Mødedato: 05.12.2019, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Genindførelse af halinspektører på idrætsanlæg

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forslag til udmøntning af Borgerrepræsentationens beslutning om genindførelse af halinspektører på fire idrætsanlæg pr. 1. januar 2020.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at udmøntningen af Borgerrepræsentationens beslutning om genindførelse af halinspektører for så vidt angår Bellahøjhallerne, Sundby Idrætspark og Ryparken Idrætsanlæg sker ved, at der ansættes halinspektører, som beskrevet i indstillingen, og
  2. at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter, om udmøntningen af Borgerrepræsentationens beslutning om genindførelse af halinspektører for så vidt angår Vanløsehallerne skal ske ved enten ansættelse af halinspektør, eller ved at vagtmandsordningen i Vanløsehallerne sendes i udbud.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har i Budget 2020 afsat 6,05 mio. kr. årligt i perioden 2020-2023 til fast bemanding i Bellahøjhallerne, Sundby Idrætspark, Ryparken Idrætsanlæg og Vanløsehallerne. Der er endvidere afsat midler til en engangsinvestering på 0,2 mio. kr. til anskaffelse af arbejdspladser, mobiltelefoner mm. Disse midler skal udmøntes af Kultur- og Fritidsudvalget.

Løsning

Den af Borgerrepræsentationen trufne beslutning om genindførelsen af halinspektører på idrætsanlæggene udmøntes ud fra følgende bærende principper:

Der tilknyttes faste halinspektører til hvert enkelt anlæg, så der sikres genkendelighed og tryghed for de faste brugere/foreninger. Halinspektørerne skal dog kunne dække hinanden ind på tværs ved sygdom, ferier, vakancer mm.

Hallerne bemandes fra 1. januar 2020, men de faste halinspektører forventes – i det omfang, der skal nyrekrutteres – først at være endeligt på plads 1. februar eller 1. marts 2020.

Halinspektørerne skal have erfaringer med drift og udvikling af idrætsfaciliteter, servicering og understøttelse af idræts- og foreningslivet samt håndtering af foreninger, brugere og andre aktører på og omkring idrætsanlæg. Halinspektørerne skal endvidere have:

  • Naturlig autoritet

  • Blik for fysiske rammers betydning for oplevelse af utryghed

  • Vilje til at indgå i mindre vedligeholdelses- og renholdningsopgaver

  • Faglig indsigt i reaktionsmønstre ved uroskabende adfærd og erfaring med konflikthåndtering

  • Kendskab til og erfaring med at indgå i beredskab ved akut uro og øvrige utryghedsskabende hændelser

  • Forståelse for og evne til at indgå i samspil med foreninger og brugere

  • Evne til selvstændigt og proaktivt at opsøge og indgå i lokalt samarbejde om tryghedsskabende initiativer

Af aftalen for budget 2020 fremgår, at der på de fire anlæg skal sikres bemanding i tidsrummet mandag-fredag kl. 15-24 og lørdag-søndag kl. 7-24. Det er muligt, inden for den samlede økonomiske ramme, at bemande anlæggene i dette tidsrum. Der er dog ikke åbent for brugere på anlæggene i tidsrummet kl. 23 -24, hvorfor disse tidspunkter ifølge indstillingen ikke bemandes.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil benytte de timer, der er i overskud (7 timer pr. anlæg pr. uge), i særlige tidsrum og perioder med uro, hvor der kan være brug for dobbeltbemanding, til deltagelse i SSP-samarbejdet eller til udvidelser af bemandingstiden, hvis der viser sig at være et behov for det.

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil fremover sætte yderligere fokus på tryghed bl.a. via øget videndeling, koordinering, netværk og kompetenceudvikling på tværs af forvaltningens institutioner og med inddragelse af andre relevante aktører. Dette arbejde vil også omfatte de fire anlæg og de nye halinspektører, ligesom de anlæg i Kultur- og Fritidsforvaltningen, der i forvejen er bemandet, også vil blive inkluderet i arbejdet.

Vanløsehallerne

Caféen i Vanløsehallerne har været drevet via en forpagtningsaftale siden 1996. I 2011 blev der indgået en tillægsaftale mellem forpagter og Kultur- og Fritidsforvaltningen om, at forpagter varetog en runderings- og vagtmandsfunktion i tidsrummet 15-24 på hverdage og i weekenderne fra kl. 7 indtil sidste aktivitet.

Der er tale om en aftale, der involverer en mere traditionel vagtmandsfunktion (åbning og lukning, dagligt opsyn med hallen og dens brugere mm.) samt en mere aktiv og understøttende funktion i relation til hallens brugere (aktiv deltagelse i klubbernes arrangementer, dialog med brugerne i forhold til indretning, mindre reparationer mm.).

Vagtmandsaftalen blev opsagt med virkning fra den 30. juni 2019, da Kultur- og Fritidsforvaltningen ønskede at tilpasse serviceniveauet i Vanløsehallerne til serviceniveauet på de øvrige københavnske idrætsanlæg. Brugerne af anlægget var meget positivt stemt for den tidligere ordning, hvilket bl.a. har betydet, at DGI har involveret sig i sagen og forsøgt at rejse midler til at bibeholde vagtmandsaftalen i Vanløsehallerne.

Ønskes vagtmandsaftalen fortsat i Vanløsehallerne, skal opgaven sendes i udbud grundet opgavens økonomiske omfang. Aftalen, der indgås, vil lægge vægt på samme principper og kompetencer, som ovenfor beskrevet. Endvidere vil det være en forudsætning i aftalen, at personalet i Vanløsehallerne indgår i netværket med Kultur- og Fritidsforvaltningens andre bemandede anlæg.

Ved en fortsættelse af vagtmandsaftalen skal der af det samlede beløb til genindførelse af halinspektører afsættes et årligt beløb i perioden 2020-2023 samt 100 t. kr. årligt til at sikre koordinering og en god samarbejdsflade til forvaltningens øvrige arbejde og indsatser i hallen og lokalområdet. Det konkrete beløb fremgår af budgetnotat (KF75), der af hensyn til et eventuelt udbud er vedhæftet som fortroligt bilag.  

Sendes vagtmandsordningen i udbud, foreslås de overskydende midler anvendt i Bellahøjhallerne, Sundby Idrætspark og Ryparken Idrætsanlæg til samme formål som ovenfor angivet (behov for dobbeltbemanding, deltagelse i SSP-samarbejdet og udvidelser af bemandingstiden).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil Kultur- og Fritidsforvaltningen sikre lokalt forankret bemanding på de relevante idrætsanlæg pr. 1. januar 2020 samt - i givet fald - sende vagtmandsordningen i Vanløsehallerne i udbud.

 

Mette Touborg

    

                                            /Thomas Bach

 

 

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. december 2019:

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingens første at-punkt.

Med hensyn til indstillingens 2. at-punkt besluttede Kultur- og Fritidsudvalget, at vagtmandsordningen i Vanløsehallerne sendes i udbud. I forbindelse med aftalen, der vil blive indgået om den kommende ordning i Vanløsehallerne, lægges der vægt på de samme principper og kompetencer som ved de øvrige haller, og det er for Kultur- og Fritidsudvalget vigtigt, at der vælges den kvalitativt bedst mulige løsning.

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede endvidere, at Kultur- og Fritidsforvaltningen skal udarbejde en halvårlig status på halinspektørernes arbejde samt status på tryghed og uroskabende adfærd i idrætshaller uden halinspektører til forelæggelse for Kultur- og Fritidsudvalget.    

Til top