Mødedato: 05.12.2024, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Udmøntning af anlægspuljer til idrætsfaciliteter 2025

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til 46 ansøgninger for i alt 24,9 mio. kr. i 2025. Der er i alt 10,2 mio. kr. til disposition i puljerne i 2025, som inklusiv momskompensation giver mulighed for udmøntning af i alt 12,3 mio. kr. til nye projekter.

Forvaltningen har med afsæt i de politisk godkendte kriterier for puljen vurderet de indkomne ansøgninger, og indstiller at 25 ansøgninger tilgodeses for i alt 7,2 mio. kr. Ansøgninger og forslag til prioritering fremgår af bilag 1.

Udvalget har tidligere afsat 0,2 mio. kr. til opførsel af padelbaner til KFUM-Tennis i Emdrup. Der har efterfølgende vist sig udfordringer med støjen fra anlægget og tilladelsen til opførsel fra Teknik- og Miljøforvaltningen. Kultur- og Fritidsudvalget skal derfor tage stilling til, om der skal afsættes yderligere 0,2 mio. kr. til en screening af mulighederne for at reducere støjen.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. At Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at fordele puljemidler med afsæt i forvaltningens forslag til prioritering af ansøgninger.
  2. At Kultur- og Fritidsudvalget afsætter en screeningsbevilling på yderligere 0,2 mio. kr. til kvalificering af løsning for KFUM Tennis til støjreducerende tiltag for padelbaner på Emdrup Idrætsanlæg.
  3. At Kultur- og Fritidsudvalget bevilger anlægstilskud på 1,0 mio. kr. til NREP til genhusning af aktiviteterne i Spor 10 i Jernbanebyen.

Problemstilling

I Budget 2022 og Budget 2023 blev der som led i udmøntningen af idrætsmilliarden afsat flerårige midler til anlægspuljerne hhv. ”Lokale foreningsaktiviteter og faciliteter i hele byen” og ”Pulje til ny foreningsdrevet idrætskapacitet”. Forvaltningen har behandlet de indkomne ansøgninger til projekter i 2025. Udvalget skal på den baggrund prioritere, hvilke ansøgninger, der skal bevilges tilskud.

Løsning

Der er i alt 10,2 mio. kr. (12,3 mio. kr. inkl. momskompensation) til disposition i puljerne i 2025 (tabel 1). Der er modtaget 46 ansøgninger til et samlet beløb på 24,9 mio. kr. Der stilles forslag om at tilgodese 25 ansøgninger for i alt 7,2 mio. kr., hvilket vil betyde et forbrug på puljerne på 6,1 mio. kr. som følge af momskompensation. Hertil kommer en særlig udfordring ifm. nyetablerede padelbaner på Emdrup Idrætsanlæg, der tidligere har modtaget anlægstilskud, hvor der lægges op til en screeningsbevilling på 0,2 mio. kr. De indkomne ansøgninger samt forslag til prioritering fremgår af bilag 1.

Forvaltningens vurdering og foreslåede prioritering har afsæt i puljernes kriterier (bilag 2), som blev fastsat af Kultur- og Fritidsudvalget den 18. januar 2022, herunder kriterierne om afledte forbedrede aktivitetsmuligheder, særligt for børn og unge, medfinansiering mv. Hertil kommer hensyn til, om projektet er eksekveringsparat, forholdet mellem beløb og afledt værdi mv. Ansøgningerne er på denne baggrund blevet tildelt en samlet score på en skala fra 1-5. Den foreslåede prioritering baserer sig på forslag om, at der bevilges tilskud til projekter med vurderingen 3-5.

Padelbaner på Emdrup Idrætsanlæg

Kultur- og Fritidsudvalget bevilgede d. 31. marts 2022 anlægstilskud på i alt 0,2 mio. kr. til KFUM Tennis som medfinansiering til etablering af to padelbaner på Emdrup Idrætsanlæg (0,1 mio. kr. pr. bane). Etablering af de to baner har kostet 1,2 mio. kr. og foreningen har således selv bidraget med ca. 1 mio. kr. Efter ibrugtagning er der indkommet støjklager fra naboer, og TMF har vurderet at der skal etableres støjreducerende foranstaltninger.

