Mødedato: 05.12.2024, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Profil for ny skoleidrætshal på Gerbrandskolen

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til profilen for en kommende skoleidrætshal på Gerbrandskolen, som grundlag for den videre planlægning og anlægsbevilling. Ved overførelsessagen 2023/2024 blev der givet en planlægningsbevilling af en ny skoleidrætshal på Gerbrandskolen. I den indledende planlægningsfase er der afviklet møder med repræsentanter for skolen og lokale idrætsforeninger.

På baggrund af behovsafklaringen foreslår forvaltningen, at der arbejdes videre med en børneidrætsprofil. Hallen vil dermed indeholde mindre baner til holdsport og bevægelseslandskaber, der motiverer flere børn til at være aktive. Faciliteten vil tage udgangspunkt i leg til både idrætsundervisning og foreningsidræt. Børneprofilen betyder, at der ikke kan spilles håndbold og futsal på fuld banestørrelse pga. fast inventar. Det skyldes indretning med fast inventar til et bevægelsesområde, der er nødvendig for at skabe en tydelig børneidrætsprofil. Hvis der både skal være børneprofil og fuld banestørrelse, skal halrummets volumen udvides, hvilket vil kræve en ny politisk beslutning og fordyre projektet væsentligt. Klassiske halidrætsgrene som basketball, badminton og volleyball kan fortsat spilles på fuld bane. Idrætshallen vil derfor blive attraktiv for både børn og voksne indenfor en bred vifte af idrætsgrene.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller

  1. At Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der arbejdes videre med en børneidrætsprofil jf. sagsfremstillingen

Problemstilling

For at Byggeri København kan komme videre med planlægningen af en ny skoleidrætshal ved Gerbrandskolen, skal der politisk tages stilling til idrætshallens profil. Profilen vil præge arealdisponering, indretning og udtrykket, så idrætshallen målrettes udvalgte brugergrupper.

Løsning

Der er afsat 2,4 mio. kr. til planlægning af en ny skoleidrætshal på Gerbrandskolen på 1.600 netto m2 – svarende til 2.000 brutto m2. Heri indgår et multianvendeligt aktivitetsareal, depotrum, omklædningsrum og servicefunktioner.

Skoleidrætshallen vil blive anvendt fra kl. 8-23 både hverdage og weekender. I dagtimerne vil idrætshallen blive anvendt til idrætsundervisning, og KKFO-aktiviteter. Efter kl. 16 vil idrætshallen blive anvendt af idrætsforeninger til en bred vifte af idrætsaktiviteter.

Den overordnede vision er, at der skabes en idrætsfacilitet, der imødekommer både skolens og lokale idrætsforeningers behov og ønsker til en ny indendørs idrætsfacilitet. Idrætshallen skal kunne tilbyde nye aktivitetsmuligheder, der supplerer skolens gymnastiksale, nærtliggende standardstørrelse haller med 20x40m spilleflade i Sundbyøsterhallerne samt eksisterende og kommende standardidrætshaller i Sundby Idrætspark.

Kultur- og Fritidsforvaltningen og Børne- og ungdomsforvaltningen har nu foretaget en indledende behovsafklaring i dialog med brugerrepræsentanter.

Gerbrandskolen har et stort ønske om at målrette idrætshallen til skolens børnegruppe i 0.-6. klasse og få et idrætsrum, der kan rumme mere pladskrævende idrætsaktiviteter end deres nuværende små gymnastiksale.

Idrætsforeningerne har ønske om at idrætshallen målrettes børneidræt, men at det i videst muligt omfang sikres, at den kan bruges i ydertimerne til voksenidræt.

Profil: Børn, bevægelse og boldspil

På baggrund af den indledende dialog med brugerrepræsentanterne indstiller Kultur- og Fritidsforvaltningen med opbakning fra Børne- og Ungdomsforvaltningen, at hallen får en særlig profil med fokus på børn, bevægelse og boldspil, der understøtter børns motoriske færdigheder og bevægelsesglæde. Nyeste tal viser, at 27 procent af børn, der starter i skole, har motoriske udfordringer, hvilket har en negativ påvirkning på deres læring og trivsel.

Profilen med børn, bevægelse og boldspil skabes ved at programmere idrætshallen med udgangspunkt i børnenes bevægelsesbehov og idrætters børneformater som MiniTon, Totalhåndbold, Kortbane håndbold, 3 mod 3-fodbold. I op mod en tredjedel af halrummet skabes et bevægelsesområde med fokus på grundmotoriske færdigheder og indrettes med inspiration fra ninjabaner med bl.a. madrasser og tumleredskaber. Særindretningen skal sammen med et kreativt visuelt udtryk skabe en oplevelse af et legende idrætsmiljø designet til børn. Det skal give flere børn lyst og mod på at deltage i legen samt udfordre sig selv og hinanden i grundmotoriske færdigheder såsom løb, hop, kast/grib, sving, spark og klatring. Det klassiske gymnastikinventar fravælges til fordel for frie vægflader til boldspil, da gymnastikken kan dyrkes i de nuværende gymnastiksale. 

I Idrætshallen indarbejdes også små nicher og zoner til at deltage på kanten af idrætsaktivitet for at imødekomme de mest idrætsusikre børn samt at invitere piger med i legen.

Da idrætshallen i aftentimerne forventes at blive anvendt af idrætsforeningers unge- og voksenmedlemmer, vil der i programmeringen af hallen i videst muligt omfang blive taget højde herfor. Profilen betyder, at de mest pladskrævende halidrætter som håndbold, futsal og floorball ikke kan spilles på fuld banestørrelse, som voksne anvender, og som Amager SK har ytret ønske om i behovsafklaringen. Det skyldes indretning med fast inventar til et bevægelsesområde, der er nødvendig for at skabe en tydelig børneprofil. Både børn og voksne vil stadig kunne spille badminton, volleyball, basketball på fuld banestørrelse. Halrummets volumen bevares, og det vil derfor være muligt på sigt at omdanne hallen til en klassisk 20x40 hal, hvis behovet herfor opstår.

Bearbejdning af udearealet med kunstgræs

Idrætshallen bliver placeret på dele af skolens græsareal, som i dag både anvendes som en stor boldbane og generelt som skolegård. Udearealet reduceres derfor betragteligt og øger presset på det tilbageværende græsareal. I behovsafklaringen har skolen, KKFO’en og lokalområdet tilkendegivet et behov for, at det resterende græsareal bearbejdes med bl.a. kunstgræs, så det kan modstå intensiv brug hele året rundt. Det er muligt at placere, hvad der svarer til ca. en 8v8 kunstgræsbane, hvorved også foreningslivet og lokalområdet vil have glæde heraf.

En bearbejdning af udearealet med kunstgræs indgik som tilvalg til skoleidrætshallen i OFS23/24, men blev ikke prioriteret.

Økonomi

Realisering af børneidrætsprofilen på idrætshallen forventes at koste i størrelsesordenen 2-4 mio. kr. Der forventes også at være besparelser forbundet med profilen, der vil reducere anlægsudgifterne. Den samlede økonomi afklares i planlægningsfasen og fremlægges i forbindelse anlægsbevillingen til budgetforhandlingerne om Budget 2026. 

Videre proces

Hvis indstillingen godkendes, arbejder forvaltningen videre med planlægning af idrætshallen med den foreslåede børneidrætsprofil.

 

Aravni Jakobsen                                           

    /Mads Kamp Hansen

 

Til top