Status på digitale løsninger, der understøtter københavnernes brug af kultur- og fritidsaktiviteter
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
-
at Kultur og Fritidsudvalget tager status på digitale løsninger, der understøtter københavnernes brug af kultur- og fritidsaktiviteter, til efterretning
-
at Kultur- og Fritidsudvalget tager orientering om Brugbyen.nu til efterretning.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 19. december 2019:
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at udsætte punktet af tidsmæssige årsager.
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 30. januar 2020:
Kultur- og Fritidsudvalget udsatte sagen af tidsmæssige grunde.
Problemstilling
Det er afgørende for københavnere og besøgendes brug af kultur- og fritidstilbud på tværs af byen, at det er nemt at få overblik over, tilmelde og benytte sig af tilbuddene. Derfor har Kultur- og Fritidsforvaltningen de seneste år udviklet og implementeret en række digitale løsninger, som gør det nemmere og mere intuitivt for borgerne at tage del i tilbuddene.
De digitale løsninger bliver præsenteret for Kultur- og Fritidsudvalget på mødet den 19. december 2019.
De digitale løsninger, der skal understøtte borgernes brug af kultur- og fritidsaktiviteter, kan desuden generere data om brugen af forvaltningens faciliteter. Ved at tage udgangspunkt i data om københavnernes kulturvaner, kan Kultur- og Fritidsforvaltningen bedre målrette kultur- og fritidstilbud efter københavnernes ønsker og behov. Data kan desuden understøtte forvaltningens arbejde med at øge adgangen til idrætsfaciliteter ved at planlægge og udnytte kapaciteten mere optimalt.
Løsning
Kultur- og Fritidsforvaltningen har selv udviklet og implementeret de primære digitale kanaler BookByen.dk og Brugbyen.nu til at få overblik over og kunne benytte forvaltningens tilbud (se bilag 1). Brugbyen.nu er Kultur- og Fritidsforvaltningens nye platform til målrettet markedsføring af kultur- og fritidstilbud.
Derudover bruger Kultur- og Fritidsforvaltningen følgende 3. parts løsninger: Billetto, billetsystem til svømmehaller, billetsystem til Historie og Kunst, henvendelsesregistrering i Copenhagen Visitor Service, besøgstæller og brugstællere.
Økonomi
Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Kultur- og Fritidsforvaltningen arbejder videre med digitale kanaler i overensstemmelse med Kultur- og Fritidsudvalgets tilkendegivelser.
Mette Touborg
/ Cecile Christensen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 6. februar 2020:
Kultur- og Fritidsudvalget tog status på digitale løsninger og orientering om Brugbyen.nu til efterretning.
Kultur- og Fritidsudvalget ønsker på et senere tidspunkt en nærmere drøftelse om de rejste emner, herunder kommunens Facebook-side og markedsføring.