Mødedato: 05.12.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Ansøgning om støtte til Illutron i 2019

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til en ansøgning om 122.500 kr. i 2019 til skibet M/S Illutrons placering i Københavns Havn i 2019.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget giver afslag på ansøgningen om 122.500 kr. til Illutron i 2019, da der ikke er afsat midler til formålet på budgettet.

Problemstilling

Der henvises til ansøgningen (bilag 1).

Løsning

Foreningen Illutron er en forening drevet af frivillige og et kunstnerkollektiv, der har til huse på skibet M/S Illutron. M/S Illutron fungerer som et flydende kulturhus med aktiviteter, der relaterer sig til installationskunst og interaktionskunst, performance, teknologi, musik, lys og planter. Foreningen har eksisteret siden 2007 og er hovedsageligt egenfinansieret.

M/S Illutron er, ifølge ansøger, base for mange forskellige kulturelle aktiviteter på Refshaleøen, ligesom foreningens medlemmer løbende skaber både store og små kunst- og kulturprojekter rundt omkring i København. Københavnerne bliver inviteret ombord, f.eks. når der afholdes workshops, fællesspisninger og saunagus i den flydende sauna. Foreningen stiller endvidere løbende sine faciliteter til rådighed for eksterne kunstnere og makers i forskellige konstellationer.

Skibet renoveres løbende, for bedre at kunne understøtte nye kulturelle initiativer på vand og land. Med tilskuddet fra Københavns Kommune ønsker foreningen at dække udgifter dels til leje og drift, dels til renovering af skibet, så foreningen i de kommende år kan styrke sine aktiviteter, sit fysiske rum og sine værkstedsfaciliteter, og dermed fortsat kan danne en unik ramme om aktiviteter og projekter både i byen og på havnen.

Tidligere tilskud fra Kultur- og Fritidsudvalget

I 2016 modtog foreningen et tilskud på 122.000 kr. og i 2017 et tilskud på 122.500 kr. til dækning af udgifter i forbindelse med skibets placering i Københavns Havn. Kultur- og Fritidsudvalget besluttede endvidere på mødet den 8. oktober 2019, at bevilge et tilskud på 123.000 kr. årligt i 2020-2023 til udgifter i forbindelse med skibet M/S Illutrons placering i Københavns Havn. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at imødekomme ansøgningen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen, i dialog med ansøger, udarbejde en tilskudsaftale, som indeholder forudsætninger for tilskuddet og målbare succeskriterier.

 

Mette Touborg

    

                             /     Mads Kamp Hansen

              

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. december 2019:

Der blev begæret afstemning om et forslag om, at Kultur- og Fritidsudvalget yder et tilskud på 122.500 kr.; kassemæssig dækning anvises på konto 3.35.64.1. (2019).

Et flertal (Kasandra Behrndt-Eriksen, Simon Strange, Jonas Bjørn Jensen, Jens Kjær Christensen, Franciska Rosenkilde, Kim Hjerrild, Maria Frej og Christopher Røhl Andersen) stemte for forslaget.

Et mindretal (Flemming Steen Munch og Karina Bergmann) stemte imod.

Forslaget blev dermed godkendt.

 

Karina Bergmann ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "I Liberal Alliance er vi imod at dække foreningers faste driftsomkostninger såsom husleje. Det gælder derfor også leje af kajplads og vandarealleje." Flemming Steen Munch tilsluttede sig protokolbemærkningen.

Til top