Mødedato: 05.09.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

Høring: Strategi for fremme af lige muligheder

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal behandle forslag til høringssvar til Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets Strategi for fremme af lige muligheder.

Indstilling og beslutning

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen som udvalgets høringssvar på Strategi for fremme af lige muligheder.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget sendte den 24. juni et udkast til 'Strategi for fremme af lige muligheder' til høring i de stående udvalg (bilag 1). Formålet med strategien er at skabe lige muligheder for alle borgere og bekæmpe diskrimination.

Løsning

Det fremgår af strategien, at ligebehandling og bekæmpelse af diskrimination også indgår i en række andre politikker og strategier på tværs af de politiske udvalg. Det gælder f.eks. handicappolitik, Inklusionspolitik, Sundhedspolitik, Ligestillingspolitik, Politik for udsatte Byområder, Ungestrategi mv. En ny strategi for fremme af lige muligheder skal styrke området yderligere.

Kultur- og Fritidsforvaltningens forslag til udvalgets høringssvar fremgår nedenfor i indstillingen.

Nærmere om strategien
Strategi for fremme af lige muligheder har to overordnede indsatsområder: 

  1. Bedre service for alle borgere gennem fremme af ligebehandling.
  2. Styrket ligebehandling gennem en mere blandet leder- og medarbejderskare i Københavns Kommune som arbejdsplads.

Strategien opstiller 5 mål og 11 tilhørende handlinger, fordelt på de to indsatsområder. Eksempler på disse handlinger er:

  • Alle nye strategier skal gennemgå en ligebehandlingsvurdering.
  • Fagforvaltningerne skal udarbejde en årlig plan for udvikling af ligebehandling i deres borgerservice.
  • Fagforvaltningerne skal foretage et ligebehandlingstjek af deres borgerrettede blanketter.
  • Der udvikles og implementeres et modul om ligebehandling og anti-diskrimination i interne medarbejder- og ledelseskurser.
  • Fagforvaltningerne skal sikre, at deres kommunikation om servicetilbud når de relevante borgergrupper.
  • Diskrimination på arbejdspladsen skal monitoreres ved at tilføje spørgsmål om diskrimination og udnyttelse af medarbejdernes forskelligheder i ledelsesevalueringer og trivselsundersøgelser.  

For at sikre implementering af strategien ønsker Beskæftigelses- og Integrationsudvalget dels at oprette et rådgivende board for bekæmpelse af diskrimination og fremme af lige muligheder i Københavns Kommune, dels en ny ligebehandlingsenhed i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen med ansvar for at sikre faglig sparring, videndeling og monitorering af indsatserne på tværs af forvaltningerne.

Kultur- og Fritidsudvalgets høringssvar
Kultur- og Fritidsudvalget bakker kraftigt op om de grundlæggende værdier i Strategi for fremme af lige muligheder. Ligebehandling, mangfoldighed og anti-diskrimination indgår således allerede i Kultur- og Fritidsforvaltnings daglige arbejde og i Kultur- og Fritidspolitik 2011-2015.

Udvalget mener imidlertid, at implementeringen af flere af handlingerne i strategien vil betyde ressourcekrævende kontrol og monitorering, der tager fokus fra kerneopgaven. Det strider imod Kultur- og Fritidsforvaltningens tillidsdagsorden og nye organisationsform med større, ressourcestærke enheder, der kan indrette sig efter deres lokalområder.

Dele af strategien taler dermed imod den afbureaukratiseringsproces, der blev igangsat i fagudvalgene som resultat af tillidsdagsordenen i Københavns Kommune. Det gælder f.eks. forslaget om, at alle forvaltninger årligt skal udarbejde en kort plan for udvikling af ligebehandling i deres borgerservice, eller at der skal foretages et ligebehandlingstjek af forvaltningernes borgerrettede blanketter.

Kultur- og Fritidsudvalget er imidlertid positive overfor de initiativer, der kan styrke de lokale enheders kompetencer i forhold til ligebehandling, forudsat at de tager udgangspunkt i institutionernes hverdag og udfordringer. Eksempler på tiltag og metoder, Kultur- og Fritidsforvaltning selv sætter fokus på området med, er målinger af brugersammensætningen på kultur- og idrætsinstitutionerne, at der vil indgå et inspirationsmodul om værdien i en mangfoldig medarbejdergruppe på et af forvaltningens kommende centrale lederstormøder, og at der tilbydes opkvalificering af lokale medarbejdere med henblik på modtagelse af nye brugergrupper.  

Afskaffelse af krav og regler 
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte den 13. juni forvaltningens ønsker til krav og regler, der kan afskaffes. Ønskerne er sendt videre til Borgerrepræsentationen. Blandt ønskerne er bl.a. årlige afrapporteringer på integrationsindsatsen til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og krav om ligestillingsvurderinger af Klubhuspuljen, lønudviklingen og etableringen af nye idrætsfaciliteter.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.



Carsten Haurum           
                                           /Merete Evers Dewilde

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 5. september 2013:

Indstillingen blev godkendt.
Til top