Mødedato: 05.12.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Fordeling af midler til lokalhistoriske arkiver samt ophævelse af vedtægterne for og nedlæggelse af Københavns Kommunes Lokalhistoriske Arkivudvalg

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til den fremtidige fordeling af midler til de lokalhistoriske arkiver samt nedlæggelse af Københavns Kommunes Lokalhistoriske Arkivudvalg.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at Sammenslutningen af Lokalhistoriske Arkiver i København (SLAK) fremover fordeler midler til Københavns 10 lokalhistoriske arkiver, og at der udarbejdes en tilskudsaftale med SLAK om dette.  
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at den nuværende vedtægt for Københavns Kommunes Lokalhistoriske Arkivudvalg (bilag 1) ophæves, hvilket i praksis betyder, at udvalget nedlægges.

Problemstilling

Københavns Kommunes Lokalhistoriske Arkivudvalg (Arkivudvalget) har haft til opgave årligt at uddele tilskud til Københavns 10 lokalarkivers drift, at gennemgå arkivernes regnskaber, at fordele midler til lokalarkivernes aktiviteter og løbende at bidrage til lokalarkivernes faglige rammer. Arkivudvalget har fordelt midler til arkiverne på baggrund af ansøgninger fra hvert arkiv.

Det er Kultur- og Fritidsforvaltningens vurdering, at det kræver uforholdsmæssigt meget arbejde af de frivillige hos de lokalhistoriske arkiver at udarbejde ansøgninger til Arkivudvalget vedr. tildeling af midler til husleje, der allerede er fastlagt. Det er også forvaltningens vurdering, at der anvendes uforholdsmæssigt mange ressourcer til uddelingen af tilskud og gennemgang af regnskaber i Arkivudvalget. Administrationen af de 10 lokalarkivers tilskud og tilskuddet til SLAK, der er en forening, vil kunne administreres lettere ved at følge de eksisterende procedurer i den øvrige tilskudsadministration i Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Løsning

Arkivudvalget blev nedsat af Kultur- og Fritidsudvalget i 1998. Udvalget har fem medlemmer, hvoraf tre er fra SLAK, et medlem er fra Københavns Museum og et fra Københavns Stadsarkiv. Arkivudvalget har ifølge vedtægterne følgende formål: ”at skabe gode og sikre rammer for det lokalhistoriske arkivarbejde i København, at støtte bydelenes lokalhistoriske arkiver i deres frivillige indsats med at dokumentere og formidle deres bydels historie og lokale identitet, samt at formidle et samarbejde mellem de lokalhistoriske arkiver, Københavns Stadsarkiv, Københavns Museum og bydelenes kommunale kulturinstitutioner."

De 10 lokalhistoriske arkiver modtager hver især mellem 30.000 kr. og 113.000 kr. til husleje og drift årligt. Den 8. oktober 2019 besluttede Kultur- og Fritidsudvalget at bevillige et fireårigt tilskud på 200.000 kr. til aktiviteter til SLAK. Disse midler anvendes til de lokalhistoriske arkivers aktiviteter.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har i september og oktober 2019 haft en drøftelse med SLAK om, hvorvidt SLAK ønsker at overtage fordelingen af midler til lokalarkivernes aktiviteter, hvilket SLAK gerne vil. Der vil fortsat være mulighed for en faglig dialog ved et til to årlige møder mellem SLAK og repræsentanter for Københavns Stadsarkiv og Københavns Museum. På disse møder vil der være fokus på at støtte bydelenes lokalhistoriske arkiver i deres frivillige indsats med at dokumentere og formidle deres bydels historie og lokale identitet. Herudover kan der drøftes faglige problemstillinger og orienteres om igangværende projekter.

Hvis administrationen af de 10 lokalarkivers tilskud og tilskuddet til SLAK bliver administreret som den øvrige tilskudsadministration i Kultur- og Fritidsforvaltningen, vil Arkivudvalget ikke længere have et formål.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen indgå tilskudsaftaler med hvert af de 10 lokalhistoriske arkiver vedrørende arkivernes husleje. Forvaltningen vil også indgå en tilskudsaftale med SLAK, hvor det indgår, at SLAK fordeler midler til lokalarkivernes aktiviteter ud fra fastlagte kriterier.

Endvidere vil de nuværende vedtægter for Københavns Kommunes Lokalhistoriske Arkivudvalg blive ophævet, og Arkivudvalget som konsekvens heraf nedlagt.

Mette Touborg

                            /Marius Hansteen

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. december 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.

Til top