Foreningen har undersøgt hvordan støjen kan nedbringes. Det vil være nødvendigt at opføre en egentlig hal for at kunne benytte banerne normalt. En hal vil samtidig forøge spilletiden, da der kan spilles hele året. Opførelse af en hal vil koste ca. 3,3 mio. kr. hvoraf foreningen vil egenfinansiere 500 t.kr. Alternativt kan man afsætte en screeningsbevilling på 200 t.kr. med henblik på at undersøge muligheden for at omplacere banerne som en del af en omlægning af tennisbaner m.m. jf. bilag 3. Endelig kan man gå i dialog med TMF om, hvor meget spilletiden skal reduceres for at overholde støjkravene, hvis man ikke vil give tilskud. De årlige indtægter på banerne er på ca. 460 t.kr. årligt, og reduceret spilletid vil betyde mistede indtægter. Nedlukning og fjernelse af banerne vil betyde et tab for foreningen på ca. 1,3 mio. kr. fordelt med foreningens investering i banerne på 1,0 mio. kr. og udgifter forbundet med bortskaffelse på ca. 0,3 mio. kr. Hertil kommer mistede indtægter. Forvaltningen foreslår, at der afsættes en screeningbevilling til at analysere forholdet yderligere med mulighed for at vende tilbage til udvalget med en tilskudssag, når muligheder er fuldt afdækkede.

Midlertidige faciliteter i Jernbanebyen

Kultur- og Fritidsudvalget har tidligere bevilget en række anlægstilskud til midlertidige faciliteter i Spor 10 i Jernbanebyen, som har dannet grundlag for foreningslivet den kommende bydel med bl.a. skate, basket og kampsport. Spor 10 står over for en ombygning medio 2025, og NREP, der forestår udviklingen, har anvist mulighed for midlertidig ny placering af aktiviteterne i andre eksisterende haller området. Til det formål har de søgt anlægstilskud på 1,0 mio. kr. til den nødvendige klargøring af den nye lokation, herunder brand- og adgangsforhold, med henblik på at kunne huse aktiviteterne indtil 2029. Tilskuddet vil være øremærket de folkeoplysende aktiviteter, og NREP oplyser, at bygningerne skal nedrives efter 2029. Da initiativerne i tilskuddet overvejende vedrører selve bygningen, vil der være begrænset mulighed for efterfølgende anvendelse. NREP stiller med egenfinansiering på 0,2 mio. kr. og vil med bevillingen søge fonde til projekt om at sikre foreningslivets blivende værdi for områdets udvikling.

Økonomi

Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender 1. at-punkt, udmøntes der i alt 5,1 mio. kr. fra puljerne i 2025. Godkendes 2. at-punkt bevilges anlægstilskud på 0,2 mio. kr. til KFUM Tennis til undersøgelse af støjreducerende tiltag. Godkendes 3. at-punkt bevilges anlægstilskud på 1,0 mio. kr. til NREP til genhusning af aktiviteterne i Spor 10 i Jernbanebyen.

Videre proces

Hvis ansøgninger imødekommes, vil forvaltningen i dialog med tilskudsmodtager udarbejde en tilskudsaftale. Forvaltningen vil på baggrund af udvalgets prioritering fordele bevillingerne på de forskellige puljer i overensstemmelse med puljernes respektive kriterier.

Forvaltningen vil screene mulighederne for at reducere støjen fra padelbanerne i Emdrup og vende tilbage til udvalget herom.

Forvaltningen vil medio 2025 igangsætte ansøgningsrunde til puljernes midler i 2026, med henblik på at Kultur- og Fritidsudvalget forelægges en udmøntningsindstilling ultimo 2025. Forvaltningen vil informere bredt om muligheden for at søge tilskud.

Til top