådets Musikudvalg.

April – maj 2006: Indkaldelse af ansøgninger (avisannoncer og via direkte henvendelse til honorarstøttede spillesteder, kulturhuse og paraplyorganisationerne for musik).

31. maj 2006: Ansøgningsfrist 

22.juni 2006: Kultur- og Fritidsudvalget træffer beslutning om indstilling af én ansøger til støtte i perioden 2006-2008. Indstillingen sendes til Kunstrådets Musikudvalg.

Hvis Kunstrådets Musikudvalg tiltræder indstillingen, udarbejder forvaltningen i samarbejde med Kunststyrelsen en kontrakt med det nye spillested. Kontrakten skal godkendes af Kultur- og Fritidsudvalgets og Kunstrådets Musikudvalg.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er omfattet af Kultur- og Fritidsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes. Sagen vil blive miljøvurderet, når der er indsendt konkret forslag til et nyt spillested for verdensmusik i København.

Økonomi

Som følge af Etnoramas konkurs i december 2005 resterer der 550.000 kr. på budgettet for regionale spillesteder i hvert af årene 2006, 2007 og 2008.

Bilag

Ingen

 

Carsten Haurum

/ Merete Evers

 

 


 

Til top