Behandling af udkast til Handleplan for internationale borgeres brug af kultur- og fritidstilbud
Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) skal med indstillingen behandle udkast til handleplan for internationale borgeres brug af kultur- og fritidstilbud. Handleplanen indeholder på baggrund af inddragelsesprocesser, data og input fra udvalgets temadrøftelse i maj 2024 tre temaer:
- Styrket velkomst og tilgængelige tilbud
- Fokus på målgruppen
- Partnerskaber og frivillighed
Udvalget forelægges derudover konklusioner fra Kultur- og Fritidsforvaltningens (KFF) undersøgelse af internationale borgeres oplevelse og brug af kultur- og fritidstilbud i København.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- At Kultur- og Fritidsudvalget drøfter og godkender udkast til handleplan for internationale borgeres brug af kultur- og fritidstilbud (jf. bilag 1).
- At Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at de indsatser i handleplanen, som kræver finansiering, forelægges udvalget i første halvår af 2025.
- At Kultur- og Fritidsudvalget tager hovedkonklusioner fra undersøgelse af internationale borgeres oplevelse og brug af kultur- og fritidstilbud i København til efterretning (jf. bilag 2 og 3).
Problemstilling
København er afhængig af international arbejdskraft for at kunne imødekomme efterspørgslen på arbejdskraft inden for stort set alle brancher.
Siden 2013 har International House Copenhagen indrejst mere end 200.000 nye internationale borgere, som kommer for at arbejde, studere eller som medfølgende familie.
København rangerer lavt i målinger over internationale borgeres oplevelse af åbenhed og muligheder for at deltage i det sociale liv og integrere sig i lokale fællesskaber. De internationale borgere ønsker ligesom andre københavnere at dyrke deres fritidsinteresser, bidrage som frivillige eller udforske byen gennem kulturelle aktiviteter mv.
Nogle internationale borgere har fundet vej til foreninger, klubber og kulturtilbud, men mange oplever, at manglende information og tilgængelig udgør en barriere for at deltage. Københavns Kommune har et ansvar for at sikre en god modtagelse og gøre byens kultur- og fritidstilbud tilgængelige for alle.
Løsning
Handleplanen for internationale borgeres brug af kultur- og fritidstilbud er forankret i Kultur- og Fritidspolitikken 2023-26 under temaet ‘for fællesskabet’ og formulerer en ambition for internationale borgeres brug af kultur- og fritidstilbud.
Ambitionen med handleplanen er at skabe en attraktiv by, hvor internationale borgere føler sig hjemme, trives og har mulighed for at engagere sig i byens kultur- og idrætsfællesskaber. Målsætningen er at gøre byens tilbud tilgængelige, så de internationale borgere har samme muligheder for deltagelse som de dansktalende københavnere.
Handleplanen er udarbejdet på baggrund af Kultur- og Fritidspolitikken, input fra inddragelsesprocesser i forbindelse med behandling af ’Medlemsforslag om bedre forhold for internationale borgere’, forvaltningens undersøgelse af internationale borgeres oplevelse og brug af kultur- og fritidstilbud i København samt input fra udvalgets temadrøftelse på mødet i maj 2024.
Handleplanen indeholder på baggrund af disse input tre temaer:
- Styrket velkomst og tilgængelige tilbud
- Fokus på målgruppen
- Partnerskaber og frivillighed
Hvert tema indeholder en række indsatser, hvoraf nogle bygger videre på eksisterende indsatser og kan realiseres inden for budgetrammen, mens andre kræver ny finansiering. Handleplanen indeholder i alt 13 indsatser.
Undersøgelse af internationale borgeres oplevelse og brug af kultur- og fritidstilbud i København
KFF har gennemført en kvalitativ undersøgelse, hvor internationale borgere og medarbejdere på kultur- og fritidsinstitutioner er blevet interviewet med henblik på at afdække barriere for deltagelse i kultur- og fritidstilbud, og hvilke tilbud de internationale borgere efterspørger.
Derudover er der som led i undersøgelsen udarbejdet en kortlægning af tilbud målrettet internationale borgere på digitale platforme. Undersøgelses viser, at barriererne for internationale borgeres deltagelse bl.a. består i manglende viden om aktiviteter og indsigt i kommunens tilbud, tvivl om sprog og format samt manglende kendskab til dansk praksis og kulturelle koder.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. De indsatser i handleplanen, som kræver finansiering, forelægges udvalget i første halvår af 2025 med henblik på behandling i forhandlingerne om Budget 2026.
Videre proces
Indsatser i handleplanen, som kan igangsættes inden for den eksisterende økonomiske ramme, vil blive igangsat i løbet af 2024 og 2025. De indsatser i handleplanen, som kræver finansiering, forelægges udvalget i første halvår af 2025 med henblik på eventuel henvisning til på finansiering i Budget 2026.
Aravni Elisabeth Jakobsen
/Jakob Heide Petersen