Mødedato: 06.02.2020, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Medlemsforslag om midlertidig løsning af vagtsituationen i Hal C frem mod overførselssagen

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle medlemsforslaget. 

Indstilling

Franciska Rosenkilde og Kim Hjerrild har anmodet om, at følgende medlemsforslag optages på dagsordenen for Kultur- og Fritidsudvalgets møde torsdag den 30. januar 2019: 

Det foreslås,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter og eventuelt beslutter en midlertidig løsning af vagtsituationen i Hal C fra nu af og frem mod overførselssagen 2019/2020.

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. januar 2020:

Der blev begæret afstemning om et procedureforslag om, at sagen udsættes til den 6. februar 2020, med henblik på en yderligere belysning af sagen frem mod udvalgsmødet.

Et flertal (Marcus Vesterager, Henrik Appel Esbensen, Jonas Bjørn Jensen, Rikke Lauritzen, Jens Kjær Christensen, Neil Stenbæk Bloem og Lartey Lawson) stemte for procedureforslaget.

Et mindretal (Flemming Steen Munch og Karina Bergmann) stemte imod.

Franciska Rosenkilde og Kim Hjerrild undlod at stemme.

Procedureforslaget blev således godkendt. 

Motivering

Der er brug for bemanding i idrætshallerne. Der har været udfordringer med uro og ballade flere steder i byen, og det har gjort forældre utrygge ved at sende deres børn hen og dyrke idræt i den lokale forening.

Med budget 2020 blev der taget det første skridt til at få løst problemet, og der blev afsat penge til tryghedsskabende indsatser, herunder til halinspektører i fire udvalgte haller.

I mellemtiden har foreningerne og brugerne i Hal C på Christianshavn desværre også oplevet store problemer med uro og ballade.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har igangsat en række initiativer for at løse problemerne i Hal C herunder øget samarbejde med foreningerne, SSP og politi. Der har endvidere i perioder været indsat ekstra vagt i hallen, men der er behov for yderligere tiltag.

Det er ikke nok at sætte ind i fire haller, for uroen isolerer sig ikke i ét bestemt område eller bydel, men flytter sig rundt i byen.

I Alternativet ser vi helst en bydækkende model, ligesom det er vigtigt for Å at se på forebyggende løsninger, der løser de reelle problemer frem for at symptombehandle. Men der er også behov for vagter.

Å vil derfor rejse spørgsmålet om finansiering af en fast vagtordning i Hal C ved overførelsesforhandlingerne.

Men brugerne i Hal C kan ikke vente på en løsning indtil overførelsessagen er behandlet i Borgerrepræsentationen. Alternativet stiller derfor forslag om, at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter og eventuelt beslutter en midlertidig løsning af vagtsituationen i Hal C frem mod overførelsesforhandlingerne.

En fuld halinspektørmodel, som den vi har vedtaget i budgetforhandlingerne, kræver et par måneder at implementere. En mulighed frem mod overførelsesforhandlingerne vil derfor være, at indsætte fast bemanding i tidsrummet 15-22 alle ugens dage. Det vil koste ca. 46.000 kr. pr. måned.

Kassemæssig dækning for beløbet anvises på Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler.

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 6. februar 2020:

Sven Erik Brockdorff fra Christianshavns Lokaludvalg havde inden punktets behandling foretræde for udvalget om sagen.

Kultur- og Fritidsudvalget drøftede medlemsforslaget. 

På baggrund af de faldne bemærkninger vil Kultur- og Fritidsforvaltningen handle med udgangspunkt i sin faglige vurdering. 

 

Til top