Mødedato: 06.03.2015, kl. 12:30
Mødested: Vilvorde Kursuscenter

Status for Copenhagen White Water Park

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget orienteres om driftsmodel for Copenhagen White Water Park, med henblik på at projektet indgår i Overførselssagen 2014-15.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager status på Copenhagen White Water Park til efterretning
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om projektet skal indgå i Overførselssagen 2014-15.

Problemstilling

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede 23. oktober 2014, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skulle gå i nærmere dialog med Copenhagen White Water Park med henblik på at kvalificere deres oplæg, især med hensyn til en solid driftsmodel.

Endvidere besluttede udvalget, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skulle vende tilbage med en konkret indstilling, med henblik på at sagen i givet fald kan indgå i Overførselssagen 2014-15.

Løsning

Copenhagen White Water Park (CWWP) har en samlet økonomi på 39 mio. kr. I forbindelse med Overførselssagen 2014-15 søger interessenterne Kultur- og Fritidsudvalget om 12 mio. kr. Heraf 9,5 mio. kr. til projektering og etablering og et driftstilskud på i alt 2,5 mio. kr. fordelt over fem år.

Interessenterne har selv udarbejdet projektet. Det er sket i dialog med By & Havn. Projektet har i sin udformning og økonomi afsæt i erfaringerne fra et lignende anlæg i Skotland. Skal der udarbejdes et egentligt prissat projektforslag, viser erfaringerne fra andre projekter af denne karakter, at det vil koste 1-2 mio. kr.

CWWP er et anlæg til vandsportsaktiviteter. Anlægget muliggør aktiviteter i både stillestående vand og white water vand, hvor en pumpestrøm danner vandflow af forskellig styrke. Anlægget giver mulighed for blandt andet rafting, stand up paddle, kano, kajak, surfing, riverboarding og redningstræning. CWWP skal være et træningsanlæg for både nybegyndere og øvede, men det kan også benyttes til konkurrencer.

Projektforslaget rummer klubfaciliteter med omklædning, opbevaring, faciliteter til kurser m.v. samt et større vandareal til selve anlægget.

Projektforslaget retter sig mod foreninger, selvorganiserede udøvere samt lokale skoler og institutioner. Interessenterne oplyser, at der er cirka 700 organiserede udøvere i københavnsområdet og et ukendt antal selvorganiserede udøvere.

Det er interessenternes ønske, at anlægget bliver en del af de fremtidige permanente kultur- og fritidstilbud i det nye Nordhavn.

Økonomi
Projektets etableringsomkostninger bygger på erfaringer fra etablering af klubfaciliteter i København og et referenceprojekt i Skotland. Etableringen af CWWP søges finansieret gennem Kultur- og Fritidsudvalget, By & Havn samt flere fonde. By & Havn samt Lokale og Anlægsfonden har tilkendegivet deres interesse for projektet (se bilag 4 og 5).

CWWP vurderer, at de årlige driftsudgifter beløber sig fra 1,9 mio. kr. i år 1 til 3,0 mio. kr. i år 5. Den væsentligste del af driftsindtægterne udgøres af medlemsfinansiering, mens en mindre del stammer fra kommercielle aktiviteter. CWWP har fastsat forskellige kontingentpriser med afsæt i brugernes alder. Årligt medlemskontingent for voksne er fastsat til 2.000 kr., for unge er kontingentet 1.000 kr. årligt, og for børn 500 kr. årligt. Driften af anlægget søges finansieret gennem Kultur- og Fritidsudvalget, medlemsbetaling, afholdelse af events/kurser m.v. Pumpedriftsudgifterne for white water anlægget vil være afhængigt af brugen, og af om brugerne er voksne eller børn. Færre brugere vil medføre lavere driftsudgifter
.

Driftsbudget år 1-3:

Indtægter

År 1

År 2

År 3

Kultur- og Fritidsudvalget

500.000

kr.

500.000

kr.

500.000

kr.

Kontingenter

1.202.000

kr.

1.852.000

kr.

2.352.000

kr.

Events/kurser m.v.

200.000

kr.

200.000

kr.

200.000

kr.

Indtægter total

1.902.000

kr.

2.552.000

kr.

3.052.000

kr.

Udgifter

År 1

År 2

År 3

Lønninger

675.000

kr.

900.000

kr.

900.000

kr.

El, vand, varme

570.000

kr.

750.000

kr.

900.000

kr.

Lejeudgifter

200.000

kr.

200.000

kr.

200.000

kr.

El pumpestation

300.000

kr.

500.000

kr.

600.000

kr.

Administration m.v.

157.000

kr.

182.000

kr.

307.000

kr.

Udgifter total

1.902.000

kr.

2.532.000

kr.

2.907.000

kr.

Resultat

0

kr.

20.000

kr.

145.000

kr.

For detaljeret driftsbudget for år 1-5 henvises til bilag 2 og 3.

Organisering
Projektforslaget indeholder, at Copenhagen White Water Park skal etableres og drives som en selvejende institution. Institutionen skal ledes af en bestyrelse med repræsentanter fra de aktive brugergrupper, samt de stiftende organisationer Copenhagen Watersports samt Dansk Surf & Rafting Forbund. Copenhagen Watersports er en folkeoplysende forening under Københavns Kommune med cirka 200 medlemmer. Dansk Surf & Rafting Forbund er et nationalt forbund, og medlemmerne udgør foreninger, skoler og privatpersoner.

