Mødedato: 05.12.2024, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Opfølgning på medlemsforslag om sejlklubber på By & Havns arealer

Se alle bilag

Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til, om man vil kompensere en række ro- og sejlklubber på By & Havns arealer, som skal have reduceret tilskud til grundleje fra Folkeoplysningsudvalget. Det drejer sig om Søspejderne Gry, Roklubben Gefion, Roforeningen Kvik, Roklubben Skjold, Københavns Roklub, Danske Studenters Roklub, Sejlklubben Sundet og KØS Sejlsport.

Klubberne modtager i dag et højere tilskud til areallejen end Folkeoplysningsloven giver hjemmel til. Kultur- og Fritidsforvaltningen har følgende forslag til modeller, som er uddybet i bilag 1:

  1. Københavns Kommune lejer grundene af By & Havn og stiller dem vederlagsfrit til rådighed for klubberne efter reglerne i Folkeoplysningsloven. Trækket på FOUs lokaleramme vil være det samme som i dag, og klubbernes økonomi vil være uændret.

  2. Københavns Kommune giver tilskud til dækning af klubbernes lejeudgifter til By & Havn efter kommunalfuldmagtsreglerne. Der skal anvises finansiering på op til 2,7 mio. kr. årligt i Kultur- og Fritidsudvalgets disponible midler eller overføres finansiering fra Folkeoplysningsområdet, der aflastes med et tilsvarende beløb. Klubbernes økonomi vil være uændret.

  3. Københavns Kommune giver tilskud efter folkeoplysningsreglerne (forslaget fra FOU-mødet i december). Klubberne mister ved fuld indfasning samlet ca. 1,5 mio. kr. årligt. Der frigøres et tilsvarende beløb i Folkeoplysningsudvalget.

Beslutter udvalget at dække lejeudgifterne hos klubberne fuldt ud (model 1 og 2), vil det fortsat koste kommunen 2,7 mio. kr. årligt.

Beslutter udvalget at der skal gives tilskud efter Folkeoplysningsloven (model 3), vil det betyde, at tilskuddet reduceres med 1,5 mio. kr. årligt.

Klubberne har oplyst, at de ikke vurderer, at de økonomisk kan videreføres uændret i model 3. Det betyder, at de vil være nødt til at skulle skaffe yderligere indtægter ved udlejning eller ved at forhøje kontingenterne.

Det bemærkes, at alle andre folkeoplysende foreninger med lokaletilskud, får tilskud efter folkeoplysningslovens regler svarende til model 3.

Indstilling

Det foreslås,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget vælger, hvilken model forvaltningen skal arbejde videre med og anviser finansiering.
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at medlemsforslag stillet af Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, SF og Venstre den 11. april 2024, hermed er håndteret.

Problemstilling

I forbindelse med gennemgang af foreningsaftaler har Kultur- og Fritidsforvaltningen konstateret, at den hidtidige praksis, hvorefter klubberne har fået dækket alle deres lejeudgifter, ikke følger Folkeoplysningsloven. Forvaltningen indstillede derfor i december 2023 til Folkeoplysningsudvalget, at klubberne skulle ligestilles med andre folkeoplysende foreninger og over en 4-årig periode indfase et nyt tilskud. Klubberne vil med tilskud efter Folkeoplysningsloven tilsammen miste i omegnen af 1,5 mio. kr. om året, jf. bilag 1.

Klubberne klagede over indstillingen, og Folkeoplysningsudvalget besluttede at udsætte indfasningen, så tilskuddet i 2024 fulgte den hidtidige praksis.

Kultur- og Fritidsudvalget vedtog på baggrund af et medlemsforslag på udvalgsmødet den 11. april 2024, at forvaltningen skulle vende tilbage med en sag, der belyser rammevilkår og handlemuligheder.

For de folkeoplysende foreninger, der har aftaler med By & Havn, har praksis igennem mange år været, at der blev ydet 100% lokaletilskud til arealleje og til lokaleudgifter, hvis foreningerne havde lejet sig ind i By & Havns lokaler. Hvis foreningen selv ejer lokalerne, har der været ydet 65 % lokaletilskud efter reglerne for egne eller private lejemål.

Forvaltningen har ikke hjemmel til at yde 100% lokaletilskud, jf. Folkeoplysningsloven. Kommunale grunde/bygninger kan stilles vederlagsfrit til rådighed. Udgifter til egne/lejede grunde/bygninger kan derimod dækkes med op til 65% af udgiften afhængigt af hvor mange medlemmer under 25 år, klubberne har.

Det bemærkes, at Københavns Kommune ejer grunde ved siden af By & Havn og stiller dem vederlagsfrit til rådighed for klubber, der ligner klubberne på By & Havns arealer.

Løsning

De otte klubber har et samlet medlemstal på knap 2.500 medlemmer, herunder 500 under 25 år. Klubberne har gennem de seneste 5 år haft stigning i lejeudgifterne til By & Havn fra ca. 2 til ca. 2,7 mio. kr. Kommunens tilskud er steget tilsvarende.

Klubberne vil ved en overgang til tilskud efter Folkeoplysningsloven (model 3) miste ca. 1,5 mio. kr. årligt ved fuld indfasning.

Forvaltningen har undersøgt syv forskellige mulige modeller. De syv modeller er uddybet med kommentarer fra klubberne og By & Havn i bilag 1.

På baggrund af i dialogen med henholdsvis By & Havn og klubberne er de syv modeller blevet reduceret til tre:

  1. Københavns Kommune lejer grundene og stiller dem til rådighed for klubberne efter reglerne i Folkeoplysningsloven.
  2. Københavns Kommune giver tilskud efter kommunalfuldmagtsreglerne (dækning af leje til By & Havn)
  3. Københavns Kommune giver tilskud efter folkeoplysningsreglerne (forslaget fra FOU-mødet i december).

Det bemærkes, at alle andre folkeoplysende foreninger med lokaletilskud, får tilskud efter folkeoplysningslovens regler svarende til model 3. Tidligere fik en række foreninger, herunder fodboldklubber tilskud udover folkeoplysningslovens regler. Dette er ophørt i forbindelse med Tilskudstaskforcens arbejde.

Økonomi

Hvis udvalget beslutter at dække lejeudgifterne hos klubberne fuldt ud (model 1 og 2), vil det fortsat koste kommunen 2,7 mio. kr. årligt, som i dag dækkes af folkeoplysningsudvalgets ramme.

Hvis udvalget beslutter, at der skal gives tilskud efter Folkeoplysningsloven (model 3), vil det betyde, at tilskuddet reduceres med 1,5 mio. kr. årligt, som derfor frigives i Folkeoplysningsudvalgets ramme.

Videre proces

Afhængig af udvalgets beslutning arbejder forvaltningen videre i samarbejde med By & Havn og klubberne.

 

Aravni Elisabeth Jakobsen/

                                                                                       Mads Kamp Hansen
Til top