Placering
CWWP er i dialog med By & Havn om placeringsmuligheder i Nordhavn. Der arbejdes med en placering i Skudehavnen. By & Havn tilkendegiver, at de finder projektet interessant og ønsker at drøfte det med interessenterne i foråret 2015 med henblik på at kvalificere de første opstartsprojekter. Herunder udpege lokaliteter i indre Nordhavn samt kvalificere projektets anlægs- og driftsøkonomi, organisering m.v.

Interessenterne er i dialog med By & Havn om en 20-årig lejeaftale.

Lokalplaner for Nordhavnen

Der er endnu ikke udarbejdet lokalplan for Skudehavnen i Nordhavn. Interessenterne arbejder med en placering i Skudehavnens nordøstlige del. Den syd- og sydøstlige del af området lokalplanlægges cirka 2017. Det vestlige og nordlige område er perspektivområde, hvilket betyder, at området først lokalplanlægges om minimum 12 år.

Samlet vurdering
Vandsportsanlægget er det første af sin art i Danmark. Imidlertid har projektet en afprøvet organiseringsform, og projektets dominerende brugergruppe er antalsmæssigt i vækst. Tyngden i Copenhagen Watersports medlemmer ligger i aldersgruppen 25-30 år. I Københavns Kommune vil denne aldersgruppe vokse antalsmæssigt med 25% over de næste ti år. Samtidig oplever København en stigende interesse for vandsport. Erfaringer fra det lignende anlæg i Skotland viser, at anlægget genererede et mindre overskud i år 1.

Interessenterne er i positiv dialog med By & Havn omkring placering og fremtidigt samarbejde. Projektet er relativt langsigtet, og By & Havn tilkendegiver, at projektet i givet fald sandsynligvis først kan realiseres omkring 2019-20. Den videre projektering kan imidlertid ske allerede fra 2016. I forhold til lokalplanlægning af Nordhavnen skal projektet indgå snarest, såfremt det skal med i overvejelserne om den fremtidige udvikling i Nordhavnen. Her arbejder man byplanmæssigt med at bruge nærheden til vandet rekreativt.

Københavns Kommune har generelt gode erfaringer med nye projekter styret af brugerne selv. Det gælder for eksempel klatrehallen og beach volley hallen på Refshaleøen.

I projektet er der en tæt sammenhæng mellem målgruppe og forbrug, da driftsomkostningerne kan justeres herefter.

Baggrund
Med afsæt i anlægget i Skotland, vurderer interessenterne, at CWWP vil have et medlemstal på cirka 700 i år 1, cirka 1.150 i år 2 og cirka 1.400 i år 3, 4 og 5. Brugerne vil favne både børn, unge og voksne, idet anlægget kan målrettes flere færdighedsniveauer og aktivitetsformål.

Dansk Bjerg og Klatreklub på Refshaleøen har en organisering, der ligner CWWP. Dansk Bjerg og Klatreklub havde 600 medlemmer ved åbningen i 2013. I dag har de cirka 1.300 medlemmer. Deres årlige kontingent for voksne er fastsat til 3.600 kr. For unge er kontingentet 1.800 kr. om året og for børn 1.000 kr. om året.

Den bagvedliggende data for CWWP med hensyn til organisering, brugergrupper, medlemstal, udgifter/indtægter, driftsomkostninger m.v. tager afsæt i det nuværende organiserede white water og surf miljø i københavnsområdet samt det lignende white water anlæg i Skotland.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

På baggrund af Kultur- og Fritidsudvalgets tilkendegivelser vil der blive udarbejdet et budgetnotat med henblik på Overførselssagen 2014-15.


Carsten Haurum


                                               / Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 6. marts 2015:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens 1. at-punkt.

Der blev herefter begæret delt afstemning om følgende af Simon Strange stillede forslag:

  1. at forvaltningen arbejder videre med forslaget 
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at projektet skal indgå i forhandlingerne om budget 2016. 
  3. at forvaltningen afklarer om By & Havn vil dispensere for vandareallejen.

Der stemtes om forslagets 1. og 2. at-punkt:
Et flertal (Trine Schaltz, Rune Dybvad, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Allan Ahmad og Lilian Parker Kaule) stemte for forslagets 1. og 2. at-punkt.
Et mindretal (Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Andreas Pourkamali) stemte imod.

Forslagets 1. og 2. at-punkt blev dermed godkendt.

Der stemtes herefter om forslagets 3. at-punkt:

Et flertal (Trine Schaltz, Rune Dybvad, Simon Strange, Rikke Lauritzen, Allan Ahmad, Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Andreas Pourkamali) stemte for forslagets 3. at-punkt.
Ingen stemte imod.
Lilian Parker Kaule undlod at stemme.

Forslagets 3. at-punkt blev dermed godkendt.

Carl Christian Ebbesen, Michael Gatten, Jens-Kristian Lütken og Andreas Pourkamali ønskede tilført beslutningsprotokollen, at medlemmerne havde ønsket at projektet skulle indgå i overførselssagen 2014-2015.


Til top